Højintens intervaltræning booster musklernes energifabrikker
9.3.2026 09:07:03 CET | Syddansk Universitet | Pressemeddelelse
Et nyt studie fra Syddansk Universitet og Steno Diabetes Center Odense viser, at otte ugers højintens intervaltræning kan forbedre musklernes forudsætning for at levere energi.
En forskergruppe har undersøgt, hvordan otte ugers højintens intervaltræning påvirker strukturen i mitokondrierne, som er den del i musklens celler, der producerer energi. Deres studie viser, at træning ikke kun øger mængden af mitokondrier, men også udvider den aktive membran (cristae) inde i mitokondrierne.
-Vi har undersøgt muskelprøver fra vores deltagere i studiet. Her kunne vi måle, at mængden af mitokondrier var steget efter otte ugers træning, og som noget nyt viste vores målinger, at den aktive membran inde i mitokondrierne også blev større. Træning giver altså ikke bare flere energifabrikker, men også mere effektive energifabrikker, forklarer Martin Eisemann de Almeida, postdoc ved Klinisk Institut, Institut for Idræt og Biomekanik og Steno Diabetes Center Odense.
Resultaterne peger på, at højintens træning kan forbedre musklernes evne til at producere energi. På sigt kan det få betydning for, hvordan træning kan styrke musklernes evne til at levere energi, hvilket kan bidrage til bedre udholdenhed og fysisk funktion hos den enkelte.
Effekten ses også hos mennesker med type 2 diabetes
Effekten blev observeret hos både raske deltagere, personer med overvægt og personer med type 2 diabetes.
Studiets resultater viser, at musklernes evne til at tilpasse sig træning er bevaret hos personer med type 2 diabetes – på trods af tidligere antagelser om, at denne evne kunne være nedsat.
Fundene udfordrer altså den gængse opfattelse af, at diabetes kan hæmme musklernes tilpasning til træning.
Ændrer forståelsen af musklernes energiproduktion
Tidligere studier har ikke kunnet vise en ændring i mitokondriernes indre struktur og kvalitet, men dette nye studie viser, at den aktive membran, cristae, kan ændres med træning. Det unikke ved det nye studie er den ekstremt høje målepræcision.
-Vi har brugt et års arbejde på manuelt at analysere cirka 11.000 individuelle mitokondrier. Det har gjort det muligt at påvise en ændring på cirka 7 % i den aktive membran – en forskel, som tidligere træningsstudier ikke har kunnet vise, forklarer Martin Eisemann de Almeida.
Resultaterne viser, at tætheden af mitokondriernes cristae steg efter træningsperioden. Det vil sige, at mitokondriernes indre blev ændret i en retning, som gør, at de bliver bedre i stand til at levere energi.
Resultaterne skal bekræftes i større studier
-Det er et lille studie kun med mænd, så hvis vi skal kunne sige noget mere sikkert om effekten, så skal studiet gentages i større og mere varierede grupper, forklarer Martin Eisemann de Almeida, postdoc ved Klinisk Institut, Institut for Idræt og Biomekanik og Steno Diabetes Center Odense.
-Studiet siger heller ikke noget om, hvorvidt ændringerne holder på lang sigt, men det giver os en ny viden om, at musklernes mitokondrier er mere tilpasningsdygtige, end man hidtil har troet. Formentlig kan ændringerne vedligeholdes eller yderligere forbedres, hvis man fortsætter med træningen, mens ophør med træning sandsynligvis vil føre til, at mitokondrierne vender tilbage til udgangspunktet.
I studiet har forskerne undersøgt 44 mænd. Mændene er fordelt i tre grupper, 15 med type 2 diabetes, som er blevet matchet med 15 overvægtige personer uden diabetes og 18 normalvægtige personer. Alle mænd har fået taget biopsier, altså små celleprøver fra musklerne både før og efter det otte ugers træningsforløb. På den måde har forskerne kunnet undersøge, hvad otte ugers højintens intervaltræning gør ved musklernes mitokondrier.
Tre spørgsmål til Martin Eisemann de Almeida om studiet
Hvad undersøger I i studiet? Vi undersøger, hvordan 8 ugers højintens intervaltræning påvirker strukturen i musklernes energiproducerende enheder, mitokondrierne, hos både raske personer og personer med type 2 diabetes.
Hvad er det vigtigste fund? Udover at træning øger mængden af mitokondrier, øger træning også mængden af den aktive membran (cristae) inde i mitokondrierne, hvilket sandsynligvis giver mitokondrierne et ekstra boost i energileveringen.
Hvad kan resultaterne bruges til? Resultaterne viser, at musklernes mitokondrier er mere tilpasningsdygtigt, end man hidtil har troet. Den nye viden bidrager til forståelsen af, hvordan træning forbedrer musklernes energilevering, og det kan få betydning for fremtidige trænings- og behandlingsstrategier – særligt i forhold til metabolisk sundhed og type 2 diabetes.
Faktaboks
Hvad er mitokondrier og cristae - og hvorfor er det vigtigt?
I musklernes celler sørger små energifabrikker – mitokondrier - for at producere energi, så cellen og dermed musklerne kan arbejde. Her bliver energi fra mad omdannet til den energiform musklerne bruger, nemlig ATP.
Mitokondriernes indre – cristae - er foldet, lidt som en krøllet papirspose. Cristae er en aktiv membran – det er her, energiproduktionen sker. Jo flere folder, og jo tættere de ligger, desto større ”arbejdsflade” har mitokondriet til at producere energi.
Hvorfor er dette vigtigt?
Flere og tættere foldninger i mitokondrierne betyder, at de kan producere mere energi på samme plads. Det giver et mere effektivt energimaskineri, uden at mitokondrienetværket nødvendigvis behøver at blive større. Det er vigtigt, fordi det viser, at energiproduktionen kan forbedres ved at ændre mitokondriernes indre struktur – ikke kun ved at danne flere mitokondrier.
Faktaboks
Om studiet
Metode: Studiet omfattede 44 mænd – 15 overvægtige personer med type 2 diabetes, 15 overvægtige personer uden diabetes og 18 normalvægtige personer. Alle deltagere var mænd i alderen 40–65 år. Træningsforløbet varede otte uger.
Deltagerne gennemførte højintens intervaltræning tre gange om ugen med roning og cykling. Træningen bestod af korte, meget hårde arbejdsperioder afbrudt af pauser.
Før og efter opstarten af træningen tog forskerne små muskelbiopsier fra låret, som blev analyseret i elektronmikroskop. Metoden gør det muligt at se mitokondrier og cristae i ekstremt høj detaljegrad.
Funding: Studiet er fundet af Steno Diabetes Center Odense, som er støttet af Novo Nordisk Fonden (NNF17SA0030962-1). Derudover har projektet modtaget støtte fra Region Syddanmark (19/37137), Odense Universitetshospital, Novo Nordisk Fonden (NNF150C0015986), Syddansk Universitet, Christenson-Cesons Familiefond og Savværksejer Jeppe Juhls og hustru Ovita Juhls Mindelegat
Læs studiet: Studiet “Mitochondrial cristae density is increased following high-intensity interval training in men with type 2 diabetes” er publiceret i tidsskriftet Diabetologia, et tidsskrift udgivet af European Association for the Study of Diabetes, EASD: Læs studiet her: https://doi.org/10.1007/s00125-026-06694-6
Kontakter
Martin Eisemann de Almeida
Postdoc
Institut for Idræt og Biomekanik, SDU
Klinisk Institut, SDU
Steno Diabetes Center Odense
Mail: mdealmeida@health.sdu.dk Mobil: +45 2077 7069
Nana Olejank HansenKommunikationsmedarbejder Klinisk Institut/Institut for Regional Sundhedsforskning
Tlf:65 50 30 64Tlf:22 43 30 64nolejank@health.sdu.dkLinks
Følg pressemeddelelser fra Syddansk Universitet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Syddansk Universitet
Færre unge, flere ældre: På afgrundens rand?6.3.2026 13:41:43 CET | Pressemeddelelse
Syddansk Universitet sætter Danmarks demografiske dilemma under lup til et arrangement den 12. marts, hvor vi samler nogle af landets førende eksperter for at give historisk, økonomisk og politisk perspektiv på Danmarks demografiske fremtid.
Helene Skjøt-Arkil udnævnt til professor i ansvarlig brug af antibiotika i akutmodtagelsen ved SDU5.3.2026 13:00:00 CET | Pressemeddelelse
Professoratet skal styrke den patientnære forskning i diagnostik og målrettet antibiotikabehandling i akutmodtagelsen. Målet er hurtigere og mere præcis behandling, færre bivirkninger og mindre antibiotikaresistens
Stort internationalt projekt skal styrke kvinders mentale sundhed i overgangsalderen5.3.2026 10:26:18 CET | Pressemeddelelse
Forskere fra blandt andet Syddansk Universitet og Odense Universitetshospital har modtaget 36 millioner kroner fra Wellcome Trust til at undersøge, hvorfor nogle kvinder udvikler angst, depression eller bipolar lidelse i overgangsalderen, og om hormonbehandling kan forebygge alvorlig psykisk sygdom i denne livsfase.
Danskernes sundhed: Det går den forkerte vej på mange områder5.3.2026 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Klausuleret til den 5. marts 2026 kl. 06:00 Danskerne bliver ældre, men samtidig bliver de gode leveår færre. Den mentale trivsel er under pres, og andelen, der spiser usundt, er steget, og det gælder også andelen med langvarig sygdom. Samtidig er den sociale ulighed i sundhed markant. Det viser nye tal fra Den Nationale Sundhedsprofil 2025, som udkommer i dag.
Lene Juel Kjeldsen udnævnt til professor i hospitalsfarmaci ved SDU4.3.2026 14:08:32 CET | Pressemeddelelse
Professoratet skal styrke den praksisnære forskning i klinisk farmaci og bæredygtighed af lægemidler. Målet er at optimere den medicinske behandling og sikre mere ansvarlig anvendelse af lægemidler – til gavn for både patienter og samfund.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum