
Endnu en opgave for Ballerup Kommune
5.3.2026 14:00:51 CET | Skou Gruppen | Pressemeddelelse
Skou Gruppen skal modernisere og energioptimere tre idrætshaller, et fritidshjem og en børneinstitution i én samlet totalentreprise for Ballerup Kommune.

Skou Gruppen har for nylig afleveret en nedlagt og totalt ombygget svømmehal på Skovlunde Skoles afdeling Lundebjerg i Ballerup Kommune. Efter ombygningen har kommunens indbyggere fået et nyt og moderne samlingssted med aula, fællesrum, køkken og servicefaciliteter.
”Det glæder os meget, at vi med den nye entreprise for Ballerup Kommune får lov til at modernisere og energirenovere yderligere fem af kommunens bygninger,” siger viceadm. direktør Jesper Nicolaisen.
Renoveringen skal nedbringe CO2-udledning
Energioptimeringen af offentlige bygninger er en del af Ballerup Kommunes indsats for at nedbringe kommunens CO2-udledning.
De fem bygninger, som Skou Gruppen nu skal stå for at energioptimere, er Østerhøjhallen, Balleruphallen, Skovlundehallen, Baltorpskolen afd. Grantoften og Børnehuset Stjernehøj.
”De fem bygninger er vidt forskellige. Derfor er det nødvendigt at lave forskellige løsninger til hver bygning. Fælles for de fem bygninger er dog, at de alle bliver efterisoleres. Desuden får fire bygninger udskiftet eller ombygget deres ventilationsanlæg,” siger Patrick Buhl Nielsen, projektleder hos Skou Gruppen.
”Arbejdet på de fem bygninger kommer ikke kun til at reducere Ballerup Kommunes energiforbrug og CO2-regnskab. Brugerne vil også kunne mærke en forbedring af indeklimaet,” tilføjer han.
Bevaringsværdige elementer sikres
Balleruphallen og Østerhøjhallen har bevaringsværdige elementer, bl.a. i facaden. Skou Gruppen har sammen med AI Arkitekter & Ingeniører derfor en tæt dialog med Ballerup Kommune om, hvordan bygningernes arkitektur sikres.
”Det er en balancegang at skulle værne om bygningernes arkitektur og samtidig få maksimalt ud af energioptimeringen inden for budgetrammen,” siger Gitte Håhr Dam, som er sagsarkitekt hos AI Arkitekter & Ingeniører og rådgiver på projektet.
”Det er et spændende projekt, og samarbejdet med Skou Gruppen fungerer godt,” tilføjer hun.
Asbestsanering i tre bygninger
I Balleruphallen, Skovlundehallen og Baltorpskolen er der fundet asbest i loftsrummene og ventilationscentralerne. Derfor er en asbestsanering påkrævet, inden bygningerne kan efterisoleres.
”Renovering af ældre bygninger er et af Skou Gruppens specialer, og vi er certificeret til at håndtere asbest og overholde de skrappe krav til arbejdsmiljø og dokumentation, der følger med,” siger Patrick Buhl Nielsen.
Renoveringen og energioptimeringen af de fem bygninger udføres løbende. Arbejdet på Skovlundehallen er påbegyndt, mens der stadig projekteres for de andre bygninger.
_______________________________________________________________________________________
Østerhøjhallen er opført i 1982. Facaden på bygningen, som rummer omklædning, efterisoleres, og facadepladerne udskiftes. Desuden udskiftes yderdøre, vinduer og ovenlysvinduer. Det gamle tagpap udskiftes til et nyt tolags tagpap og taget efterisoleres.
På selve hallen lægges der også nyt tolags tagpap og taget efterisoleres. Derudover monteres nye energieffektive ovenlysvinduer, som tilsluttes med ny røgventilation og brandautomatik. Hallens eksisterende ventilationsanlæg udskiftes med et nyt og mere energivenligt anlæg, som kan overvåges og styres fra kommunens centrale CTS-anlæg.
Balleruphallen er fra 1961 og er bygget sammen med Baltorpskolen afd. Rugvænget. Udvalgte vinduer udskiftes, og hallens loftrum asbestsaneres og efterisoleres. På taget udskiftes de eksisterende pyramidekupler til nye ovenlysvinduer, som desuden tilsluttes med ny røgventilation og brandautomatik. Det eksisterende ventilationsanlæg ombygges og programmeres, så det kan overvåges og styres af kommunens centrale CTS-anlæg.
Baltorpskolen afd.Grantoften er opført i 1972. Bygningen er en del af Grantofteskolen og fungerer i dag som fritidshjem. Loftsrummet samt ventilationskanaler, varme- og brugsvandrør efterisoleres, og inden da udføres asbestsanering i varmecentralen. Det eksisterende ventilationsanlæg ombygges og programmeres, så det kan overvåges og styres af kommunens centrale CTS-anlæg.
Skovlundehallen blev opført i 1961. Ventilationskanalerne asbestsaneres og efterisoleres. Loftrummene efterisoleres ligeledes. Det eksisterende ventilationsanlæg ombygges og programmeres, så det kan overvåges og styres af kommunens centrale CTS-anlæg.
Børnehuset Stjernehøj blev opført i 1991. Her udskiftes yderdøre, vinduer og ovenlysvinduer. De indvendige skråvægge samt lofter efterisoleres, og tagene på hovedbygningen udskiftes. Tagpaptagene udskiftes med nyt tolags tagpap, og tegltagene udskiftes og får nye undertage samt efterisoleres. Teglstenene genanvendes så vidt muligt.
Kontakter
Adm. direktør og partner
Martin Skou Heidemann
+45 28 35 80 15
ms@skougruppen.dk
Billeder



Om Skou Gruppen
Skou Gruppen A/S udfører hoved- og totalentrepriser samt store tømrer- og mureropgaver for professionelle kunder. Skou Gruppen har speciale i vedligeholdelse af ejendomme på servicekontrakter og i komplicerede renoveringer.
Skou Gruppen beskæftiger ca. 150 medarbejdere, arbejder i hele Storkøbenhavn og har hovedkontor i Hørsholm.
Virksomheden vedligeholder ejendomme på flerårige serviceaftaler for mange kommuner i hovedstadsområdet samt for bl.a. Region Hovedstaden, Forsvaret og EU's Miljøkommission.

Følg pressemeddelelser fra Skou Gruppen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Skou Gruppen
Ligestillingsministeren besøger kvinder i byggeriet21.6.2023 12:59:13 CEST | Pressemeddelelse
Den 21. juni var Marie Bjerre på besøg på Skou Gruppens byggeplads i Drogdensgade på Amager. Her var en gruppe kvindelige håndværkere klar til at tage en snak om, hvordan byggevirksomheder kan blive mere rummelige arbejdspladser og tiltrække flere kvinder. Også sekretariatschef Christina Schultz fra Byggeriets Samfundsansvar og fra Skou Gruppen Martin Skou Heidemann og salgschef Jesper Nicolaisen deltog i mødet på byggepladsen.
ARC-rejsegilde med poesi og solskin13.6.2023 07:56:47 CEST | Pressemeddelelse
Håndværkernes neongule arbejdsveste strålede om kap med solen fra en skyfri blå himmel i går, da Skou Gruppen havde inviteret til rejsegilde på ARC – Amager Ressourcecenters nye kontor- og mandskabsbygning.
Nyt tenniscenter i Hørsholm indviet6.6.2023 15:30:21 CEST | Pressemeddelelse
Søndag den 4. juni blev Leschly Tennis Center i Hørsholm indviet med manér. Centret er hjemsted for Hørsholm Rungsted Tennisklub (HRT) og Leschly Tennis Academy. Det nye tenniscenter er blevet til ved at udbygge det gamle klubhus og etablere ny Center Court. Skou Gruppen har gennemført udbygningen af klubhuset i hovedentreprise fra maj 2022 til maj 2023.
Kom med når Minister for ligestilling besøger kvinder i byggeriet24.5.2023 11:20:16 CEST | Presseinvitation
Den 25. maj var Marie Bjerre på besøg på Skou Gruppens byggeplads i Drogdensgade på Amager. Her var en gruppe kvindelige håndværkere klar til at tage en snak om, hvordan byggevirksomheder kan blive mere rummelige arbejdspladser og tiltrække flere kvinder.
Ældre boligforeninger i Holbæk renoveres fra kælder til kvist21.4.2023 11:44:24 CEST | Pressemeddelelse
Skou Gruppen er gået i gang med en gennemgribende modernisering og renovering af to ældre ejendomme i Byggeforeningen af 1933, i daglig tale Byg33, i Holbæk.