Sundhedsrådene skal løfte danskernes sundhed
5.3.2026 06:30:44 CET | Danske Regioner | Pressemeddelelse
Færre ryger og færre drikker over 10 genstande ugentligt, men niveauet er stadig foruroligende højt.

Færre ryger og færre drikker over 10 genstande ugentligt, men niveauet er stadig foruroligende højt. Flere er langvarigt syge, og selv om vi lever længere, så får vi ikke flere sunde leveår.
Det er blandt konklusionerne efter et nyt stort helbredstjek, som danskerne selv har bidraget til.
Flere end 135.000 danskere har svaret på, hvordan de har det i den nye store undersøgelse, ”Danskernes Sundhed – Den Nationale Sundhedsprofil 2025”.
135.293 svar kan bruges i sundhedsrådene
- Svarene er meget værdifulde, siger næstformand i Danske Regioner, Mads Duedahl.
- Undersøgelsen kan i høj grad bruges af landets 17 nye sundhedsråd til at sætte ind med forebyggelse. Sundhedsprofilen viser, hvor der er behov – både generelt og helt lokalt - og undersøgelsen er derfor et vigtigt bidrag til arbejdet i rådene, lyder det fra næstformand i Danske Regioner, Mads Duedahl.
For der er behov for indsatser, pointerer han. Også selv om der er fremgang på udvalgte områder - fx med mindre tobaks- og alkoholforbrug - efter at bl.a. regionerne i mange år har efterlyst nogle af de stramninger, der nu er indført.
Undersøgelsen viser også, at halvdelen af danskerne bevæger sig mindre end anbefalet af WHO, selv om mange ønsker sundere vaner. Og næsten hver femte dansker er stadig er svært overvægtig.
Gennemgående er den sociale og geografiske ulighed i sundhed stor.
- Danskere uden arbejde og med kort uddannelse har væsentligt dårligere helbred end andre, så sundhedsrådene får også en vigtig rolle i at opnå større lighed i sundhed. Deres styrke består bl.a. i, at politikere fra regioner og kommuner udpeger og handler på de sundhedsudfordringer, som befolkningen har i netop deres del af landet, siger Mads Duedahl.
Behov for en sundhedslov i nær fremtid
Arbejdet med de udfordringer, som sundhedsprofilen peger på, kan også styrkes med en ny folkesundhedslov.
- Danske Regioner ønsker, at vi får en folkesundhedslov med nationale mål. En lov, som forpligter både stat, regioner og kommuner til at styrke forebyggelsen pointerer Mads Duedahl.
Sundhedsprofilen har også taget temperaturen på vores mentale trivsel.
- Jeg er bekymret over, at mange unge fortsat mistrives, siger Mads Duedahl og tilføjer:
- Regionerne vil styrke samarbejdet om mental sundhed bl.a. i sundhedsrådene, og i psykiatrien vil vi bidrage aktivt til tidlige og let tilgængelige indsatser. Mistrivsel i ungdommen øger risikoen for psykisk sygdom, frafald fra uddannelse og dårligere helbred senere i livet.
- Med de nye muligheder - som sundhedsråd og en folkesundhedslov - er regionerne klar til at bidrage til det vigtige arbejde, der skal til for at indfri de politiske ambitioner. For det vigtige er, at danskerne kan få flere sunde leveår i fremtiden, fastslår Mads Duedahl fra Danske Regioner.
Eksempler på sundhedsdata i Sundhedsprofilen 2025:
• 10,5 pct. ryger dagligt (2010: 20,9/2021: 13,9)
• 38, 3 pct. har én eller flere langvarige sygdomme (2010: 33,4/2025: 36,2)
• 51,5 pct. opfylder ikke WHO’s anbefalinger om fysisk aktivitet (2021: 58,3)
• 16,3 pct. har søvnproblemer (2010: 10,2/2021: 15,0)
• 14,4 pct. drikker over 10 genstande/uge (2010: 24,6/2021: 15,7)
• 18,5 pct. har svær overvægt (2010: 13,6/2021: 18,5)
• 29,5 pct. har et højt stressniveau (2010:21,0/2021: 29,1)
• 7,4 pct. har været meget generet af depression/tristhed de seneste to uger (2010: 5,6/2025: 8,3) )
FAKTA OM SUNDHEDSPROFILEN 2025:
135.293 borgere over 16 år har medvirket i Sundhedsprofilen 2025
Siden 2010 har danskerne fem gange i sundhedsprofilerne svaret på spørgsmål om, hvordan de vurderer deres sundhedstilstand
Sundhedsprofilen er lavet af landets fem regioner, Statens Institut for Folkesundhed, SDU og Sundhedsstyrelsen
Kontakter
Pressevagt
Kontakt pressevagten på telefon 5151 1818 (ikke sms) eller pressekontakt@regioner.dk
Links
Følg pressemeddelelser fra Danske Regioner
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Danske Regioner
Danske Regioner fremtidssikrer Hjerteløberordningen og Hjertestarter-Netværket9.4.2026 06:39:10 CEST | Pressemeddelelse
Danske Regioner har besluttet at overtage driften af de to ordninger fra 1. januar 2028. Det får ikke nogen praktisk betydning for hjerteløberne eller ejere af hjertestartere registreret i netværket, men betyder, at ordningen overgår fra TrygFonden til regionerne.
Anders Kühnau på regionernes topmøde: Vi har vendt udviklingen i sundhedsvæsenet26.3.2026 10:29:51 CET | Pressemeddelelse
Sundhedsvæsenet står stærkt før sundhedsreformen. Ventetiderne er faldet, rekrutteringen er stærkt forbedret og de danske hospitaler er blandt de bedste i verden, siger Anders Kühnau i sin tale på regionernes politiske topmøde.
Danske Regioner til den kommende regering: Vi har brug for en national råstofstrategi nu!26.3.2026 07:15:19 CET | Pressemeddelelse
Regionerne vil sende 10 anbefalinger til den kommende miljøminister. Danske Regioner forslår blandt andet, at det skal gøres mere attraktivt at genanvende materialer frem for at bruge nye råstoffer. Og at naboer til råstofgrave skal kompenseres økonomisk.
Danske Regioners Topmøde har fokus på balancen mellem land og by25.3.2026 11:34:53 CET | Pressemeddelelse
Når Regionernes Politiske Topmøde slår dørene op to dage efter folketingsvalget, står Danmark med et nyt politisk landskab. Hvilke signaler har valgkampen sendt om balancen mellem land og by? Og blev udfordringerne med lægedækning, demografi og sammenhængskraft adresseret tydeligt nok? Det og meget andet er til debat, når Regionernes Politiske Topmøde løber af stablen i Aarhus torsdag den 26. marts.
Kunstig intelligens kan frigøre tid til behandling af patienter25.3.2026 07:22:56 CET | Pressemeddelelse
Regionerne er i gang med at udvikle en løsning med kunstig intelligens, der kan hjælpe med dokumentation i sundhedsvæsnet. I Region Syddanmark er personalet med til at skræddersy løsningen, der kan frigøre mere tid til patienter i fx psykiatrien. Næstformand i Danske Regioner ser mange perspektiver, og ledende overlæge hilser kunstig intelligens velkommen.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum