Kristoffer Dahl Sakurai bliver ny kunstnerisk leder af Det Kongelige Teaters Balletskole
9.3.2026 09:00:00 CET | Det Kongelige Teater | Pressemeddelelse
Tidligere solodanser og nuværende kunstnerisk leder for Tivoli Balletskole skal fra 1. april være kunstnerisk leder for en af verdens ældste balletskoler.

"Det er med den største respekt for Det Kongelige Teater og Balletskolens særlige rolle på teatret, at jeg tiltræder stillingen som kunstnerisk leder. Jeg er selv formet af den danske ballettradition og Bournonville-arven, og jeg ser det som et stort og vigtigt ansvar at videreføre denne kunstneriske dybde i en nutidig ramme.
Mit fokus er i samarbejde med resten af skolen at skabe et tydeligt og ambitiøst læringsmiljø, hvor eleverne udvikler sig i trygge rammer, og hvor stærk faglighed går hånd i hånd med et moderne syn på trivsel og bæredygtig menneskelig udvikling,” siger Kristoffer Dahl Sakurai.
”Hele balletkulturen og dermed også Balletskolen befinder sig i et spændingsfelt mellem tradition og fornyelse, og er i fuld gang med en stor og løfterig forandringsproces. Mit kald er dansen. At få mulighed for at give den videre til forhåbentlig endnu flere børn og unge og samtidig være en del af udviklingen på Det Kongelige Teaters Balletskole er for mig en helt særlig ære,” siger Kristoffer Dahl Sakurai.
”Jeg glæder mig utrolig meget til samarbejdet med Kristoffer, som kommer med en helt unik kombination af kærlighed til kunstarten og Den Kongelige Balletskole men også med ledelseserfaring, ikke bare fra en anden vigtig balletskole, men også fra verden udenfor.
Kristoffers moderne børnesyn, ambitiøse tilgang til læringsfællesskaber og solide klassisk balletfaglighed er det helt rigtige for Balletskolen”, siger udviklings- og børnedirektør, Dorthe Paulli.
Kristoffer Dahl Sakurai er tidligere solodanser ved Den Kongelige Ballet og har et stærkt nationalt og internationalt netværk både i det professionelle balletmiljø såvel som balletskolemiljøet. Han har siden 2023 været kunstnerisk leder for Tivoli Balletskole.
Det Kongelige Teaters Balletskole blev grundlagt i 1771 og er sammen med skolerne i Paris og Sankt Petersborg, en af de tre ældste balletskoler i verden. Blandt Det Kongelige Teaters Balletskoles mest kendte kunstneriske ledere er August Bournonville, Harald Lander og Anne Marie Vessel Schlüter.
Kristoffer Dahl Sakurai tiltræder stillingen den. 1. april. Han overtager efter skolens nuværende kunstnerisk leder, Anne Holm-Jensen Peyk.
Kort om Kristoffer Dahl Sakurai
Kristoffer Dahl Sakurai (f. 1980) er uddannet fra Det Kongelige Teaters Balletskole (1988–1997). Han blev ansat ved Den Kongelige Ballet i 1999, udnævnt til solist i 2004 og solodanser i 2005 under den 3. Internationale Bournonville Festival.
Som solodanser fortolkede han en række hovedpartier i den danske Bournonville-tradition såvel som i det klassiske og moderne, internationale repertoire, herunder James i Sylfiden, Gennaro i Napoli, Prins Siegfried i Svanesøen og Romeo i Romeo og Julie samt værker af blandt andre Jiří Kylián, Alexei Ratmansky og Peter Martins.
I 2003 modtog han Reumert-prisen som Årets unge kunstneriske talent samt sølvmedalje ved New York International Ballet Competition.
Han har også arbejdet udenfor scenekunst-verdenen, bl.a. som Art & Commerce Director for Homework.
Siden 2023 har han været kunstnerisk leder for Tivoli Balletskole, hvor han har haft det overordnede ansvar for skolens kunstneriske retning og pædagogiske udvikling.
Kontakter
Michael JannerupPR- og pressechef
Tlf:+45 25 51 77 39mija@kglteater.dkBilleder

Følg pressemeddelelser fra Det Kongelige Teater
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Det Kongelige Teater
Kongelig sommerturné i 24 danske byer5.3.2026 12:00:00 CET | Pressemeddelelse
Med sommerturnéen 2026 fortsætter Det Kongelige Teater sin mangeårige indsats for at gøre scenekunst i verdensklasse tilgængelig i hele Danmark – gratis og under åben himmel.
Operaakademiet opfører La voix humaine og L’heure espagnole4.3.2026 12:04:49 CET | Pressemeddelelse
Årets forestilling med Operaakademiet er to franske enaktere fra det 20. århundrede.
Det Kongelige Teaters børneunivers drager endnu en gang ud til børn i hele landet24.2.2026 12:43:00 CET | Pressemeddelelse
Børn og barnlige sjæle kan igen i år se frem til at lege i det omrejsende børneunivers Postyrium på hjul, når det besøger 16 danske byer. Fra april til september åbnes scenetæppet til en verden af teatermagi og leg med scenekunsten.
Bodil Jørgensen modtager Jeanne og Henri Nathansens Mindelegat20.2.2026 13:22:45 CET | Pressemeddelelse
For sin rolle som Sara Levin i Henri Nathansens klassiker Indenfor murene modtager Bodil Jørgensen Jeanne og Henri Nathansens Mindelegat 2026.
Operakomedien Don Pasquale indtager Operaen og drager på Danmarksturné19.2.2026 14:27:02 CET | Pressemeddelelse
Donizettis festlige og fornøjelig opera Don Pasquale kan for første gang opleves i Operaen. Den farverige opsætning tager også på turné rundt i Danmark og kan opleves i Randers, Aarhus, Aalborg, Holstebro, Vejle og Esbjerg.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum