Vejdirektoratet

3. Limfjordsforbindelse: Ny natur på vej ved Nørholmsvej

20.4.2026 12:19:37 CEST | Vejdirektoratet | Pressemeddelelse

Del

Vejdirektoratet sætter nu gang i arbejdet med at etablere erstatningsnatur, i form af ny eng og vandhuller til padder, inden anlægget af selve motorvejen begynder. Arbejdet finder sted ved Nørholmsvej og markerer en tidlig indsats for at give den nye natur de bedste betingelser.

Vejdirektoratet etablerer erstatningsnatur ved Nørholmsvej i forbindelse med 3. Limfjordsforbindelse: Foto: Vejdirektoratet.
Vejdirektoratet etablerer erstatningsnatur ved Nørholmsvej i forbindelse med 3. Limfjordsforbindelse: Foto: Vejdirektoratet.

På den kommende 3. Limfjordsforbindelse, der skal løbe vest om Aalborg, har det indledende arbejde været i gang siden foråret 2025. Nu går det første arbejde med etablering af erstatningsnatur i gang og endnu en entreprenør, Gunnar Nielsen A/S fra Års, bliver tilknyttet projektet.

Entreprenøren går nu i gang med at etablere cirka 7,5 hektar erstatningsnatur i form af eng og vandhuller til padder ved Nørholmsvej. I alt skal der etableres cirka 120 hektarer ny natur – som er vandhuller, eng, overdrev, strandeng, mose, rigkær og nye levesteder for flagermus.
Den nye natur skal erstatte den eksisterende beskyttede natur, der ikke kan undgå at blive påvirket af arbejdet med den kommende fjordforbindelse.

Mette Bentzen, der er projektchef i Vejdirektoratet, fortæller at hun glæder sig over, at arbejdet nu er sat i gang, så den nye natur får de bedste forudsætninger inden den eksisterende natur bliver fjernet.

"I Vejdirektoratet vejer hensynet til naturen og miljøet tungt i vores arbejde, og derfor er det godt, at vi nu får sat gang i arbejdet med at etablere ny natur og nye vandhuller til padderne. På den måde får naturen de bedste betingelser for at udvikle sig samtidig med at vi forbedrer infrastrukturen," fortæller Mette Bentzen.

Ny eng og vandhuller til padder

I første omgang etableres der cirka 7,5 hektar ny eng. En eng er kendetegnet ved at have en bestemt plantesammensætning og et bestemt fugtighedsniveau, og det er derfor vigtigt at jorden bliver forbehandlet tidligt, så de rette vækstbetingelser er til stede for den nye eng. 

Derfor bliver der tilsat donortørv fra et eksisterende engområde, der eventuelt bliver suppleret med nøje udvalgte frøblandinger, som indeholder plantearter, der er karakteristiske for eng.

Foruden de nye engområder bliver der også etableret otte nye vandhuller, som skal fungere som levesteder for blandt andet strandtudser. For at sikre, at padderne tager de nye levesteder i brug, vil der på sigt blive opsat paddehegn omkring det eksisterende vandhul, som skal nedlægges. Tudser, der måtte blive fanget på den forkerte side af hegnet, vil blive flyttet manuelt.

Arbejdet med at etablere erstatningsnatur ved Nørholmsvej vil efter planen stå færdigt i løbet af sommeren.

Kontakter

Følg pressemeddelelser fra Vejdirektoratet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Vejdirektoratet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye