Frysebehandling kan være en gamechanger for patienter med tidlig nyrekræft
5.3.2026 10:13:09 CET | Aarhus Universitet: Health | Pressemeddelelse
I dag behandler vi oftest små nyrekræftknuder med en mindre operation, hvor hele eller dele af nyren bliver fjernet. Men de små tumorer kan i mange tilfælde behandles med målrettet frysebehandling, som destruerer kræftcellerne.

Der er helt bogstaveligt tale om en nålestiksoperation, når patienter i stedet for den klassiske kikkertoperation får frosset deres små nyretumorer væk med såkaldt cryoablation. Tynde nåle føres gennem huden ind i nyren og rammer præcist kræftcellerne, som så bliver frosset, indtil cellerne destrueres. En behandling, som har vist sig både effektiv og skånsom, fortæller lektor ved Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet, Iben Lyskjær:
”Indgrebet er generelt mindre invasivt end en operation og giver mindre påvirkning af nyrefunktionen. Samtidig er indlæggelsestiden typisk kort, så mange patienter kan udskrives samme dag, så der er mange fordele ved at bruge cryoablation hos udvalgte patienter,” fortæller hun.
Iben Lyskjærs team har netop fået et landsdækkende studie om cryoablation af små (T1a) nyretumorer udgivet i det videnskabelige tidsskrift Radiology. Og ifølge studiet er en af fordelene også, at nedfrysningen af celler kan gentages flere gange, netop fordi lægerne ikke fjerner dele af eller hele nyren under operationen, siger Iben Lyskjær.
Forhindrer spredning, men ikke alle tilbagefald
Når patienter får kræft, er der ofte flere hovedfokusområder. Én ting er selve behandlingen af kræften, en anden er at sikre, at den ikke spreder sig yderligere. Derfor fjerner man under operationen ofte hele eller dele af nyren, når kræftcellerne skal opereres ud. Men ifølge Iben Lyskjær skal patienterne ikke være bange for, at en frysning af cellerne medfører en større risiko for, at kræften kan sprede sig til andre organer i kroppen.
”Behandlingen er effektiv og sikker. Der er ikke større risiko for spredning end ved operation,” forklarer hun.
Det kan dog være, at patienterne oplever, at cellerne skal fryses mere end én gang.
”Der er en lille risiko for, at behandlingen skal gentages på et senere tidspunkt. Derfor er det vigtigt at patienterne følges efterfølgende. For mange patienter vil det være en god balance mellem skånsom behandling og kræftkontrol.”
Det er ikke alle kræftceller i nyrerne, som kan behandles ved at fryse dem. Hvis tumoren er blevet for stor (>4 cm), vil lægerne stadig anbefale operation, ligesom nogle tumorer kan sidde et sted, hvor det ikke er til at komme til med nålene. Derfor er det heller ikke en erstatning for operationerne, siger Iben Lyskjær.
”Vi håber, at studiet kan give patienter og læger større tryghed ved at vælge en mindre invasiv behandling, når det er relevant. Målet er ikke at erstatte operation, men at sikre, at patienter får den behandling, der passer bedst til deres sygdom og samlede helbred,” fortæller hun.
Derudover håber forskergruppen bag studiet, at resultaterne vil indgå i de analyser og diskussioner, som danner grundlag for både danske og internationale guidelines for behandlingen af nyrekræft.
Bag om forskningsresultatet:
- Studietype: Retrospektivt register-baseret forskning på landsdækkende data over en lang årrække. 1,862 danske patienter med T1a renal celle karcinom behandlet mellem Januar 2013 og December 2021.
- Samarbejdspartnere:
Anna Klarup Keller, Urolog, Aarhus Universitetshospital
Tommy Kjærgaard Nielsen, Urolog, Aalborg Universitetshospital - Finansiering: Projektet blev støttet af Købmand Inger Bonnens Fond, Lizzi og Mogens Staal Fonden samt Fabrikant Einar Willumsens Mindelegat. Iben Lyskjær er finansieret af et Lundbeck fellowship fra Lundbeckfonden.
- Læs mere i den videnskabelige artikel: https://pubs.rsna.org/eprint/47ANDNQ8JDYARDN5F58E/full
Kontakt:
Lektor Iben Lyskjær
Institut for Klinisk Medicin, Health, Aarhus Universitet
Mail: iben.lyskjar@clin.au.dk
Telefon: +45 51330153
Health er det sundhedsvidenskabelige fakultet på Aarhus Universitet, hvis hovedopgaver er forskning og uddannelse. Fakultetet udbyder en lang række sundhedsuddannelser, bl.a. læge, tandlæge, idræt og folkesundhedsvidenskab. Health består af fem institutter, ca. 4.400 studerende, 1.500 ansatte og 600 ph.d.-studerende.
Følg pressemeddelelser fra Aarhus Universitet: Health
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Aarhus Universitet: Health
Ny professor sætter fokus på forskning i arbejdslivet29.4.2026 11:17:18 CEST | Pressemeddelelse
Karin Biering er udnævnt til professor i arbejdsmedicinsk epidemiologi på Institut for Klinisk Medicin. Her forsker hun i arbejdsrelateret sygdom og forebyggelse af helbredsproblemer i arbejdslivet.
Ny professor skal styrke patientinvolvering i sundhedsvæsenet23.4.2026 08:56:52 CEST | Pressemeddelelse
Jeanette Finderup er udnævnt til professor i patientinvolvering på Institut for Klinisk Medicin. Her forsker hun i, hvordan patienter og pårørende i højere grad kan involveres i beslutninger om pleje og behandling.
Nyt kort afslører, at blodkar spiller en aktiv rolle i sygdom23.4.2026 08:40:12 CEST | Pressemeddelelse
Forskere fra Aarhus Universitet og Steno Diabetes Center Aarhus har kortlagt blodkarrene i menneskets fedtvæv i hidtil uset detaljegrad. Et nyt forskningsprojekt viser, at blodkarrene ikke kun påvirkes af sygdom – de spiller også selv en aktiv rolle ved overvægt og type 2-diabetes.
Børn af drenge, der brugte snus, har oftere astma og allergi23.4.2026 08:28:32 CEST | Pressemeddelelse
Nye forskningsresultater viser, at drenge, der bruger snus i puberteten, risikerer at give deres fremtidige børn en øget risiko for astma, kronisk bronkitis og eksem. Forskerne bag studiet mener, at resultaterne sandsynligvis også gælder for nikotinposer og opfordrer til handling nu.
Derfor tager det ofte mange år at diagnosticere endometriose22.4.2026 09:15:57 CEST | Pressemeddelelse
To nye danske studier fra Aarhus Universitet giver et unikt indblik i de diagnostiske udfordringer med endometriose i almen praksis.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum