København styrker demensindsats – bl.a. med højskoleophold til unge pårørende
5.5.2026 06:00:00 CEST | Københavns kommune Sundheds- og Omsorgsforvaltningen | Pressemeddelelse
Mange københavnere lever i dag med demens tæt inde på livet, og antallet af demenstilfælde er stigende. Derfor har politikerne i Københavns Kommune vedtaget en samlet ’Demenspakke’ til 5,8 mio. kr., som skal styrke indsatsen for mennesker med demens og deres pårørende.

Demens er en sygdom, der vender op og ned på tilværelsen. Ikke kun for det menneske der bliver ramt, men også for de pårørende, der er tæt på. I Københavns Kommune lever flere end 5.000 københavnere i dag med en demenssygdom, og det antal vil vokse i de kommende år.
”Vi har en aldrende befolkning, og demens er derfor også noget, der kommer til at fylde mere og mere. Der er mange ting, vi gør godt i dag, hvor vi skaber trygge rammer og hjælper og støtter både den syge og de pårørende. Men vi skal gøre mere, og vi kan ikke vente på, at en kommende regering lander en ny national demensplan. Dette er første skridt,” siger sundheds- og omsorgsborgmester i Københavns Kommune Jens-Kristian Lütken (V).
De oversete målgrupper
I sin nytårstale varslede statsministeren, at Danmark skulle have en ny national Demensplan, men regeringen nåede ikke at komme med et konkret udspil, inden der blev udskrevet valg til Folketinget.
Nogle af de målgrupper, som ofte bliver overset, er borgere, som er tidligt i deres demenssygdom samt unge mellem 18 og 25 år, der har en forælder med demens. De skal prioriteres, og derfor har sundheds- og omsorgsborgmesteren kæmpet for at få flere midler til demensområdet i Københavns Kommunes ’lille budgetaftale’, som blev indgået i sidste måned.
”Demens rammer ikke kun ældre mennesker. Det kan også ramme friske, raske og aktive mennesker, der bor i egen bolig og som stort set er selvhjulpne. Deres behov for støtte og aktiviteter er anderledes end behovet hos dem, som lever med fremskreden demens. Derfor er jeg glad for, at jeg har fået opbakning fra mine politiske kolleger til at forbedre kommunens tilbud til borgere med let til moderat demens. Og ikke mindst at vi nu kan afprøve højskoleophold til unge, som lever med en forælder, der har demens. De står i en virkelig vanskelig situation og har behov for særlig støtte,” siger borgmesteren.
Højskole for unge skal give pusterum
Som ung med en forælder, der har demens, kan man opleve at stå alene med et stort ansvar og nogle svære følelser, mens man langsomt ser sin forælder forsvinde. Det kaldes også ventesorg. Den unge pårørende har en anden livssituation end fx en ægtefælle, da uddannelse og overgang til voksenlivet fylder. Derfor kan det være en stor hjælp at møde andre jævnaldrende i samme situation.
Det nye tilbud til unge mellem 18 og 25 år bygger på de gode erfaringer, kommunen allerede har med højskoleophold for ægtefæller og partnere til personer med demens. Formålet er at give de unge et pusterum fra hverdagen og skabe et fællesskab med ligesindede.
Udover det nye højskoletiltag for unge og kvalitetsløftet af kommunens målrettede aktivitetstilbud til borgere med let til moderat demens, er der også afsat midler til demensvenlige omgivelser på plejehjem og et praksisnært kompetenceløft for medarbejdere i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen. Sidstnævnte skal styrke medarbejdernes demensfaglige kompetencer og dermed understøtte mere tryghed og trivsel for borgere med demens.
Der er samlet afsat 5,8 mio. kr. ifm. Overførselssagen, som et flertal af partierne på rådhuset står bag.
I tillæg til denne demenspakke har budgetpartierne besluttet, at demensområdet skal styrkes yderligere til budgetforhandlingerne i efteråret. Her er der lagt op til en supplerende demenspakke med fokus på bl.a. medarbejdernes demensfaglige kompetencer, tidlig opsporing, forebyggelse samt en styrket indsats til pårørende og borgere med demens i eget hjem.
Fakta
- Nyt demensaktivitetstilbud med demensvenlig indretning og minibus: 1,5 mio. kr. går til demensvenlig indretning, som afsættes til rådgivning i konkret indretning, tilpasning af eksisterende rammer samt indkøb af inventar. Der er derudover afsat 700.000 kr. til indkøb af en minibus.
- Højskole for unge med en forælder med demens: 120.000 kr. går til afprøvning af højskoleophold.
- Demensvenlige omgivelser på plejehjem: Der er afsat 2,7 mio. kr. til indsatsen, som især går til demensvenlig indretning på udvalgte plejehjem.
- Praksisnære temadage – løft af medarbejdernes demensfaglige kompetencer: Der er afsat 800.000 kr. til afholdelse af 3-4 praksisnære temadage.
Nøgleord
Kontakter
Katrine Kirch KirkegaardPressekonsulent
Tlf:21273273lh6p@kk.dkFølg pressemeddelelser fra Københavns kommune Sundheds- og Omsorgsforvaltningen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Københavns kommune Sundheds- og Omsorgsforvaltningen
Kvinder i København skal have garanti om efterfødselshjælp inden for 7 dage10.4.2026 07:20:42 CEST | Pressemeddelelse
Københavnske kvinder, der har gener efter en fødsel, skal have ret til efterfødselshjælp hos en privat aktør, hvis kommunen ikke kan levere hjælp senest 7 dage efter visitering. Det vil politikerne på Københavns Rådhus nu sørge for.
Fokus på mental sundhed blandt borgere med kronisk sygdom skaber resultater17.3.2026 08:00:00 CET | Pressemeddelelse
Større fokus på mental sundhed hos borgere med type 2-diabetes kan styrke både livskvalitet og fysisk helbred. Det viser erfaringerne fra et flerårigt samarbejde om ’diabetesstress’, som Københavns Kommune og Steno Diabetes Center Copenhagen står bag.
Ny hotline skal hjælpe ældre københavnere og pårørende med deres bekymringer23.1.2026 06:58:00 CET | Pressemeddelelse
Fremover skal ældre københavnere og deres pårørende kunne henvende sig ét sted, hvis de oplever problemer i samarbejdet med plejehjem eller hjemmepleje – eller med kvaliteten i den pleje og omsorg, som de modtager.
To nabokommuner bliver en del af Københavns varslingssystem for luftforurening4.12.2025 06:02:00 CET | Pressemeddelelse
Snart kan borgerne i Tårnby og Frederiksberg kommuner følge med i, hvornår luften er mest forurenet. De to kommuner bliver nemlig en del af appen ’Byens Luft’, der er udviklet af Københavns Kommune til borgere, som er særligt sårbare over for luftforurening.
København udbreder fast læge-ordning til hjemmeplejen28.10.2025 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Ældre københavnere, der bor i eget hjem og modtager kommunal hjemme- eller sygepleje, får fremover mulighed for at blive tilknyttet en fast læge, der samarbejder tæt med kommunens tværfaglige teams.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum