FodboldtrøjeFredag jagter indsamlingsrekord til fordel for børn med kræft
6.3.2026 06:20:28 CET | Danske Spil A/S | Pressemeddelelse
I dag er det FodboldtrøjeFredag – dagen, hvor hele Danmark trækker i fodboldtrøjen for at samle penge ind til kampen mod børnekræft. Arrangørerne, Danske Spil og Børnecancerfonden, håber at slå sidste års indsamlingsrekord på 13,8 mio. kr.

Hvide, røde, gule, blå, grønne, stribede … i dag er dagen, hele Danmark i fællesskab trækker i fodboldtrøjer i en god sags tjeneste: FodboldtrøjeFredag, som Danske Spil er initiativtager til og har udviklet til fordel for og sammen med Børnecancerfonden, er en årlig begivenhed, hvor fodboldfans, klubber, virksomheder, foreninger og helt almindelige danskere samler penge ind til fordel for Børnecancerfonden.
Det er ottende år i træk, at Børnecancerfonden og Danske Spil samler ind til børn med kræft og deres familier, og rekorden for donationer er slået hvert år siden 2022. Sidste år nåede indsamlingen op på 13,8 mio. kr., og målet i år er at overgå dette, og at flere end nogensinde før vil tage en trøje over hovedet og være med.
”Vi er stolte af igen i år at stå sammen med Børnecancerfonden om FodboldtrøjeFredag og invitere alle til det, der er vokset fra at være en dag for vores medarbejdere i Danske Spil til en folkefest, hvor Danmark trækker i trøjen for en vigtig og alvorlig sag. Vi har allerede samlet 3,2 mio. kr. ind, og sidste år havde vi på samme tidspunkt kun indsamlet 2,5 mio. kr., så vi tror og håber på, at vi sammen sætter en ny indsamlingsrekord for kampen mod børnekræft,” siger Nikolas Lyhne-Knudsen, administrerende direktør i Danske Spil.
Der er blevet varmet op til FodboldtrøjeFredag i ugevis, og også i år har professionelle fodboldspillere fra flere af Danske Spils samarbejdsklubber besøgt en række børnekræftafdelinger for at give børnene en særlig oplevelse og sætte yderligere fokus på indsamlingen og den gode sag. Og det er ikke kun fodboldtrøjer, der tæller; håndboldtrøjer kan i den grad også spille med i FodboldtrøjeFredag, idet tre verdensmestre i håndbold fra Aalborg Håndbold i år også besøgte børn med kræft. Fællesskabet er det samme, uanset om man spiller med hænderne eller fødderne, og hvert år bliver de sociale medier oversvømmet med glade mennesker, som er trukket i trøjen og deler selfies for den gode sag.
Taknemmelig for opbakningen
Deltagelsen antager mange former – nogle nøjes med at tage deres yndlingstrøje på, mens andre afholder events med fodboldquizzer, bordfodbold og fælles frokost på arbejdspladsen. Og alle steder fra bliver der dagen igennem sendt donationer direkte til den gode sag.
Det er Danske Spil, der har taget initiativ til FodboldtrøjeFredag, og alle donationer går ubeskåret til Børnecancerfonden, som gennem støtte, forskning og oplysning gør en mærkbar forskel for børn med kræft.
"Vi er dybt taknemmelige for den store opbakning, når hele landet trækker trøjen over hovedet til fordel for Børnecancerfonden og for det stærke samarbejde med Danske Spil gennem otte år. FodboldtrøjeFredag giver ikke bare livsvigtig støtte, men skaber også synlighed om en sygdom, som hvert år rammer omkring 200 børn i Danmark.
I år har vi særligt fokus på sarkomer, fordi det er en meget aggressiv kræfttype, der er meget svær at opdage, og hvor chancen for overlevelse desværre er markant dårligere end for mange andre diagnoser. Som en lille, privat fond er vi helt afhængige af opbakning udefra. Derfor er FodboldtrøjeFredag en uvurderlig hjælp til forskning, oplysning og direkte støtte til børnene og deres familier. Vi håber, at endnu flere i år vil være med i fællesskabet, for sammen kan vi gøre en reel forskel," siger Marianne Benzon Nielsen, direktør i Børnecancerfonden.
Hvad er FodboldtrøjeFredag?
FodboldtrøjeFredag er Danske Spils og Børnecancerfondens årlige indsamling til fordel for Børnecancerfonden, og som altid finder sted den første fredag i marts og sætter fokus på børn med kræft.
Danske Spil er initiativtager til FodboldtrøjeFredag og har udviklet dagen til fordel for og sammen med Børnecancerfonden.
Når du trækker i trøjen og donerer til FodboldtrøjeFredag, er du med til at sikre, at flere børn overlever kræft og får færre senfølger. Bidrag til Børnecancerfonden går til forskning, støtte til familier og oplysning.
Læs mere om FodboldtrøjeFredag: https://fodboldtroejefredag.dk/.
I Danmark får ca. 200 børn hvert år kræft. Behandlingerne er ofte langvarige, og mere end 50 pct. af børnene får senfølger. Heldigvis overlever 6 ud af 7 børn i dag, bl.a. takket være indsamlinger som FodboldtrøjeFredag. Men børnekræft er stadig den medicinske sygdom, som flest børn over 1 år dør af.
Fakta om sarkomer – dette års fokus
Sarkomer er kræft, der opstår i kroppens støttevæv; særligt i knogler og muskler. Det er sjældne og alvorlige kræftformer, som kan opstå stort set alle steder i kroppen. Hvert år diagnosticeres cirka 40 børn, teenagere og unge voksne med enten knogle- eller bløddelssarkom.
Den samlede 5-årsoverlevelse for børn og unge er ca. 65 pct. mod 85 pct. med andre kræftformer – det betyder, at risikoen for at dø af et sarkom er markant højere end ved andre børnekræftformer. Dog har særligt patienter med udbredt sygdom på diagnosetidspunktet eller patienter, som oplever tilbagefald, en dårlig prognose. Samlet set har der for disse patienter verden over og i Danmark stort set ikke været fremgang i overlevelsen de seneste 20 år. Diagnosen stilles ofte sent, særligt blandt teenagere og unge voksne, hvilket kan være med til at reducere chancen for helbredelse.
Sådan deltager du i FodboldtrøjeFredag
Du kan gøre tre ting for at være en del af FodboldtrøjeFredag:
- Donér et valgfrit beløb til Børnecancerfonden via MobilePay 201717.
- Deltag og træk i en fodboldtrøje den 6. marts.
- Del et billede på sociale medier med #FodboldtrøjeFredag.
Fakta
Indsamlede midler
2022: 1,5 mio. kr.
2023: 4 mio. kr.
2024: 8,1 mio. kr.
2025: 13,8 mio. kr.
Pressekontakt hos FodboldtrøjeFredag: 2121 3342
Følg pressemeddelelser fra Danske Spil A/S
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Danske Spil A/S
Eurojackpot millionær til familien: ”Peg på det, I vil have!”14.4.2026 08:50:00 CEST | Pressemeddelelse
En heldig kvinde fra Fyn tog familien med på den vildeste shoppetur, da hun vandt over 6 millioner i Eurojackpot hos Danske Spil.
Danske Spil mangler stadig at høre fra flere af sidste uges millionærer13.4.2026 11:44:15 CEST | Pressemeddelelse
Der blev vundet fire milliongevinster i Lotto og Eurojackpot i sidste uge. Men Danske Spil kender kun identiteten på to af de nyslåede millionærer – de to sidste er stadig derude.
Løber med førstepræmien: 8.000.000 kroner på vej til heldig dansker12.4.2026 08:23:00 CEST | Pressemeddelelse
En heldig dansker ramte plet ved lørdagens trækning i Lotto og kan se frem til 8.000.000 kroner. To andre kan også kalde sig nyslåede millionærer. Se her, hvor heldet slog ned.
Usædvanligt mange Lotto-vindere: ”2026 tegner helt vildt”11.4.2026 09:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Man skal være heldig for at ramme syv rigtige i Lotto og det sker ikke hver uge, men for tiden sker det usædvanligt ofte. Årets første kvartal har budt på flere vindere, end normalt: ’Et tilfælde,’ lyder det forundret hos Danske Spil.
Mand fra Jelling blev ringet op med 200.000 kroner: Var slet ikke klar over, han spillede med10.4.2026 12:30:00 CEST | Pressemeddelelse
En mand fra Jelling fik noget af en overraskelse, da Danske Spil ringede og fortalte, at han havde vundet 200.000 kroner i Klub Lotto. Nu drømmer han og hans kone om at bruge gevinsten på oplevelser og en rejse til Japan.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum