OK leverer solidt resultat midt i historisk omstilling
4.5.2026 11:30:24 CEST | OK | Pressemeddelelse
I 2025 tog OK endnu et stort skridt i omstillingen mod en kerneforretning baseret på el. Blandt andet gennem massive investeringer i ladeinfrastruktur til elbiler. En stærk indtjening og vækst på tværs af koncernen resulterede i et tilfredsstillende resultat for året.

OK-koncernen har netop offentliggjort regnskabet for 2025. Det viser et solidt resultat i et år præget af store investeringer og høj aktivitet i den omfattende omstilling af forretningen.
Samlet set landede koncernresultatet på 740 mio. kr. efter skat. Resultatet er især drevet af en flot underliggende udvikling i OK, Kamstrup og Coop.
– Vi står midt i en gennemgribende transformation af energimarkedet – og dermed af OK. Derfor er det afgørende, at vi investerer massivt i det, vi skal leve af i fremtiden, og samtidig leverer en sund forretning her og nu. Det lykkedes vi med i 2025. De to største datterselskaber, Coop og Kamstrup, leverer også flotte resultater. Vi er tilfredse med den udvikling, vi ser på tværs af koncernen, siger adm. direktør i OK, Michael Løve.
Kigger man isoleret på OK, landede resultatet (EBIT) på 698 mio. kr. Dermed lykkes det OK at øge indtjeningen, selvom salget af brændstof falder i takt med elektrificeringen af bilparken.
Førende inden for el til bolig og bil
OK er i dag et førende energiselskab, som leverer strøm, opladning og varme til omkring en halv million danske hjem og virksomheder.
2025 bød på over 20 procents organisk vækst i antallet af elkunder og OK blev for 3. år i træk kåret som elselskabet med de mest tilfredse kunder (Kilde: EPSI Rating Danmark).
Samtidig havde OK et rekordhøjt antal opladninger på det offentlige ladenetværk, der ved årets udgang bestod af ca. 4.500 ladepunkter (pr. 1. maj 2026 er antallet ca. 5.100).
Samtidig fastholder OK sin stærke position som brændstofleverandør til private og erhverv og har realiseret en mindre stigning i markedsandel i et faldende brændstofmarked.
– Vi skal sikre en forretning, der både skaber overskud i dag og er klar til fremtidens energimarked. Vores ambition er, at OK kan levere brændstof til danskerne, så længe de har behov for det. Til gengæld investerer vi det meste af brændstofindtjeningen i energiomstillingen af både os selv og samfundet. Og resultatet kan ses. I 2025 foretog OK’s elbilskunder ca. 9 mio. opladninger –ca. 25.000 hver dag året rundt, siger Michael Løve.
Et langt større selskab
Med investeringen i Coop Danmark er OK i dag en markant større koncern end tidligere. Årsregnskabet viser en samlet koncernomsætning på knap 47 mia. kr.
Regnskabet vidner også om, at koncernen står på flere ben, der tilsammen bidrager til at gøre OK til en robust forretning.
Kamstrup og Coop Danmark har allerede offentliggjort årsregnskaber, og 2025 blev et år med gode driftsresultater i begge selskaber. Kamstrup leverer det bedste resultat i virksomhedens historie. Og Coop – der dog fortsat giver underskud – er hurtigere end ventet en hel del tættere på målet om at blive en lønsom forretning.
- Som et kundeejet og 100 pct. dansk andelsselskab er det vores fornemmeste opgave at levere værdi til vores kunder, vores over 11.000 medejere og samfundet. Det skal vi kunne nu og i fremtiden, selvom brændstofmarkedet svinder. Omstillingen af OK og en sund udvikling i vores datterselskaber er nøglen til at kunne det, siger Michael Løve.
Klar kurs mod 2026
I takt med den hastige elektrificering af bilparken vil brændstofmarkedet fortsat falde i de kommende år. Det vil påvirke OK’s driftsresultat i en årrække. Til gengæld vil andre områder i koncernen i stigende grad kompensere med ny indtjening.
OK koncernen forventer i 2026 en omsætning på mellem 46 og 50 mia. kr. Resultatet efter skat forventes at blive 600-1.000 mio. kr. og således på samme niveau som 2025. Det høje ambitionsniveau fastholdes dermed – både når det gælder vækst indenfor nye områder og investeringer i den grønne omstilling.
Resultatet for 2025 betyder, at OK udbetaler 250 mio. kr. i udbytte til selskabets over 11.000 medejere.
OK i 2025
|
Koncernomsætning |
47 mia. kr. |
|
Koncernresultat efter skat |
740 mio. kr. |
|
OK a.m.b.a. omsætning |
11,7 mia. kr.* |
|
OK a.m.b.a. EBIT |
698 mio. kr. |
|
Ansatte i OK a.m.b.a. |
1.225 |
|
Opladninger af elbiler |
9 mio. |
|
Vækst i antal elkunder |
+20 procent |
|
Udlodning til medejere |
250 mio. kr. |
*Omsætning i OK a.m.b.a. påvirkes i høj grad af olieprisen og vil derfor svinge i takt med denne udvikling. Olieprisen var faldende i 2025.
Nøgleord
Kontakter
Jens BomholtPresse- og kommunikationschef
Tlf:22 13 86 01jebm@ok.dkBilleder
Vedhæftede filer
- OK er et bredt funderet energiselskab for private og erhverv. På hylderne er alt fra brændstof og ladestandere til grøn el og varmepumper.
- OK er desuden en af de største elleverandører i Danmark
- OK er et dansk andelsselskab med datterselskaber som Coop, Kamstrup, Enity og GodEnergi.
- OK omfatter mere end 680 tankstationer, mere end 250 svanemærkede vaskehaller samt mere end 85 truckstationer, og OK er således Danmarks største tankstationskæde.
- OK har mere end 5.000 offentligt tilgængelige ladepunkter til elbiler fordelt over hele landet.
- OK støtter over 4.000 lokale klubber og foreninger over hele landet.
Følg pressemeddelelser fra OK
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra OK
Nu er der åben for tilskud til en varmepumpe: 7.400 boligejere kan få 27.000 kr.4.7.2026 06:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Varmepumpepuljen er igen åben og denne gang med 200 mio. kr. til boligejere, der ønsker at skifte det gamle fyr ud med en varmepumpe.
Efter dyr juni starter juli med meget billig strøm2.7.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Hedebølge i store dele af Europa pressede elpriserne op i juni. Nu er billedet vendt og juli starter med masser af timer med strømpriser omkring 0 kr. De lave priser ser ud til at fortsætte i mange dage.
Sommerferie i elbil: Sådan forlænger du rækkevidden og gør turen billigere29.6.2026 06:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Det er nemt at gøre turen i elbil mere effektiv, og det er også en god idé, for selvom sommervarmen hjælper rækkevidden på vej, koster høj hastighed og tung bagage mange kilometer og kroner. Her får du de bedste tips til at få flere kilometer ud af elbilen.
Undgå dyr opladning på kør-selv-ferien i elbil25.6.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Der er fortsat store prisforskelle på opladning af elbilen, når du kører på ferie i Europa. Danske bilister skal derfor være opmærksomme, inden turen går sydpå denne sommer. Lidt planlægning kan gøre ferien en hel del billigere.
Hedebølge giver usædvanligt store udsving: Elprisen mere end femdobles i dag23.6.2026 06:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Prisforskellen mellem dagens billigste og dagens dyreste time er næsten 5 kr. pr. kWh. Det er meget sjældent, at elprisen svinger så meget inden for et døgn. Årsagen skal især findes i hedebølgen i Europa.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum

