Fængslede personer oplever ulighed i sundhed

Protester og kritik af lægehjælp og medicinhåndtering fra fængslede personer herhjemme har sat fokus på en central problemstilling: Får fængslede personer den sundhedsbehandling, de har ret til? 

Netop den problemstilling har Mathilde Carøe Munkholm fra Juridisk Institut på SDU beskæftiget sig indgående med i sin ph.d.-afhandling, hvor hun har undersøgt, hvordan fængslede personer oplever adgangen til sundhedsbehandling under deres ophold i fængsel.

Ph.d.-afhandlingen bygger både på en retlig analyse og kvalitative undersøgelser i form af observationer og interviews med fængslede personer og sundhedspersonalet i flere fængsler. Og hendes forskning viser, at sundhedsbehandlingen i fængslerne er præget af en række udfordringer, hvor hensyn til sikkerhed og institutionelle rammer kan begrænse de fængslede personers adgang til behandling.

Kan afvige fra ligestillingsprincippet

På den ene side er der retlige problematikker knyttet til ligestillingsprincippet, der er et centralt element inden for kriminalforsorgen, pointerer postdoc Mathilde Carøe Munkholm.

- Ligestillingsprincippet skal sikre, at fængslede personer har de samme vilkår og rettigheder – i dette tilfælde ret til de samme sundhedsydelser – som andre borgere. Men lovgivningen giver mulighed for at fravige ligestillingsprincippet, når der er sikkerhedshensyn, og det vil altid bero på en skønsmæssig vurdering af, hvornår der er sikkerhedsmæssige hensyn, der kan begrunde en sådan fravigelse, siger hun.

Magtesløshed går igen

I interviewene med de fængslede personer er et gennemgående mønster, at de forventer at blive behandlet lige, men oplever noget andet.

- Mange fængslede personer beskriver, at de bliver mødt af mistillid og føler sig magtesløse, fordi de har begrænsede muligheder for selv at påvirke deres behandling, for eksempel ved ikke selv at kunne kontakte egen læge eller vagtlægen. 

Et konkret eksempel er medicinordinationer: 
- Når sundhedspersonalet ordinerer medicin i fængsler, indgår der ikke kun en sundhedsfaglig vurdering, men også et sikkerhedshensyn for at forebygge misbrug og undgå, at der skabes et sort marked for medicin i fængslet. For de fængslede personer kan det opleves som om, at vurderingen er baseret på noget andet end den sundhedsfaglige vurdering, som de mener alene skal gøre sig gældende. Det udfordrer derfor oplevelsen af lige behandling, siger SDU-forskeren. 

Når helbredet forværres i fængslet

Ifølge Mathilde Carøe Munkholm spiller sundhed en stor rolle for personer i fængsel. En del har allerede misbrugsrelaterede diagnoser og psykiske lidelser, når de kommer i fængsel, og der opstår ofte helbredsmæssige udfordringer, som er forårsaget af selve fængselsopholdet. 

Det gælder blandt andet depression, angst og søvnløshed, men også fysiske gener, fordi der ikke er de samme muligheder for aktivitet og bevægelse som uden for fængslet. 

- Mange fortæller, at de sover dårligt på madrasserne i fængslet. Og hvis de i forvejen har skader, fx efter ulykker, oplever de, at deres tilstand forværres, fordi de ikke har samme adgang til det udstyr og behandling som uden for fængslet. Der er altså en gruppe af de fængslede personer, der får det dårligere både fysisk og mentalt under fængselsopholdet, og det er vigtigt at være opmærksom på det, siger Mathilde Carøe Munkholm.

Sundhedspersonale er i et krydspres

Hun peger på, at det ikke kun er de fængslede personer, men også sundhedspersonalet, der oplever et pres, fordi de arbejder under vilkår, hvor hensynet til sikkerhed fylder, og de både skal sikre behandling og tage højde for risiko- og sikkerhedsvurderinger.

- Loyalitetskravet overfor patienten bliver udfordret af, at de arbejder i en kontekst, hvor det primære formål ikke er at få folk til at få det bedre, men at fuldbyrde en straf. Det betyder, at de hele tiden skal inddrage risikohensyn i deres overvejelser om behandling. Hvor mange fængselsbetjente skal ledsage en fængslet person, hvis vi sender vedkommende på sygehuset? Er der risiko for, at det her præparat kan misbruges? Og kan en fængslet person få lov til selv injicere diabetesmedicin med en kanyle?, lyder det fra forskeren.

Behandling tættere på sundhedsvæsenet

På den baggrund peger Mathilde Carøe Munkholm på, at der er behov for at gentænke den måde, som sundhedsbehandlingen er organiseret i fængslerne.

I dag er behandlingen forankret i Danmarks Fængsler under Justitsministeriet fremfor i det regionale og kommunale sundhedssystem, som resten af sundhedsbehandlingen falder under. Hun foreslår i stedet en model med importeret sundhedsbehandling, som bl.a. Norge og Finland har gode erfaringer med.

Her er sundhedsbehandlingen forankret i det almindelige sundhedsvæsen under Sundhedsministeriet, og hvor sundhedspersonalet kommer ind i fængslerne og varetager behandling.

- Det kan styrke ligestillingen, at sundhedspersonalet arbejder mere på tværs af samfundet og fængslerne, så sundhedspersonalet i højere grad er opdateret med behandlingen bredt i samfundet frem for i dag, hvor fængslets sundhedspersonale alene er forankret i fængslet og under Justitsministeriet, siger Mathilde Carøe Munkholm og fortsætter:

- Det er selvfølgelig en specialisering at være sundhedspersonale i et fængsel, og man skal være klædt på til opgaven, men en forankring under Sundhedsministeriet vil efter min mening give bedre sammenhæng i behandlingen, da den kommer tættere på den praksis, som tilbydes den generelle befolkning.

Mere brug af læger uden for fængslet

Et andet område, hvor der kan sættes ind, er ifølge Mathilde Carøe Munkholm at give personer i fængsel – især varetægtsfængslede – bedre mulighed for at bruge privatpraktiserende læger, og helst egen læge.

- I lovgivningen i dag er der mulighed for, at varetægtsfængslede kan benytte egen læge, men det bliver sjældent brugt. Det vil være oplagt, at de i højere grad kan få hjælp af læger og måske endda fastholde deres egen læge, hvis de bliver varetægtsfængslet tæt på deres bopæl, så det er en læge, der kender patientens historik og behandling, siger SDU-forskeren.

Konsekvenser for individ og samfundet

Til slut henviser hun til, at begrænsningerne i adgangen til sundhedsbehandling ofte kan opleves som en ekstra straf, der gør opholdet i fængsel sværere og kan skabe en følelse af mistænkeliggørelse. 

Samtidig kan mangelfuld behandling få samfundsmæssige konsekvenser efter løsladelsen.

 - Hvis vi sikrer den rette og rettidige behandling under fængsling, øger vi også mulighederne for, at løsladte kan leve en kriminalitetsfri tilværelse efter fængselsopholdet, slutter Mathilde Carøe Munkholm.