Hurtig indsats fra personer på stedet spiller afgørende rolle ved hjertestop

Falder du om med hjertestop uden for et hospital, så er din chance for at overleve markant højere, hvis personer, der allerede er til stede, starter genoplivning med det samme. Det viser et nyt dansk registerstudie fra Syddansk Universitet med data fra flere end 21.000 hjertestop i perioden 2018 til 2023.

Patienter, der fik hjertemassage fra en tilstedeværende person, havde mere end dobbelt så stor sandsynlighed for at overleve efter både 30 dage og ét år. Det viser forskernes sammenligning med patienter, hvor behandlingen først blev startet senere.

- Det vigtigste, vi ser, er, at det gør en stor forskel, om der er nogen til stede, som handler med det samme, siger Søren Mikkelsen, professor og forskningsleder ved Præhospital Syd og Institut for Regional Sundhedsforskning, Syddansk Universitet.

- Hjertestop kræver handling med det samme. Selv få minutters forsinkelse kan have betydning for overlevelsen, siger Søren Mikkelsen.

I studiet har forskerne undersøgt, hvem der gav den første genoplivning ved hjertestop uden for hospital. Her skelner de mellem tre grupper: Personer, der allerede var til stede ved hændelsen, såkaldte hjerteløbere eller andre akuthjælpere, og ambulancepersonale.

Ingen forskel mellem hjerteløbere og ambulance

At tidlig genoplivning øger chancen for at overleve har andre studier også tidligere vist.

Det nye studie viser, at personer på stedet kan gøre en afgørende forskel, men i studiet kan man ikke se en forskel i overlevelsen mellem de patienter der fik første genoplivning af hjerteløbere, og de patienter, hvor behandlingen først blev startet ved ambulancens ankomst.

- Vi kan altså ikke i vores data se en forskel på, om det er en hjerteløber eller en ambulanceredder, som starter genoplivningen. Men at vi ikke kan se en forskel, er ikke det samme som, at hjerteløbernes indsats ikke har en effekt. Vi kan bare ikke se det i det her studie, siger Søren Mikkelsen.

Han peger på, at studiet når samme konklusion som et tilsvarende schweizisk studie fra sidste år. Det schweiziske studie fandt heller ikke øget overlevelse ved hjerteløbere. Forskerne forklarede her resultatet med, at akuthjælpere typisk først bliver tilkaldt, når alarmcentralen er kontaktet angående et hjertestop. Det kan medføre en forsinkelse.

Perspektiv for fremtidige indsatser

Resultaterne peger ifølge Søren Mikkelsen på, at tiden til første behandling er afgørende.

- Det tyder på, at det er, hvor hurtigt genoplivningen går i gang, der gør forskellen. Derfor kan der være et potentiale i at styrke både befolkningens handleevne og den telefoniske vejledning fra alarmcentralerne, siger Søren Mikkelsen.

Han peger samtidig på, at overlevelsen efter hjertestop uden for hospitalet stort set ikke har ændret sig de seneste ni år. Selvom der er sat mange hjertestartere op og indført akuthjælperordninger, overlever omtrent det samme antal mennesker hvert år.

Det kan derfor være relevant at have et større fokus på at lære den brede befolkning, hvordan man handler ved hjertestop.

Resultater skal tolkes med forsigtighed

Studiet er baseret på registerdata og er derfor et observationsstudie. Det betyder, at forskerne ikke kan fastslå årsag og virkning. Der kan være forskelle mellem patientgrupperne, som ikke er fuldt belyst, for eksempel sygdomshistorik eller kvaliteten af den givne behandling.

Forskerne har for eksempel ikke haft data om blandt andet kvaliteten af genoplivningen eller patienternes øvrige sygdomme. Det kan påvirke resultaterne af et genoplivningsforsøg. Forskerne har heller ikke haft oplysninger om hjerneskade eller funktionsevne efter hjertestop, kun om overlevelse.

Tre spørgsmål til Søren Mikkelsen om studiet:

Hvad undersøger I i studiet?

Vi har i et registerstudie undersøgt overlevelsen efter hjertestop udenfor hospital hos patienter fra hele Danmark i perioden 2018-2023. Patienterne blev inddelt i grupper efter hvem, der gav den første hjertemassage: personer, der allerede var til stede ved hændelsen, såkaldte hjerteløbere eller andre akuthjælpere, og ambulancepersonale.

Hvad er det vigtigste fund?

Det vigtigste fund er, at når tilstedeværende tager affære og påbegynder genoplivningsforsøg, så er det forbundet med en overlevelse, som er 2½ gange så høj, som hvis behandlingen først sker, når en Hjerteløber eller anden akuthjælper kommer frem eller når ambulancen kommer frem.

Et andet interessant fund er, at hos de patienter, som fik den første behandling efter hjertestoppet af Hjerteløber eller anden akuthjælper, kunne vi ikke se nogen forskel på overlevelsen, når vi sammenlignede den gruppe med de patienter, der først fik behandling, når ambulancen kom frem.

Hvad kan resultaterne bruges til?

Vores hovedkonklusion er, at man måske er bedre stillet ved at bruge ressourcer på at uddanne den generelle befolkning i, hvordan man skal gribe ind, hvis man ser et hjertestop. Det kan nok også betale sig at fokusere på Vagtcentralerne og deres evne til at guide folk, der ringer til Vagtcentralerne efter at have observeret et hjertestop, så disse kan påbegynde en behandling snarest muligt.

Faktaboks: Om studiet

Metode: Studiet er et landsdækkende registerbaseret observationsstudie af 29.445 hjertestop i Danmark fra 2018 til 2023, hvor 21.413 patienter indgik i analyserne. Patientjournalerne er gennemgået manuelt. Studiet er baseret på data fra Dansk Hjertestopregister og omfatter alle registrerede hjertestop uden for hospital i Danmark i perioden 2018 til 2023.

Forskerne har undersøgt, hvem der gav den første genoplivning ved hjertestop uden for hospital. Her skelner de mellem tre grupper: personer, der allerede var til stede ved hændelsen, såkaldte hjerteløbere eller andre akuthjælpere, og ambulancepersonale.

Forskerne har sammenlignet overlevelsen mellem de tre grupper efter 30 dage og efter et år.

Funding: Ingen ekstern finansiering.

Læs studiet: Community first-responders in cardiac arrest. Effect on survival? A comprehensive Danish study of 29,445 out-of-hospital cardiac arrests er publiceret i Resuscitation (2026). Læs studiet her: https://doi.org/10.1016/j.resuscitation.2026.111038