Kolding Talent bygger bro mellem ambitioner og arbejdsliv
28.4.2026 17:37:58 CEST | Kolding Kommune | Pressemeddelelse
Med det nye netværk ”Sammen vinder Kolding” vil Kolding Talent styrke unge idrætstalenter i overgangen fra ungdomstalent til seniorelite og samtidig give erhvervslivet ny inspiration. Fonden for Fynske Bank har som den første bakket op om projektet med en donation på 75.000 kroner.

Svedige håndflader, pumpende adrenalin og behovet for et knivskarpt fokus er det samme, når du vil præstere på højeste niveau, uanset om det er på badmintonbanen, i svømmehallen eller i mødelokalet på en arbejdsplads. De mange paralleller gør det oplagt at koble sporten og erhvervslivet sammen, for de to arenaer kan i høj grad inspirere og lære af hinanden.
Det er tanken bag Koldings Talents seneste initiativ ”Sammen vinder Kolding”. For netop i spændingsfeltet mellem ambitioner, pres og trivsel opstår nogle af de største udfordringer både i sporten og arbejdslivet, og talent alene er sjældent nok. Uanset arena kræver det mental styrke, vedholdenhed og evnen til at håndtere modgang, hvis man vil præstere over tid.
I elitesporten er det særligt tydeligt i overgangen fra ungdom til senior. I den fase skærpes kravene, konkurrencen bliver hårdere og mange unge ender med at drosle ned for de sportslige ambitioner. Her arbejder Kolding Talent målrettet på at sikre, at flere unge talenter kan etablere sig på seniorniveau i et sundt og balanceret miljø.
- For at blive dygtigere til sin sport, skal man være skarp mentalt. Man skal hele tiden kunne balancere mange bolde i luften, man skal kunne præstere under pres og man skal have sine værdier på plads. Samtidig skal man være i stand til at håndtere modgangen, når den rammer, for det undgår man ikke, siger Bjarne Henriksen, der er teamkoordinator i Kolding Talent.
Det er alt sammen egenskaber, man også har glæde af i det civile erhvervsliv.
- Derfor vil vi gerne tilbyde erhvervslivet at møde de unge atleter og lade sig inspirere af deres rejse, og så håber vi selvfølgelig, at det også giver mening for nogle af virksomhederne at støtte dem i deres jagt på at slå igennem på seniorplan, siger han.
Kan spejle sig i andre unge
For svømmeren Signe Christensen og badmintonspilleren Julie Søgaard er talentprogrammet i Kolding Talent med til at gøre en forskel for at komme i mål med deres ambitioner. Det gælder både i form af hjælp til uddannelse, fysioterapi og mentaltræning, men i lige så høj grad i form af fællesskabet på tværs af idrætsgrene. Selv om de to talenter begge har klubkammerater at spejle sig i, betyder det noget, at de hver måned mødes på andre unge eliteidrætsudøvere, som de deler drømme, ambitioner og dedikation med.
-Jeg har som den eneste i min klasse valgt at tage min studentereksamen over fire år, og selv om mine klassekammerater er meget forstående, så har de fleste af dem nogle andre prioriteringer end mig. Derfor betyder det meget for mig at møde andre, der står med de samme udfordringer, selv om vi ikke dyrker samme sport. Man føler sig mindre alene, og det giver mange input, man kan bruge, fortæller Signe Christensen.
Også Julie Søgaard peger på sparringen med andre atleter som en af de største gevinster.
- Når man går fra ungdom til senior, møder man pludselig spillere, der både er ældre, mere erfarne og er fysisk stærkere. Det kan være svært mentalt, men når vi er samlet i Kolding Talent, taler vi tit om, hvordan vi håndterer forskellige situationer, og det har givet mig meget, siger Julie Søgaard.
Erhvervslivet kan hente inspiration
Tanken med Kolding Talents seneste initiativ er at udvide tilbuddet til de unge udøvere, der er på nippet til en seniorkarriere med blandt andet en mentorordning. Til gengæld bliver de virksomheder, der støtter initiativet en del af Kolding Talents netværk og får mulighed for at udveksle erfaringer med de talentfulde unge.
For at realisere initiativet er målet, at fem virksomheder går med og hver bidrager med 75.000 kroner. Fonden for Fynske Bank har som den første støttet projektet.
