Flere børn og unger søger hjælp efter grov afpresning

16.4.2026 06:00:00 CEST | Red Barnet | Pressemeddelelse

Del

SletDet Rådgivningen i Red Barnet har i 10 år hjulpet børn og unge, der bliver udsat for digitale krænkelser. De seneste år er sagerne blevet mere alvorlige og komplekse, og særligt når børn og unge bliver afpresset med intime billeder online, er metoderne til at få dem til at overføre penge blevet grovere og mere organiseret. På to år er antallet af den type sager steget med 50 procent. Det kalder på større ansvar hos techgiganterne, bedre internationalt politisamarbejde og mere oplysning til unge, mener Red Barnet.

– Jeg er vitterligt bange for, at han kunne finde på at gøre alvor af truslerne. Mit liv bliver ødelagt, hvis de billeder kommer ud.  

Sådan fortæller en dreng på 17 år, da han kontakter SletDet Rådgivningen i Red Barnet. Ligesom mange andre børn og unge blev han i 2025 udsat for afpresning og trusler og søgte hjælp. Sidste år havde SletDet Rådgivningen 237 sager om det tema, og det svarer til hver fjerde sag i rådgivningen og er det hidtil højeste antal.  

Særligt i sager hvor børn og unge afpresses med intime billeder til at overføre penge, er der sket en stor stigning – fra 104 sager i 2023 til 156 sager i 2025. Det er en stigning på 50 procent. Desuden er afpresningen blevet grovere, og ofte står udenlandske og professionelle gerningspersoner bag. 

Det fremgår af SletDet Rådgivningens årsrapport 2025, som bliver offentliggjort i dag.  

I 10 år har rådgiverne siddet klar med hjælp og støtte i Danmarks eneste professionelle rådgivning for børn og unge, der har været udsat for digitale krænkelser. Behovet er ikke blevet mindre med årene. 

– Det er glædeligt, at flere børn og unge rækker ud efter hjælp og også gør det i disse dybt alvorlige sager om afpresning. Ingen skal gå alene med noget så voldsomt. Men det sker jo desværre på en meget bekymrende baggrund, hvor vi ser mere alvorlige og komplekse sager. Organiserede gerningspersoner skader og udnytter børn og unge online, og deres metoder bliver grovere. Det skal vi have stoppet, siger Red Barnets generalsekretær, Johanne Schmidt-Nielsen.  

Stor forskel på afpresning af piger og drenge

Når børn og unge har været udsat for afpresning med intimt materiale og kontakter SletDet Rådgivningen, er der markante kønsforskelle i, hvad afpresseren vil opnå. Piger bliver oftest afpresset for mere intimt materiale, mens drenge bliver afpresset for penge eller gavekort. 

Afpresningen af drengene følger ofte et fast mønster. Den udenlandske og professionelle afpresser udgiver sig for at være en jævnaldrende ung pige, og den falske profil har mange venner og indeholder detaljerede informationer om pigen, hvilket giver indtryk af, at det er en rigtig person.  

Kontakten starter ofte på en åben platform som TikTok, og i begyndelsen er afpresseren flirtende og introducerer et seksuelt tema for at manipulere drengen til at sende et intimt billede af sig selv.  

Så snart afpresseren har fået tilsendt intimt materiale, ændres tonen drastisk. Drengen trues med, at billedet vil blive delt med hans familie og venner, hvis han ikke overfører penge.  

I nogle tilfælde har afpresseren selv fået adgang til det intime materiale ved at hacke den unges konto eller bruge billedmanipulation til at omdanne hverdagsbilleder af drengen til intimt materiale. 

– Det er dybt ulykkelige sager. Når de unge drenge kontakter os, er de bange og i panik. De føler stor skyld og skam og aner ikke, hvad de skal gøre. Afpresseren kan true med at ødelægge deres liv, og selv om de allerede har overført flere tusinde kroner, stopper det ikke, siger Johanne Schmidt-Nielsen og fortsætter: 

– Drengene lever i konstant frygt for, at det intime materiale pludselig dukker op på deres sociale medier. De bliver stressede, hver gang de får en notifikation på deres mobil, og nogle har svært ved at se, hvordan de skal komme videre, fordi afpresseren bliver ved at kontakte dem fra nye profiler, eller de føler skam over situationen. Det har meget store konsekvenser for deres liv.  

Metoderne til at narre og udnytte de unge drenge bliver grovere og grovere i de sager, som Red Barnet har indsigt i. Desuden er afpresningen nu så manipulerende, gennemført og udspekuleret, at alle ville kunne blive ramt. For eksempel bruger nogle af afpresserne oversættelsesværktøjer og fører samtalen på dansk fra falske profiler med danske navne.  

Techgiganter skal tage ansvar og stoppe afpressere 

SletDet Rådgivningen begyndte for alvor at få henvendelser om afpresning for økonomisk gevinst i sommeren 2022. Siden da har Red Barnet løbende advaret om risikoen, men udviklingen er kun gået den forkerte vej.

Ifølge Red Barnet er der brug for større ansvar hos techgiganterne, bedre internationalt politisamarbejde og mere oplysning til unge. 

– De digitale platforme lader børn og unge betale en alt for høj pris for at færdes online. Vi bliver nødt til at tvinge dem til at tage ansvar og blandt andet sikre, at det ikke er så nemt at udgive sig for at være et barn eller ung online gennem falske profiler, siger Johanne Schmidt-Nielsen og fortsætter: 

– Der er også brug for bedre internationalt politisamarbejde. Vi skal sikre, at politiet har de nødvendige ressourcer til at efterforske og stoppe de organiserede gerningspersoner, som står bag afpresningen. Og så skal vi tale med vores teenagere. De skal vide, at risikoen for afpresning er der – allerhelst inden det er gået galt, siger Johanne Schmidt-Nielsen.    

Ud over afpresning og trusler har også deling af billeder uden samtykke fyldt meget i SletDet Rådgivningen i 2025. Antallet af sidstnævnte sager er steget med 50 procent siden 2023.  

Fakta: SletDet Rådgivningen hjælper flere børn og unge udsat for afpresning 

  • I 2025 har SletDet Rådgivningen haft 237 sager om børn og unge, der har været udsat for afpresning og trusler. Det er en stigning på 19 procent siden 2023. 
  • To ud af tre sager om afpresning og trusler handler om afpresning for økonomisk gevinst. Det kan være penge eller gavekort. Antallet af de sager er steget fra 104 i 2023 til 156 i 2025 – en stigning på 50 procent.  
  • 96 procent af sagerne om afpresning for økonomisk gevinst omhandlede en dreng. De yngste var 12 år.  
  • 87 procent af sagerne om afpresning for mere intimt materiale omhandlede en pige.  
  • I størstedelen af sagerne om afpresning og trusler er de unge 15-17-år. I knap en tredjedel af sagerne er de unge 13-14-år. 
  • Telegram (35 procent), Instagram (30 procent) og TikTok (28 procent) er de platforme, der oftest indgår i sager om afpresning for økonomisk gevinst.  
  • SletDet Rådgivningen har i 2025 haft 1.504 rådgivningssamtaler med og om børn unge, der har oplevet digitale krænkelser eller noget andet ubehageligt online. Samtalerne er fordelt på 997 sager, hvilket er et mindre fald siden 2024, hvor der var 1.072 sager.  
  • Rådgivningen har haft færre sager om især databeskyttelse og krænkelse af privatliv, hvor der kan søges information på rådgivningens hjemmeside, som har haft en stor stigning i antallet af besøgende. Til gengæld fylder alvorlige sager om afpresning og deling af materiale uden samtykke mere i rådgivningen.  

Kontakter

Om Red Barnet

Red Barnet arbejder i Danmark og mere end 110 andre lande. Vi redder børns liv. Vi beskytter og styrker dem. Vi kæmper for deres rettigheder. Vi er Save the Children – verdens førende uafhængige organisation for børn.

Red Barnet yder nødhjælp og forebygger katastrofer. Vi bekæmper vold, overgreb og mobning. Vi sikrer skolegang, opbygger fællesskaber og styrker børns modstandskraft. Vi arbejder politisk for de dårligst stillede børn og skaber debat om børns livsvilkår.

Følg pressemeddelelser fra Red Barnet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Red Barnet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye