Københavns Kommune Økonomiforvaltningen

København styrker båndet til Kyiv: Forlænger og udvider venskabsbyaftale

27.3.2026 06:00:00 CET | Københavns Kommune Økonomiforvaltningen | Pressemeddelelse

Del

I 2023 indgik Københavns Kommune og Kyiv en treårig venskabsbyaftale. Nu har de to hovedstæder besluttet at forlænge aftalen med fem år. Samtidig udvides samarbejdet med et nyt fokus på beredskab og samfundssikkerhed.

Københavns Rådhus oplyst i Ukraines nationalfarver i forbindelse med årsdagen for Ruslands invasion af Ukraine. Foto: Københavns Kommune
Københavns Rådhus oplyst i Ukraines nationalfarver i forbindelse med årsdagen for Ruslands invasion af Ukraine. Foto: Københavns Kommune

I kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine indgik København og Kyiv i 2023 en venskabsbyaftale, der siden har dannet rammen om samarbejde på en række områder. Aftalen var i første omgang treårig, men nu har de to hovedstæder besluttet at forlænge den med fem år. Dermed kan det stærke samarbejde fortsætte og udvikles i de kommende år. Det glæder borgmestrene i de to byer, Sisse Marie Welling og Vitaliy Klitschko:

”I de her tider Europa befinder sig i, er gode venskaber vigtigere end nogensinde, og derfor er det helt naturligt at fortsætte det tætte bånd, vi har opbygget med Kyiv de seneste år. Aftalen er ikke kun en erklæring om, at Københavns støtte til Kyiv og ukrainerne fortsat er urokkelig, den giver også mulighed for et samarbejde, hvor begge byer kan lære af hinanden. Dét er vigtigt,” siger Københavns overborgmester Sisse Marie Welling (SF).

”I april 2023 underskrev Kyiv og København en venskabsbyaftale, og vi er allerede i gang med at gennemføre fælles projekter. Blandt de vigtigste er, at vi sammen med vores danske partnere udvikler initiativer, der støtter ukrainske veteraner gennem inddragelse af international ekspertise og uddannelse af specialister, der arbejder med veteranerne. Kyiv sætter stor pris på partnerskabet med København og er interesseret i at videreudvikle det med nye fælles projekter til gavn for vores lokalsamfund,” siger Kyivs borgmester Vitaliy Klitschko.

Samarbejdet har blandt andet haft fokus på beskæftigelsesrettede indsatser til krigsveteraner, indsatser for blinde og svagsynede samt videndeling om klimatilpasning. Med forlængelsen af venskabsbyaftalen kan det arbejde fortsætte.

Derudover udvides aftalen til også at have fokus på civilt beredskab og forsyning, hvor København vil kunne lære af Kyivs erfaringer med, hvordan man som storby forbereder sig på længerevarende afbrydelser af strøm-, vand- og varmeforsyning. Udvidelsen sker på baggrund af et medlemsforslag stillet af Venstre, og i Kyiv er der opbakning til udvidelsen af aftalen.

”Ruslands invasion af Ukraine er angrebet på et selvstændigt land, men også på vores værdier, frihed og livsverden. Krigen i Ukraine har forandret vores måde at tænke og handle på og har stor indflydelse på vores hverdag også her i København. Stigende priser, usikkerhed og genindførelse af værnepligt påvirker alle uanset baggrund. Vi har derfor en forpligtigelse til at hjælpe Kyiv i kampen for overlevelse. Jeg er derfor glad for, at vi fortsætter vores venskabsbysamarbejde. Det er et ægte venskab, hvor begge parter har gavn af samarbejdet. Krigen rammer hårdt, og det gælder ikke mindst børn og unge, hvis hverdag og trivsel er under stort pres. Så vi har et særligt ansvar for også at sætte fokus på den mentale sundhed. I København har vi gode erfaringer med at styrke børn og unges trivsel gennem let tilgængelige tilbud i Center for Mental Sundhed. De erfaringer vil jeg gerne bringe i spil. Jeg er derfor i dialog med relevante parter om, hvordan vi kan etablere et samarbejde med Kyiv – både gennem vidensdeling og konkrete indsatser, som passer til byens behov, og som kan gøre en forskel for Kyivs børn og unge,” siger sundheds- og omsorgsborgmester Jens-Kristian Lütken (V), der har ansvar for den del af samarbejdet, der vedrører mental sundhed. 

”Det er i nøden, man skal kende sine venner, kunne læne sig op ad dem og kunne forvente, at de hjælper én. Og klimaforandringerne er fuldstændigt ligeglade med, om der er krig i verden eller ej, og derfor er ukrainerne nødt til at forholde sig til dem. Det er en stor glæde for mig og de dygtige folk i forvaltningen, at vi på denne måde kan yde vores bidrag til det,” siger klima-, miljø- og teknikborgmester, Line Barfod (EL), som har ansvar for den del af samarbejdet, der vedrører klimatilpasning.

”Københavns opbakning til Ukraine består ikke blot af ord. Siden Ruslands invasion har vi taget imod tusindvis af ukrainere på flugt fra krigen. Vi har fundet steder, de kan bo, tilbudt danskundervisning og hjulpet mange i job. Og vi vil også hjælpe i Ukraine – ikke kun med at genopbygge deres byer, men også de mennesker, der skal bo i dem. Her er Kyivs veteranindsats en konkret måde, vi kan bidrage på og samtidig vise vores fortsatte opbakning og taknemmelighed til det ukrainske folk for at forsvare Europas ydre grænser,” siger beskæftigelses-, integrations- og erhvervsborgmester Andreas Keil (S), som har ansvar for den del af samarbejdet, der vedrører beskæftigelsesrettede indsatser til krigsveteraner.

Forlængelsen af aftalen blev godkendt på et møde i borgerrepræsentationen den 26. marts og skal nu underskrives af overborgmesteren og Kyivs borgmester.

Nøgleord

Følg pressemeddelelser fra Københavns Kommune Økonomiforvaltningen

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Københavns Kommune Økonomiforvaltningen

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye