Danske Regioner

Historisk fælles overenskomst på lægeområdet sikrer markant lønløft, nye karriereveje og nye arbejdstidsregler

4.3.2026 16:18:55 CET | Danske Regioner | Pressemeddelelse

Del

Generelle lønstigninger på 6,27 procent, en ambitiøs familiepakke og en ny fælles overenskomst for speciallæger og overlæger. Det er nogle af resultaterne i aftalen mellem Yngre Læger, Overlægeforeningen og Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN). Aftalen sikrer et solidt fundament for at fremtidssikre lægelige arbejdsvilkår, der derved også tilpasses fremtidens sundhedsvæsen.

Den nye overenskomst sikrer lægerne lønstigninger på 6,27 procent over de kommende tre år, forbedrede barselsvilkår, bedre muligheder ved børns sygedage og en ny fritvalgslønkonto, der giver den enkelte større fleksibilitet i arbejdslivet.

Men den mest afgørende nyskabelse er, at alle regionsansatte speciallæger og overlæger fremover får ens vilkår via den nye, fælles overenskomst.

Alt i alt giver det lægerne bedre arbejdsvilkår og en tydelig karrierevej. Det fastslår Yngre Lægers forperson, Wendy Sophie Schou, og Overlægeforeningens formand, Susanne Wammen. De er både glade og stolte over, at det er lykkedes at samle speciallæger og overlæger under én fælles overenskomst:

”Jeg er virkelig glad for, at det er lykkedes at lande en aftale, der giver en reel og tydelig karrierevej for landets godt 9.000 special- og overlæger. Fremover kan speciallægen udvikle sig i sin stilling og være sikker på, at både ansvar og løn følger med. Vi indfører automatisk lønudvikling og sikrer fælles grundlæggende vilkår. Aftalen styrker vilkårene for alle læger – også på længere sigt – og den er blevet til, fordi vi har stået sammen om at løse de udfordringer, der i årevis har præget området,” siger Yngre Lægers forperson, Wendy Sophie Schou.

Og Overlægeforeningens formand, Susanne Wammen, fortsætter:

”Det har været en gigantisk opgave at nå i mål. Jeg er ærlig talt pavestolt over, at det lykkedes. Gode rammer og arbejdsvilkår for lægerne er et vigtigt grundlag for god patientbehandling og udvikling af vores sundhedsvæsen, og det har vi opnået. Overenskomsten letter planlægning og samarbejde i hverdagen, og det er en gave både til sundhedsvæsenet og os. Samtidig er jeg glad for, at overenskomsten kan bidrage til bedre lægedækning og dermed understøtte sundhedsreformen, samtidig med at den sikrer overlægernes vigtige rolle i fremtidens sundhedsvæsen.”

Lars Gaardhøj, der er formand for Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN), er også tilfreds med overenskomstforliget:

”Vi er rigtig glade for, at det er lykkedes at indgå en ny fælles overenskomst for speciallæger og overlæger. Det har været lange forhandlinger, men vi synes, at vi har indgået en god aftale. Vi er særligt glade for at vi er kommet i mål med et helt nyt sæt arbejdstidsregler, som kommer til at gøre arbejdstilrettelæggelse lettere i hverdagen. Den kommer til at gøre en forskel for regionerne som arbejdsgiver og lægerne i deres arbejdsliv. Den nye overenskomst understøtter sundhedsreformens ambition om bedre lægedækning og fremtidens nære og sammenhængende sundhedsvæsen, og det er rigtig godt.”

Aftalen sikrer en reallønsfremgang for alle læger og styrker samtidig rammerne for både familie- og arbejdsliv. Familiepakken giver bedre barselsvilkår og udvider retten til fravær med løn ved børns sygdom, mens der oprettes en ny fritvalglønskonto.

”Med fritvalgslønkontoen får den enkelte større indflydelse på, hvordan en del af lønnen skal bruges – hvad enten det er til frihed, pension eller udbetaling. Det giver en vigtig frihed til at indrette arbejdslivet efter, hvor man er i livet,” siger Overlægeforeningens formand, Susanne Wammen.

Yngre Læger hæfter sig ved, at aftalen indeholder en række forbedringer for medlemmer med børn.

”Med aftalen tager vi et markant skridt for børnefamilierne med bedre barselsvilkår og bedre muligheder for at være hjemme med syge børn. Det giver en mere tryg ramme om arbejdslivet,” siger Yngre Lægers forperson, Wendy Sophie Schou.

Kontaktinfo:

Pressekontakt, Danske Regioner, tlf. 51 51 18 18

Pressekontakt, Anne Mejer, pressechef, Yngre Læger, tlf. 20 14 49 58

Pressekontakt, Ole Felsby, pressechef, Overlægeforeningen, tlf. 29 90 33 86

Om Danske Regioner

Danske Regioner er interesse- og arbejdsgiverorganisation for de fem regioner og har til opgave at yde en professionel betjening af Danske Regioners politiske ledelse.

Vi er den drivende kraft i udviklingen af sundhedsvæsenet, den førende stemme i den sundhedspolitiske debat, og vi arbejder for attraktive levevilkår og et godt miljø i alle dele af Danmark

Følg pressemeddelelser fra Danske Regioner

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Danske Regioner

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye