Kolding Kommune

Kolding er nu skoleidrætskommune

15.4.2026 15:21:23 CEST | Kolding Kommune | Pressemeddelelse

Del

Kolding Kommune er én af de 15 kommuner i Danmark, hvor idræt og bevægelse i skolen prioriteres højest. Derfor kan Kolding nu kalde sig Skoleidrætskommune 2026. 

Børn foran Harte Skole

Dansk Skoleidræt har netop udnævnt 15 af landets 98 kommuner til at være skoleidrætskommuner. Heriblandt er Kolding.

”Vi er naturligvis glade for og stolte over, at vi er blandt de 15 kommuner, som er bedst til at tænke idræt og fysisk aktivitet ind i skoledagen og i undervisningen,” udtaler skolechef i Kolding Kommune, Karen Albrechtsen.

Hun forklarer også, hvorfor det fx er vigtigt:

”Når vi sætter bevægelse på skoleskemaet, skaber vi mulighed for, at andre kompetencer end de boglige kan komme i fokus. Børnene kan få mulighed for at opleve sig kompetente på andre områder, og derved er bevægelse en del af den fællesskabende pædagogik,” forklarer hun.

En nøgle til faglig udvikling og personlig trivsel

Harte Skole er én af kommunens skoler, der over en årrække har haft stort fokus på idræt og motion. Her ser de bevægelse som en hel naturlig del af hverdagen, og de arbejder målrettet med at styrke elevernes læring og trivsel gennem fysisk aktivitet:

”Hos os har vi et særligt fokus på at inddrage bevægelse i undervisningen, hvor korte “brain breaks” og aktive læringsformer er noget, vi alle praktiserer. Det gør vi, fordi bevægelse ikke blot øger elevernes koncentration, men også fremmer deres motivation og generelle trivsel,” forklarer skoleleder Malene Jensby Søgaard-Andersen.

På mellemtrinnet på Harte Skole har eleverne fx udvidet idrætsundervisning med flere idrætslektioner end normalt. Derudover deltager alle elever på Harte Skole i “Aktiv Eftermiddag”. Her får eleverne i løbet af skoleåret mulighed for at stifte bekendtskab med en bred vifte af aktiviteter, som spænder fra klassiske idrætsgrene til nye og alternative bevægelsesformer.

”På Harte Skole tror vi på, at bevægelse er en vigtig nøgle til både faglig udvikling og personlig trivsel – og vi arbejder hver dag for at skabe en skole, hvor krop og læring går hånd i hånd,” afslutter Malene Jensby Søgaard-Andersen.

Netværk og samarbejde fremmer lokale indsatser

Kortlægningen, som Dansk Skoleidræts laver nu for femte gang, vurderer kommunernes indsats med idræt og bevægelse i skolen ud fra otte kriterier. Bl.a. ser de på, om kommuner har bevægelsesstrategier, motoriske indsatser, fagteams for idrætsfaget og uddannede bevægelsesvejledere.

På Ødis Skole har de gjort en række indsatser, og har flere i støbeskeen. Fx har de tilbudt kompetenceudvikling til alle undervisere for at give dem bedre forudsætninger for i endnu højere grad at kunne inddrage bevægelse i undervisningen. De har 25 min. bevægelsesbånd hver dag ugen igennem, og idræt og bevægelse fylder således meget både i skole og i SFO.

”Om lidt starter vi yderligere kompetenceudvikling med fokus på idrætslærerne. Det er et to-årigt projekt med bl.a. VIA University College, UCL og DIF, hvor vi ender med at blive idrætscertificeret idrætsskole, og det ser vi enormt meget frem til,” forklarer skoleleder på Ødis Skole Thomas Lorens Kjær.

Derudover er der skabt netværk om bevægelse og idræt på tværs af hele skoleområdet i Kolding. Netværksmøder afholdes flere gange om året, og her drøftes forskellige temaer, der er med til at udvikle de enkelte skolers praksis. Derudover er der et stærkt samarbejde mellem skoleområdet og fritidsområdet i Kolding Kommune, hvilket er med til at sikre, at bevægelse og idrætsaktiviteter rækker ind i både skole, SFO og fritiden. Den stærke kobling giver børnene i Kolding kommune gode rammer for bevægelsesaktiviteter.

Billeder

Børn foran Harte Skole
Harte Skole
Download

Om Kolding Kommune

Som regionens naturlige centrum for trafik, erhverv og kultur byder Kolding på over 55.000 arbejdspladser, et UNESCO anerkendt designmiljø samt historiske vartegn som Koldinghus og Trapholt. Kolding Kommune dækker et areal på ca. 605 km² og har omkring 95.900 indbyggere.

https://www.kolding.dk/

Følg pressemeddelelser fra Kolding Kommune

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Kolding Kommune

Teaterfolk fra 17 lande kommer til festival i Kolding9.4.2026 12:30:00 CEST | Pressemeddelelse

I morgen fredag d. 10. april åbner den gratis billetbestilling til KLAP – teaterfestival for små og store i Kolding. Festivalen foregår i dagene 23.-26. april, og ventes ikke kun at tiltrække teaterinteresserede i alle aldre fra lokalområdet. Op mod 50 internationale teaterfolk har nemlig også meldt deres ankomst til Kolding, hvor næsten 100 professionelle teatre viser over 140 forskellige teaterforestillinger for børn, unge og voksne. Festivalen, der er klassificeret som en ’remarkable arts festival’ i EU, er nr. 55 i en næsten ubrudt række siden 1971.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye