Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade

Ny rapport: Spiseforstyrrelser koster samfundet mere end en kvart million for hver patient

11.3.2026 10:00:00 CET | Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade | Pressemeddelelse

Del

Styrk forebyggelsen, sæt ind tidligere og forbedr behandlingen. Sådan lyder anbefalingerne fra Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade, efter at Deloitte for første gang har dokumenteret, hvad spiseforstyrrelser koster samfundet.

Spiseforstyrrelser er komplekse psykiske sygdomme med alvorlige fysiske følgevirkninger og store menneskelige konsekvenser for både ramte og deres pårørende. Alvoren fremgår tydeligt i en helt ny rapport fra Deloitte, som for første gang dokumenterer de omfattende samfundsøkonomiske omkostninger forbundet med spiseforstyrrelser. 

Ifølge analysen udgjorde de direkte udgifter i sundhedsvæsenet til behandling af spiseforstyrrelser i 2023 404 mio. kr. Sundhedsudgifterne er dog blot én del af regningen. Med udgifter til bl.a. tabt arbejdsevne, lavere uddannelsesniveau, sociale ydelser og pårørendes tabte arbejdstid stiger de samlede udgifter i 2023 til 1,4 mia. kr. Det svarer til mere end en kvart million for hver patient. 

"Tallene viser med al tydelighed, at det er dyrt – både menneskeligt og økonomisk – ikke at forebygge spiseforstyrrelser. Hver gang vi ikke får sat tidligt ind, betaler både den enkelte, familien og samfundsøkonomien en meget stor pris. Forebyggelse og hurtig og bedre behandling skal ses som investeringer. Ikke som udgifter," siger Camilla Hersom, direktør i Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade. Hun tilføjer: 

"Vi ved, at jo tidligere vi opdager og behandler en spiseforstyrrelse, jo bedre chance har man for at blive rask. Alligevel ser vi alt for mange, der først får hjælp, når sygdommen er blevet alvorlig. Menneskeligt har det voldsomme konsekvenser, men det er også dyrt for samfundet.” 

Analysen bygger på registerdata fra Danmarks Statistik, dansk og international forskning og interviews med udvalgte eksperter i Danmark. Da analysen kun regner udgifter, der kan kobles til de 5.014 personer, der i 2023 var i behandling for en spiseforstyrrelse, er der tale om et konservativt skøn. Reelt er udgifterne højere, da fx besøg hos egen læge ikke er talt med, og det langt fra er alle med en spiseforstyrrelse, der får behandling. Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade vurderer, at omkring 98.000 mennesker i Danmark har en spiseforstyrrelse. 

Meget at spare på forebyggelse og tidlige indsatser 

I rapporten vurderer Deloitte, hvad der kan vindes ved at investere i forebyggelse, tidlig indsats og bedre behandling. Succesfuld forebyggelse vurderes at kunne spare ca. 115.000 kr. om året for hver voksen, og 141.000 kr. for hvert barn, der ikke udvikler en spiseforstyrrelse. Samtidig vurderes det, at bedre og mere effektiv behandling kan frigøre et årligt potentiale på mellem 219 og 614 mio. kr., afhængigt af hvor mange der opnår fuld eller delvis bedring. Samlet set beløber potentialet ved en forebyggende indsats og styrket behandling sig til et trecifret millionbeløb om året. 

"Vi står med et trecifret millionpotentiale, hvis vi prioriterer forebyggelse og tidlig indsats. Det er langt billigere at forhindre, at et barn eller en ung bliver syg, end det er at forsøge at samle livet op igen efter mange års sygdom. Alligevel bliver stadig flere diagnosticeret med en spiseforstyrrelse og har brug for langvarig behandling. Derfor har vi brug for en national forebyggelsesstrategi, så færre bliver syge, og flere får hjælp langt tidligere," siger Camilla Hersom. 

Behov for en ambitiøs national forebyggelsesstrategi 

På baggrund af analysen anbefaler rapporten en national og ambitiøs forebyggelsesstrategi med 28 løftestænger. Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade fremhæver især opfordringen til, at: 

  • Alle kommuner udvikler et målrettet og kvalificeret tilbud til børn og unge med tegn på spiseforstyrrelser som et led i det lovpligtige lettilgængelige tilbud. 
  • Familieterapi og psykoedukation til forældre gøres obligatorisk i alle behandlingsforløb for børn og unge under 18 år. 
  • Der gennemføres nationale oplysningskampagner, der fremmer kropsdiversitet og et sundt kropsideal for at skabe en mere nuanceret og sund offentlige samtale om krop og trivsel. 

Læs alle anbefalingerne i rapporten.

Rapporten “Når tallene taler – den økonomiske virkelighed bag spiseforstyrrelser” er udarbejdet af Deloitte for Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade. 

Nøgletal fra analysen 

  • 5.014 personer var i 2023 i behandling for en spiseforstyrrelse i Danmark 
  • Når mørketallet medregnes, anslås op mod 98.000 danskere at leve med en spiseforstyrrelse. Det svarer til 1,6 procent. af befolkningen. 
  • De samlede samfundsøkonomiske omkostninger for de diagnosticerede og deres pårørende er ca. 1,4 mia. kr. om året. Det svarer til mere end 250.000 kr. for hver patient i gennemsnit. 
  • De direkte sundhedsudgifter udgør omkring ca. 400 mio. kr. svarende til 81.000 kr. for hver patient i gennemsnit. Børn med spiseforstyrrelser koster i gennemsnit mere end voksne. 

Nøgleord

Kontakter

Links

Om Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade

Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade arbejder for at forebygge spiseforstyrrelser og selvskade og forbedre vilkårene for de ramte og deres pårørende.

Hvert år rådgiver og støtter vi mere end 8.000 mennesker i Danmark, der har brug for hjælp.

Følg pressemeddelelser fra Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye