Hent dit nye kørekort i Borgerservice
10.3.2026 10:38:52 CET | Randers Kommune | Pressemeddelelse
Normalt ankommer nye kørekort med posten, men på grund af udfordringer med postleveringen fra DAO ændrer Randers Kommune nu midlertidigt måden, nye kørekort bliver udleveret på.

Fremover skal borgere, der har bestilt et kørekort, hente det i Borgerservice i stedet for at modtage det med posten. Ændringen sker, fordi DAO i øjeblikket har store udfordringer med postleveringen, som giver både forsinkelser og fejl i aflevering af post.
Borgerservice i Randers Kommune løser en administrativ opgave i forbindelse med udstedelsen af kørekort på vegne af Færdselsstyrelsen, og mens postleveringen er ustabil, ændrer Borgerservice proceduren for at sikre, at alle borgere får deres kørekort.
“Det er alvorligt, at vi ikke ved, om de bestilte kørekort når frem, og vi er virkelig kede af de udfordringer, der i øjeblikket er med at få kørekortene frem til borgerne. Det er desværre omstændigheder, som vi på ingen måde selv er herre over,” siger Birgitte Guldberg, centerleder for Borgerservice, Ydelser og Digitalisering, og tilføjer:
”Færdselsstyrelsen og DAO taler sammen om udfordringen, og indtil der ligger en stabil løsning, ændrer vi vores udlevering, så vi er sikre på at kunne udlevere kørekort til de borgere, der har bestilt et.”
Borgerservice følger udviklingen tæt og vurderer løbende, om der er behov for yderligere ændringer.
Hvad betyder ændringen for dig?
Kørekort bestilt efter 23. februar
Du modtager ikke kørekort med posten. I stedet får du besked, når dit kørekort ligger klar til afhentning i Borgerservice.
Kørekort bestilt mellem 1. og 23. februar
Hvis du har bestilt kørekort i perioden og fortsat venter på at modtage det, anbefaler Borgerservice, at du afventer 1–2 uger mere. Hvis kørekortet stadig ikke er kommet frem, kan du kontakte Borgerservice for hjælp og eventuelt bestilling af nyt. Det koster ikke ekstra at bestille et nyt, hvis du allerede har betalt.
Kørekort bestilt før 1. februar
Kontakt Borgerservice. De undersøger status hos producenten og fortæller dig, hvornår kortet er sendt. Hvis det vurderes, at kørekortet er bortkommet, hjælper Borgerservice dig med at bestille et nyt kørekort. Det koster ikke ekstra at bestille et nyt, hvis du allerede har betalt.
Læs mere på www.randers.dk/borgerservice
Kontakter
Birgitte Guldberg, centerleder for Borgerservice, Ydelser og Digitalisering
30 86 65 22 - birgitte.guldberg@randers.dk
Pressevagt
Tlf:8915 1200presse@randers.dkBilleder
Følg pressemeddelelser fra Randers Kommune
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Randers Kommune
Nyt aktivitetshus i Randers søger frivillige før åbning10.3.2026 08:40:31 CET | Pressemeddelelse
Omkring 1. maj åbner et nyt aktivitetshus for ældre borgere i Randers, når dørene slås op til Aktivitetshuset Bakkegården på Lodsejervej 8A. Og nu inviteres frivillige med til at sætte retningen fra start.
Royal Run: Træn sammen med foreningerne i Randers Kommune9.3.2026 09:25:24 CET | Pressemeddelelse
Nye fællestræninger skal styrke fællesskabet og give endnu flere lyst til at bevæge sig frem mod Royal Run.
Ny sekretariatschef til Social- og arbejdsmarked i Randers Kommune4.3.2026 13:00:00 CET | Pressemeddelelse
Sanne Pagel Frederiksen er netop ansat som sekretariatschef i Social- og Arbejdsmarked i Randers Kommune. Hun kommer med solid erfaring fra social- og beskæftigelsesområdet i Aarhus Kommune.
Royal Side Run bringer bevægelsesglæde til Randers Regnskov4.3.2026 07:30:00 CET | Pressemeddelelse
Lørdag den 18. april danner Randers Regnskov rammen om et stemningsfuldt Royal Side Run. Det sker, når regnskoven i samarbejde med Randers Kommune inviterer til familieløb med fokus på fællesskab, bevægelse og oplevelser.
Træbroer på Bækkestien renoveres og fjernes midlertidigt27.2.2026 13:43:40 CET | Pressemeddelelse
På mandag den 2. marts går Randers Kommune i gang med at renovere to af de karakteristiske røde træbroer på Bækkestien i Randers. I forbindelse med arbejdet fjernes begge broer midlertidigt.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