- Jeg ved fra min egen tid i konkurrencesvømning, hvor afgørende det er at have andre unge og seniorer at spejle sig i og sparre med. I overgangen fra junior til senior er det netop, at mange vælger sporten fra til fordel for andre ting. Med Kolding Talent får de unge et stærkt fællesskab og et netværk, der kan hjælpe dem med at holde fast i både ambitioner og trivsel, og jeg er overbevist om, at vi også i erhvervslivet kan hente inspiration i sporten gennem Kolding Talents unikke koncept, siger Morten Skov, der er regionsdirektør i Fynske Bank i Kolding og havde fornøjelsen af at overrække de to unge talenter donationsbeviset på 75.000 kroner.
Håbet er, at flere virksomheder følger op med økonomisk støtte i nærmeste fremtid.
- Vi er enormt glade for donationen fra Fonden for Fynske Bank, og vi håber, at det kan være startskuddet til, at flere går med i projektet, som vi har store forhåbninger til, siger Bjarne Henriksen.
Om Kolding Talent
- Arbejder med trivsel og udvikling af både sportslige og menneskelige kompetencer, og understøtter årligt omkring 260 unge sportstalenter i alderen 13-19 år.
- Bidrager til udviklingen af 12 lokale sportsmiljøer og klubber gennem målrettet uddannelse, strategisk sparring og specialiseret ekspertviden.
- Ønsker nu at etablere netværket ”Sammen vinder Kolding”, som skal koble sport og erhvervsliv tættere sammen ud fra den grundlæggende overbevisning, at mange af de kompetencer, der er afgørende for at præstere, er de samme i sporten og erhvervslivet.
- Fonden for Fynske Bank har støttet netværket med 75.000 kroner. Planen er, at flere andre vil gøre det samme.
- Flere andre lokale virksomheder har meldt sig i netværkets mindre samarbejdsform for 7.500 kr. årligt.
Om Fonden for Fynske Bank
- Har som formål at gøre Fynske banks lokalområder til et bedre sted at bo.
- Uddeler hvert år et stort millionbeløb til det frivillige foreningsliv i Fynske Banks markedsområde.
- Uddelte i 2025 16,1 millioner kroner til 291 foreninger inden for sport og kultur.
- Er dybt involveret i udviklingen af Kolding og har foruden de mange lokale foreninger blandt andet støttet Kolding IF med 900.000 kroner, bidraget til erhvervslivet gennem Fynske Bank Startup Lab og arbejdet tæt sammen med Kolding Light Festival.
- Senest har Fonden for Fynske Bank støttet Kolding Talents initiativ ”Sammen vinder Kolding” med 75.000 kroner.
Nøgleord
Kontakter
Bjarne HenriksenTeamkoordinator Kolding Talent
Tlf:21389748Morten SkovRegionsdirektør Fynske Bank
Tlf:21370441Om Kolding Kommune
Som regionens naturlige centrum for trafik, erhverv og kultur byder Kolding på over 55.000 arbejdspladser, et UNESCO anerkendt designmiljø samt historiske vartegn som Koldinghus og Trapholt. Kolding Kommune dækker et areal på ca. 605 km² og har omkring 95.900 indbyggere.
Følg pressemeddelelser fra Kolding Kommune
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Kolding Kommune
Hvilket træ skal være Årets Træ?27.4.2026 14:42:46 CEST | Pressemeddelelse
Kolding Kommune åbner nu for indstillinger til Årets Træ 2026. Frem til den 15. maj kan borgere foreslå deres favorittræ til titlen.
Verdens største turnerende teaterfestival klappet af i Kolding26.4.2026 16:26:44 CEST | Pressemeddelelse
Over 15.000 billetter blev uddelt til glade publikummer i forbindelse med Kolding Kommunes KLAP-teaterfestival med visning af næsten 200 timers teater hen over fire festivaldage.
Kolding er nu skoleidrætskommune15.4.2026 15:21:23 CEST | Pressemeddelelse
Kolding Kommune er én af de 15 kommuner i Danmark, hvor idræt og bevægelse i skolen prioriteres højest. Derfor kan Kolding nu kalde sig Skoleidrætskommune 2026.
Årets kulturpris-vindere blev fejret i en konfettistorm15.4.2026 07:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Women’s Week løb med årets KulturKolding-pris, da Kolding Kommune den 14. april uddelte årets kulturpriser til Kultur Awards på Godset. De øvrige kulturpriser gik til Rock’ In House, kultureventet Lyden af Christiansfeld, samt Claus Meineche og Tina Paulsen Christensen fra Jazz6000.
Hærværk mod spildevandsbrønd: Hold dig fra vandet i Apotekerengen14.4.2026 17:29:25 CEST | Pressemeddelelse
Efter hærværk og udslip fra en spildevandsbrønd ved Nørre Bjert i Kolding frarådes færdsel i søen og to vandløb i Apotekerengen.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum