Næsten 300.000 børn er sendt på flugt i Libanon: De klamrer sig til kæledyr og legetøj

17.3.2026 06:00:00 CET | Red Barnet | Pressemeddelelse

Del

I alt er over 800.000 mennesker sendt på flugt i Libanon, siden konflikten eskalerede for over to uger siden. Mange er flygtet til nabolandet Syrien. Red Barnet opfordrer til at indstille alle angreb for at beskytte børn og civile.

Den eskalerende konflikt i Mellemøsten har ført til, at næsten 300.000 børn er sendt på flugt i Libanon. Det sker, mens angreb afskærer adgangen til livsvigtig lægehjælp for befolkningen, herunder børn og gravide kvinder, fortæller Red Barnets medarbejdere i Libanon. 

I alt er flere end 831.000 mennesker, herunder over 290.000 børn, blevet tvunget på flugt i Libanon på blot to uger ifølge de seneste tal fra det libanesiske Socialministerium. Det svarer til, at 2.000 mennesker i timen er sendt på flugt, siden konfliktens start.

Medarbejdere fra Red Barnet fortæller, at familier er flygtet med kun de mest nødvendige ejendele, ofte uden tid til at pakke vigtige dokumenter, tøj eller medicin. Men nogle børn har nægtet at efterlade deres hjem uden deres kæledyr eller legetøj. En familie havde deres fugl med i et bur, fordi deres syvårige søn ikke kan sove uden den. 
 
”Mange familier blev tvunget til at flygte midt om natten uden noget som helst, og børnene savner deres hjem, deres landsbyer, deres venner og deres skoler. Jeg mødte et barn, der sagde: ‘Jeg kan ikke lege her. Jeg vil bare hjem til min landsby så hurtigt som muligt.’ Et andet barn klamrede sig til sin blå legetøjsbil – den eneste ting, han havde formået at få med sig hjemmefra,” siger Nora Ingdal, Red Barnets landedirektør i Libanon. 
 
Fordrevet for tredje gang 

Flere end 130.000 mennesker opholder sig nu i overfyldte skoler, der er omdannet til nødsheltere, eller i sportsstadioner i Beirut. Her bor de under vanskelige forhold, hvor flere end 50 mennesker deler ét toilet. Der er minimal adgang til madlavningsfaciliteter, og mange fryser og mangler tæpper i det kolde vejr. Familier sover på gulvet med meget lidt privatliv. 
 
”Børn føler sig fanget i nødsheltere med begrænset adgang til basale toiletforhold, uddannelse og plads til at lege. Det her må stoppe. Børn skal beskyttes. Vi ved, at børn altid rammes hårdest i enhver konflikt, og de psykologiske følger kan vare længe efter, at kampene slutter,” siger Nora Ingdal. 
 
Mange mennesker i Libanon oplever nu at blive fordrevet for anden eller tredje gang i deres liv. Cirka 20 ansatte fra Red Barnet er selv blevet fordrevet, og andre deler nu deres hjem med slægtninge og venner, der er på flugt. 

Omkring 118.590 mennesker er rejst ind i Syrien fra Libanon siden den 2. marts, og Red Barnets medarbejdere fortæller om forældre, der tvinges til at efterlade deres familier, mens andre sidder fast mellem kontrolposter ved den syrisk-libanesiske grænse. 
Red Barnet uddeler nødhjælp i Libanon og ved grænsen til Syrien, herunder tæpper, madrasser, puder, babyudstyr, hygiejnesæt, vand og psykologisk førstehjælp. I Syrien har Red Barnet udvidet indsatsen med uddeling af mad og vand, kontantstøtte, mental sundhedsstøtte, undervisning i midlertidige skoler samt sundhedshjælp til mennesker, der flygter fra Libanon. 
 
Sundhedsvæsnet er udfordret  

Samtidig er adgangen til kritisk sundhedspleje blevet påvirket af konflikten. Medarbejdere fra Red Barnet i Libanon fortæller, at befolkningen ikke længere kan komme til regelmæssig dialysebehandling eller nødvendig kræftbehandling. I et tilfælde blev en kvinde tvunget til at føde i sin bil, fordi trafikken stod helt stille i Beiruts gader, da folk forsøgte at komme i sikkerhed. 

Red Barnet opfordrer til en våbenhvile nu og kræver, at alle parter i konflikten respekterer den humanitære folkeret for at beskytte børn og civile. Indtil videre er 850 mennesker blevet dræbt i Libanon, herunder 103 børn, ifølge det libanesiske Sundhedsministerium. 
 
For yderligere kommentarer kontakt pressechef i Red Barnet Laurids Bæk Simonsen på 2283 3692. 
 
Det er både muligt at få interviews med Red Barnets landedirektør i Beirut, Nora Ingdal, eller chef for Red Barnet Danmarks arbejde i Mellemøsten, Anne Margrethe Rasmussen. 
 

Nøgleord

Kontakter

Om Red Barnet

Red Barnet arbejder i Danmark og mere end 110 andre lande. Vi redder børns liv. Vi beskytter og styrker dem. Vi kæmper for deres rettigheder. Vi er Save the Children – verdens førende uafhængige organisation for børn.

Red Barnet yder nødhjælp og forebygger katastrofer. Vi bekæmper vold, overgreb og mobning. Vi sikrer skolegang, opbygger fællesskaber og styrker børns modstandskraft. Vi arbejder politisk for de dårligst stillede børn og skaber debat om børns livsvilkår.

Følg pressemeddelelser fra Red Barnet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Red Barnet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye