Randers Kommune

Fiks en cykel og få den med hjem

16.4.2026 11:20:31 CEST | Randers Kommune | Pressemeddelelse

Del

I Randers Kommune bliver hundredvis af cykler hvert år afleveret på genbrugspladsen – ofte med fejl, der kan fikses på få minutter. I No. 17 kan man torsdag i uge 17 lære at fikse de typiske småfejl - og få den cykel med hjem, man lige har reddet.

Foto: Randers Kommune

Et punkteret hjul er den hyppigste årsag til, at cykler bliver afleveret til Finderiet på Randers Genbrugsplads. Cykler, som ikke fejler andet og kun mangler en lap for at køre igen. Det er der nu mulighed for at gøre noget ved torsdag den 23. april kl. 10-17, hvor besøgende selv kan vælge en cykel og få hjælp til de mest basale reparationer.

“Vi er gode til at genanvende materialer, men vi er ikke lige så gode til at genbruge det, der stadig virker. Tidligere var det helt normalt at kunne lappe sin cykel eller lave lidt småreparationer, men i dag ryger mange cykler ud for småting. Det er ressourcespild, og det giver simpelthen ikke mening – og det er præcis det, vi gerne vil ændre,” fortæller Frank Nørgaard, formand for Miljø- og Teknikudvalget i Randers Kommune.

I samarbejde med Finderiet er mere end 60 cykler fra genbrugspladsen blevet udvalgt, som alle egner sig til at blive repareret og få nyt liv.

Genbrugsporcelæn, fuglekasser og modeshow

Initiativet i No. 17 er en del af Danmarks nationale Klimahandledag, hvor der er fokus på konkrete små hverdagshandlinger frem for store ord. Formålet med dagen er at vise, at mange ting, der i dag bliver betragtet som affald, i virkeligheden har en værdi – hvis nogen tager sig tid til at vedligeholde og reparere.

I løbet af dagen kan man også bygge fuglekasser til havens fugle, opleve modeshow med kasseret tøj og give porcelæn fra genbrugspladsen nyt liv. Derudover er der også mulighed for at høre om forskellige former for vedvarende energi og dykke ned i, hvordan forskellige små og store tiltag kan nedbringe Randers Kommunes CO2-aftryk.

Alle er velkomne til at kigge forbi og være med. Der er ingen tilmelding, og man møder bare op.

Klimahandledagen finder sted torsdag den 23. april kl. 10-19 i No. 17 - Huset for bæredygtig handling, Slotsgade 4, 8900 Randers C. Cykelværkstedet har åbent kl. 10-17.

Se hele programmet for dagen på www.no17.randers.dk

Cyklerne uddeles efter først-til-mølle princippet, så længe lager haves.

Kontakter

Billeder

Foto: Randers Kommune
Download

Følg pressemeddelelser fra Randers Kommune

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Randers Kommune

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye