Danske unge modtager spørgeskema om overgreb i barndommen
10.4.2026 05:30:00 CEST | Aarhus Universitet: Health | Pressemeddelelse
Fra denne uge modtager alle danskere i alderen 18-21 år et spørgeskema i e-Boks fra forskere ved Aarhus Universitet. Undersøgelsen skal skabe ny viden om overgreb i barndommen - særligt de tilfælde, som ikke bliver opdaget af myndighederne.

”Var der nogensinde en omsorgsperson, der tog kvælertag på dig?”
”Var der nogen, der fik dig til at kigge på seksuelt materiale på film eller billeder?”
”Var der nogen, der voldtog dig?”
Knap 300.000 unge i alderen 18-21 år kan snart finde et spørgeskema i e-Boks, som på ingen måde er behagelig læsning.
Afsenderen er forskere fra Aarhus Universitet. Undersøgelsen er den hidtil største af sin slags i verden og har til formål at skabe ny og mere nuanceret viden om overgreb i barndommen.
Vi mangler viden om skjulte overgreb
Undersøgelsen indeholder en række personlige og detaljerede spørgsmål om blandt andet fysisk vold, psykisk vold og seksuelle overgreb.
”Nogle af spørgsmålene kan opleves som grænseoverskridende, fordi vi beder deltagerne forholde sig til potentielt svære oplevelser fra deres opvækst. Men det er nødvendigt at stille konkrete og beskrivende spørgsmål, hvis vi skal sikre, at vi også belyser de overgreb, som kan være svære at identificere eller sætte ord på,” siger adjunkt Troels Græsholt-Knudsen fra Institut for Retsmedicin på Aarhus Universitet, som er leder af studiet.
Forskning viser, at langt flere børn udsættes for overgreb, end det fremgår af de sager, der registreres hos myndighederne.
”Vi mangler viden om, hvad der kendetegner de børn og unge, som ikke bliver opdaget. Den viden er afgørende, hvis vi skal blive bedre til at finde og hjælpe dem,” forklarer forskeren.
Det er frivilligt at deltage
Når undersøgelsen sendes til alle danskere i alderen 18-21 år, skyldes det, at et stort datagrundlag er nødvendigt for at kunne identificere mønstre og drage pålidelige konklusioner.
”Deltagelse i undersøgelsen er fuldstændig frivillig. Modtagerne bliver informeret om undersøgelsens indhold, før de går i gang, og de kan til enhver tid vælge at holde pause eller afbryde besvarelsen,” understreger Troels Græsholt-Knudsen, som er opmærksom på, at nogle deltagere kan opleve midlertidigt ubehag ved at besvare spørgsmålene.
For at imødekomme potentielle reaktioner indeholder spørgeskemaet løbende information om relevante hjælpetilbud, hvor deltagerne kan søge støtte, hvis de får det svært undervejs eller efterfølgende.
Udviklet i samarbejde med ofre for overgreb
Undersøgelsen er udviklet i samarbejde med faglige eksperter og personer med egne erfaringer med overgreb i barndommen. Projektet er desuden blevet vurderet og godkendt af Aarhus Universitets Etiske Komité, som har bidraget med input til blandt andet formuleringer og den bedste måde at kommunikere om emnet på.
Data fra undersøgelsen behandles fortroligt. Alle personhenførbare oplysninger, som navn og CPR-nummer, fjernes, så den enkelte deltager ikke kan identificeres af forskerne. Oplysningerne anvendes udelukkende til forskningsformål og må ikke videregives til myndigheder uden for forskningsmæssig sammenhæng.
Fakta om studiet:
- I perioden 9. april-juli 2026 sender Institut for Retsmedicin på Aarhus Universitet et spørgeskema til alle unge i Danmark mellem 18 og 21 år. Henvendelsen kommer i e-Boks.
- Studiet udføres i et samarbejde mellem Institut for Retsmedicin og Institut for Folkesundhed ved Aarhus Universitet, Red Barnet, VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, Danmarks Statistik, Tilst Skole og Edinburgh University.
- Formålet er at skabe et bedre vidensgrundlag for at forebygge overgreb mod børn og unge samt styrke indsatsen for at opdage og hjælpe dem, der i dag ikke får den nødvendige støtte.
- Projektet er finansieret af Institut for Retsmedicin og Offerfonden. Den del af projektet, hvor der bidrages fra VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, er finansieret af Social- og Boligstyrelsen.
- Materialet er støttet økonomisk af Offerfonden. Materialets udførelse, indhold og resultater er alene forfatternes ansvar. De vurderinger og synspunkter, der fremgår af materialet, er forfatternes egne og deles ikke nødvendigvis af Rådet for Offerfonden.
Kontakt
Adjunkt Troels Græsholt-Knudsen
Aarhus Universitet, Institut for Retsmedicin
Telefon: 20 72 31 80
Mail: tgkn@forens.au.dk
Billeder

Health er det sundhedsvidenskabelige fakultet på Aarhus Universitet, hvis hovedopgaver er forskning og uddannelse. Fakultetet udbyder en lang række sundhedsuddannelser, bl.a. læge, tandlæge, idræt og folkesundhedsvidenskab. Health består af fem institutter, ca. 4.400 studerende, 1.500 ansatte og 600 ph.d.-studerende.
Følg pressemeddelelser fra Aarhus Universitet: Health
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Aarhus Universitet: Health
Aarhus Universitet styrker international forskning med 13 topprofessorer12.10.2026 09:53:40 CEST | Pressemeddelelse
Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Aarhus Universitet har fejret og officielt indsat 13 nye Honorary Skou-professorer fra blandt andre Harvard, Oxford og King’s College London. Fakultetet har nu 65 Honorary Skou-professorer i alt.
Drikkevandsforsker modtager Skou-prisen 20268.10.2026 09:38:31 CEST | Pressemeddelelse
Lektor Jörg Schullehner fra Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet modtager Jens Christian Skou-prisen 2026 for sin forskning i sammenhængen mellem drikkevand og sundhed.
Patienter efterlyser mere end medicin og kirurgi mod endometriose8.10.2026 09:28:31 CEST | Pressemeddelelse
Et nyt dansk studie kortlægger, hvilke former for behandling og støtte personer med endometriose og adenomyose selv finder relevante. Mange peger på specialiseret fysioterapi, fertilitetsbehandling, ernæringsvejledning og psykologisk støtte - og resultaterne kan bidrage til mere sammenhængende behandlingsforløb.
Kan den rigtige musik forbedre unges nattesøvn?8.10.2026 09:23:18 CEST | Pressemeddelelse
Lektor Kira Vibe Jespersen fra Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet modtager 2,4 mio. kr. fra TrygFonden til at undersøge, hvordan forskellige typer musik påvirker søvnen hos unge med søvnbesvær.
Flere får en ADHD-diagnose – og de skiller sig mindre ud end før6.10.2026 13:40:06 CEST | Pressemeddelelse
Et nyt studie fra Aarhus Universitet viser, at de børn og unge, der får en ADHD- eller autismediagnose i dag, på flere områder har en anden baggrund end dem, der blev diagnosticeret for ti år siden. Det kan være en del af forklaringen på den markante stigning i antallet af diagnoser.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum