Dyrevelfærd i svineproduktion kræver mere end enkeltstående tiltag
20.3.2026 12:31:40 CET | Aarhus Universitet Technical Sciences | Pressemeddelelse
Enkeltstående velfærdstiltag i konventionel svineproduktion kan have utilsigtede konsekvenser. Postdoc ved Aarhus Universitet Mathilde Coutant anbefaler, at plads, rodemateriale og fodersammensætning tænkes sammen for at opnå positive effekter.

Vil man gøre noget godt for grises velfærd i den konventionelle griseproduktion, er det nødvendigt at indføre flere tiltag samtidigt. Enkelte, isolerede tiltag kan medføre forbedringer på nogle områder, men have utilsigtede negative konsekvenser på andre.
Det er en af de konklusioner, som postdoc ved Institut for Husdyr og Veterinærvidenskab på Aarhus Universitet, Mathilde Coutant, tager med fra EU-projektet mEATquality.
Projektets hovedformål var at undersøge effekten af plads, rodemateriale og grovfoder på kødets kvalitet. Men Mathilde Coutant og hendes kollegaer har samtidigt set på effekten af disse tiltag på slagtesvins velfærd. Og her fandt de en række interessante resultater.
Mere plads gav positive effekter
Projektet inkluderede i alt 812 slagtesvin fordelt i 60 stier. Tre forskellige velfærdstiltag blev testet: Mere plads, rodemateriale og tildeling af grovfoder.
Den største positive effekt på velfærden så forskerne, når dyrene fik mere plads. Udgangspunktet var det lovbestemte minimumskrav for slagtesvin, som samtidigt er realiteten i de fleste konventionelle besætninger i Danmark, nemlig 0,7 m2 pr. gris.
”En fordobling af arealet pr. gris gav nogle forbedringer, mens en tredobling af pladsen medførte en klar reduktion i ørebid og halebid, hvilket naturligvis er en klar forbedring for dyrenes velfærd,” siger Mathilde Coutant.
Den ekstra plads medførte også, at grisene i mindre grad tilsølede stien med urin og afføring. Grise besørger fra naturens side ikke samme sted, som de sover. Derfor er svinestier indrettet med et spaltegulv i den ene ende til afføring og urin og et fast eller drænet gulv i den anden ende, hvor grisene kan hvile sig. Når grisene mangler plads, vil man ofte se ekskrementer i hele stien.
Det er der flere årsager til. I stier med begrænset plads kan grisene have svært ved at få adgang til området med spaltegulv. Der er heller ikke plads på det faste gulv til, at de alle kan hvile der, og nogle er derfor nødsaget til at hvile på spaltegulvet beregnet til ekskrementer. Endelig risikerer grise at få livstruende varmestress, hvis de mangler plads omkring sig. Derfor ser man ved pladsmangel, at de ruller sig i urin og afføring for at køle kroppen ned.
Tilsøling af hele stien er et problem for dyrenes velfærd, fordi det forstyrrer deres mulighed for at hvile, giver dårlig hygiejne og dermed større risiko for smittespredning, øger forekomsten af aggressiv adfærd, samt medfører flere halte grise og dermed øget ubehag og smerte.
”Der, hvor grisene havde mindst plads, så vi tilsøling af stien i knap 60% af stierne. I stier med dobbelt så meget plads per gris var tallet 40%. Og i stier med tre gange så meget plads per gris var det kun 25%” siger Mathilde Coutant.
Bedre adgang til mad og flere mavesår
Som en del af projektet undersøgte Mathilde Coutant og hendes kollegaer også grisenes adgang til foder. Her så de, at det var vanskeligt for de grise, som havde mindst plads, at komme hen til foderautomaterne, fordi artsfællerne simpelthen spærrede vejen - i nogle tilfælde op til 75 % af tiden.
I stier med mere plads pr. gris fik dyrene naturligt lettere adgang til foderautomaterne. Men i stier med mest plads opstod et nyt og uventet problem. Forekomsten af mavesår steg.
Et overraskende resultat for Matilde Coutant.
”En forklaring kan være, at grisenes uhindrede adgang til foder fik dem til at spise mere”, siger hun.
Foderet bestod nemlig - som i de fleste konventionelle produktioner - af fintformalede foderstoffer, og det kan øge surhedsgraden i maven og medføre mavesår.
”Det er noget, vi har brug for at undersøge nærmere for at forstå til fulde” understreger Mathilde Coutant.
I modsætning til det fintformalede foder er foder med et højt fiberindhold med til at opretholde en stabil pH-værdi i maven. Det stemmer overens med, at man i projektet så færre forekomster af mavesår i de stier, som fik tildelt grovfoder.
”Hvis du virkelig vil se en forbedret velfærd, skal grisene have langt mere plads. Men det kan ikke stå alene. Man er nødt til at tænke plads, rodemateriale og fodersammensætning sammen for at opnå en reel positiv effekt for grisene”, siger Mathilde Coutant.
Yderligere information:
| Studietype | Forsøg med 4 behandlinger og en kontrol, randomiseret på tværs af 2 rum og udført i 2 gentagelser under kommercielt lignende forhold, med daglige målinger af halebid, ørebid og tilsøling af stier (undtagen i weekender) gennem hele perioden. I alt inkluderede studiet 812 slagtesvin fordelt på 60 stier. |
| Eksterne samarbejdspartnere | Projektet blev udført som en del af EU-projektet mEATquality ledet af Wageningen University and Research. |
| Ekstern finansiering | Projektet er finansieret af EU's Horizon 2020 Research and Innovation Programme under Grant Agreement nr. 101000344. Analyserne af mavesår blev finansieret af Gluds Legat. |
| Link til videnskabelige artikler | Effects of single extensification factors on the occurrence of tail and ear biting, pen fouling and stomach ulcersin finisher pigs raised in conventional indoor husbandry Effects of modulating space density via the number of pigs in a pen on feeder use and feeder access in the finishing period Space density affects resting location and proximity of fattening pigs at night |
| Kontakt | Jesper Emborg, kommunikationschef DCA – Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug Tlf.: +45 61 22 02 91 / Mail: je@dca.au.dk |
Kontakter
Jesper EmborgKommunikationschefDCA - Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug, Faculty of Technical Sciences
Tlf:61220291je@dca.au.dkFølg pressemeddelelser fra Aarhus Universitet Technical Sciences
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Aarhus Universitet Technical Sciences
Mørke alger i Grønland kan fodre sig selv31.3.2026 11:03:09 CEST | Nyhed
Ny forskning viser, at mikroskopiske alger på Grønlands indlandsis lever af smeltevand i en selvforstærkende proces, som er med til at øge den globale opvarmning.
Krigen i Ukraine rammer klimavidenskaben: Halvdelen af Arktis er forsvundet fra forskningen27.3.2026 08:55:56 CET | Pressemeddelelse
Det manglende samarbejde mellem vestlige og russiske forskere i Arktis skaber markant usikkerhed om klimaforandringerne. På Aarhus Universitet arbejder forskere nu på at udvikle nye metoder, som kan begrænse problemet.
Ny teknologi kan være et nyt håb i kampen mod PFAS27.3.2026 08:06:39 CET | Pressemeddelelse
Forskere fra Aarhus Universitet har udviklet en katalysator, der kan svække kemiens stærkeste binding og dermed bane vej for mere effektiv nedbrydning af PFAS.
Danske Arktis-forskere: Der er brug for en plan24.3.2026 16:47:49 CET | Nyhed
I disse dage finder en af verdens største arktiske konferencer sted på Aarhus Universitet, hvor forskere fra hele verden mødes for at udveksle viden og erfaringer om et geopolitisk højspændingsområde. Men Danmark har ingen samlet national strategi for forskningen i Arktis, og det bekymrer de forskere, der i bogstavelig forstand står i frontlinjen.
Biokul i dansk landbrug: Nyt forskningsprojekt skal kortlægge langtidseffekter19.3.2026 13:57:13 CET | Pressemeddelelse
Et nyt, landsdækkende forskningsprojekt skal undersøge, hvordan biokul påvirker jord, afgrøder og miljø over tid. Projektet, der er et samarbejde mellem Aarhus Universitet og Københavns Universitet, er finansieret af Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum