Beredskabsugen: Psykiatrifondens rådgivere taler med urolige danskere
6.5.2026 06:30:00 CEST | Psykiatrifonden | Pressemeddelelse
“Min kæreste er ude at rejse – er det nu sikkert?” Eller: “Jeg har ikke hørt fra min familie i Iran længe - det gør mig bange.” Verdens uro rammer manges tanker og følelser. Det mærker man i Psykiatrifondens rådgivning. Her er rådgiverne klar til en uge i beredskabets tegn, hvor også sirenerne onsdag middag kan være svære for nogle.

I en tid med krig, konflikter og konstant nyhedsstrøm fylder frygten for, hvad der kan ske i verden, mere i hverdagen for mange mennesker. Hos Psykiatrifonden oplever rådgiverne, at bekymringen ofte ligger lige under overfladen hos de mennesker, der beder om hjælp.
"Verdenssituationen fylder i omkring hver anden samtale, vi har", fortæller leder af de frivillige rådgivere i Psykiatrifonden, Liza Johnson.
Rådgiverne taler eller chatter hver dag med mennesker, der har brug for en gratis, anonym snak. Rådgiverne er frivillige, og alle har en relevant faglig baggrund.
Sirenerne kl. 12 kan vække angst
Gennem flere år har Psykiatrifonden mindet brugerne af organisationens kanaler på sociale medier om afprøvningen af beredskabssirenerne kl. 12 den første onsdag i maj – som i dag. Det kan nemlig vække angst eller dyb uro hos nogle.
Sirenerne bliver afprøvet hvert år for at sikre, at de virker, at befolkningen kender lydene og forstår beskeden. Hylene advarer om akutte farer som røgudvikling, udslip af farlige stoffer eller andre livstruende situationer for et større antal mennesker.
Hører man til dem, der bliver bange, har Liza Johnson nogle råd:
-
Forbered dig selv på, at det kommer, og mind dig selv om, at det sandsynligvis er en øvelse og at det varer kort tid.
-
Overvej at være sammen med nogen, som du er tryg ved, når sirenerne går i gang.
-
Du kan gentage for dig selv: “Det er bare en øvelse, det går snart over.”
-
Føler du dig meget ramt af angst, kan du lave en vejrtrækningsøvelse undervejs: Træk vejret ind gennem næsen i fire sekunder, hold det i fire sekunder, pust ud igennem munden i fire sekunder, og gør det igen og igen, mens sirenerne lyder. Den dybe vejrtrækning sender nogle beroligende signaler til din krop, samtidig med at du har fokus på noget andet end sirenerne.
Globale problemer rammer tæt på
Uroen blandt dem, der henvender sig til Psykiatrifondens rådgivning på grund af den usikre verdenssituation, viser sig på forskellige måder. Nogle har svært ved at finde ro i kroppen. Andre føler sig draget mod nyhederne, selv om de mærker, at det gør dem mere urolige. Tanker om krig og usikkerhed kan blive ved med at køre rundt.
"De fortæller, at de bliver bange. At de ikke kan lade være med at følge med. Og at det gør det svært at finde ro. Det kryber ind i deres hverdag”, fortæller Liza Johnson.
Bekymringerne handler ofte om store globale spørgsmål, men de rammer tæt på. Frygt for krig i Europa. Bekymring for familie eller kærester i udlandet. Eller en oplevelse af, at verden føles mere usikker end før.
"Jeg talte med en mand, der tænker på det hele tiden. Uroen i verden får ham til at føle sig endnu mere alene”, siger Liza Johnson.
Skubber til virkelighedsopfattelsen
For nogle forstærker verdenssituationen allerede svære følelser. Det kan være øget angst, stærkere bekymringstanker eller gamle oplevelser, der bliver vækket til live. Andre spørger, hvordan de kan tale med deres børn om verdenssituationen, så de ikke skaber frygt.
Rådgiverne møder også mennesker, hvis uro bliver så stærk, at den påvirker deres virkelighedsopfattelse.
"En krigsveteran fortalte, at tidligere oplevelser blev vækket igen. Kroppen var i alarmberedskab, selv om han godt vidste, at han var i sikkerhed", fortæller Liza Johnson.
Hjælper til at opnå ro
Hos Psykiatrifonden arbejder rådgiverne med at møde mennesker der, hvor de er. De lytter og anerkender de følelser, der fylder. Kroppen reagerer, når noget føles farligt, og den reaktion kan hjælpes på vej mod mere ro.
"Vi taler dem igennem det. Nogle gange bruger vi enkle vejrtrækningsøvelser, som kan give ro i kroppen", siger Liza Johnson.
Mange fortæller, at de følger nyhederne hele tiden, selv om de godt kan mærke, det ikke er godt for dem. Her er rådet at skrue ned for nyhedsstrømmen og være kritisk over for, hvilke medier, man får sine nyheder fra.
Andre bliver præsenteret for ideen om bekymringstid. Det betyder at parkere sine bekymringer, når de dukker op i løbet af dagen, og så afsætte et bestemt klokkeslæt til at tage sig af det – kun da må man fordybe sig i de angstfyldte tanker.
“Ofte vil de være forsvundet til den tid”, siger Liza Johnson.
Anerkend uroen - også selv om du ikke deler den
Nogle råd går igen i mange samtaler. Det hjælper at tale om det, der fylder. Det kan være med en rådgiver hos Psykiatrifonden. Det kan også være med en ven, en kollega eller en i familien.
"Sig det højt, hvis du er bange eller bekymret. Det gør det lettere at være i", siger hun.
Det gør også en forskel at lytte. Man behøver ikke have de samme bekymringer for at kunne støtte, understreger Liza Johnson.
"Anerkend følelsen hos den, du taler med – også selv om du ikke selv er bekymret."
Og rådgivningen virker. Mange oplever, at uroen falder, når de får sat ord på og bliver mødt.
"Flere siger til sidst, at de føler sig mere rolige. Det gør en forskel at tale om det", siger Liza Johnson.
Psykiatrifonden tilbyder rådgivning hver dag.
På telefon 39 25 25 25 frem til klokken 22.
Chatrådgivning via psykiatrifonden.dk frem til klokken 2 om natten.
Nøgleord
Kontakter
Sarah BossPressechef
Tlf:23712688scb@psykiatrifonden.dkLinks
Følg pressemeddelelser fra Psykiatrifonden
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Psykiatrifonden
Psykiatrifonden giver topkarakter til Ida Auken for akutplan19.6.2026 12:10:34 CEST | Pressemeddelelse
Psykiatrifondens direktør Marianne Skjold er godt tilfreds med indholdet af økonomiaftalen og dermed den akutplan for børne- og ungdomspsykiatrien, der blev præsenteret i Økonomiministeriet i dag. Hun kalder akutplanen velvalgt og veltimet og roser den nye sundhedsminister Ida Auken, S, for at gå til opgaven i højt tempo og med store ambitioner.
Lørdag fylder løbefesten Øenx Aarhus Ø15.6.2026 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
På lørdag indtager løbere og publikum Aarhus Ø. En løbefest med mad, drikke, boder – og en efterfest. Løbet Øenx på 50 km. varmer op til Søenx på 100 km. rundt om Lemvig Sø i juli måned. En sommer med løbeglæde og fokus på psykisk sygdom og psykisk sundhed er i gang. Alt overskud går til Psykiatrifonden.
Sommerens løbefest kulminerer i Lemvig15.6.2026 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
25. juli indtager løbere og publikum Lemvig Sø. 100 km-løbet Søenx finder sted for fjerde gang, større og vildere. Og opvarmningen begynder allerede på lørdag med løbet Øenx på Aarhus Ø. En sommer med løbeglæde og fokus på psykisk sygdom og psykisk sundhed er i gang. Alt overskud går til Psykiatrifonden.
Psykiatrifonden: Stadig lange ventetider for børn og unge kræver omgående handling12.6.2026 11:27:37 CEST | Pressemeddelelse
170 dages ventetid på at komme i gang med udredning i børne- og ungdomspsykiatrien. Situationen er fortsat meget kritisk, konstaterer Psykiatrifonden efter at have set de første tal for 2026, som kom i dag. Direktør Marianne Skjold sætter stor pris på, at den nyudnævnte sundhedsminister Ida Auken, S, allerede har varslet forhandlinger om den lovede akutplan. “Akutplanen spiller en afgørende rolle i genopretningen af psykiatrien og tilliden til, at børn og unge kan få den hjælp og behandling, de har brug for,” siger hun.
Psykiatrifonden begejstret: Danmark får en Psykiatriplan 22.6.2026 16:11:46 CEST | Pressemeddelelse
Psykiatrifonden er begejstret for det, vi læser i regeringsgrundlaget om mennesker med psykisk sygdom, hvor der både ses et skærpet fokus på de mest udsatte borgere med svær psykisk sygdom, på bedre og tidligere hjælp til børn og unge med psykiske udfordringer samt igangsættelsen af arbejdet for en Psykiatriplan 2.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum