Københavns Universitet lancerer stor vidensportal til kvinder i overgangsalderen
5.3.2026 11:00:00 CET | Københavns Universitet | Pressemeddelelse
Mange kvinder mangler viden om overgangsalderen, som længe har været et underprioriteret emne. En pjece og en ny vidensportal fra forskningsinitiativet Kvinder i Sund Overgang (KiSO) ved Københavns Universitet skal hjælpe kvinder med at få overblik og forstå denne fase af livet.

Kan svimmelhed hænge sammen med overgangsalderen? Eller hjertebanken, inkontinens og angst?
Den gængse opfattelse af overgangsalderens symptomer handler primært om hedeture og ophør af menstruation.
Men symptombilledet kan være meget mere komplekst og omfattende – det ved bare kun de færreste kvinder, når de står på tærsklen til overgangsalderen.
Derfor har forskningsinitiativet Kvinder i Sund Overgang (KiSO) ved Københavns Universitet nu lanceret en omfattende vidensportal med evidensbaseret viden om overgangsalderen. Samtidig udgives en pjece, der giver et hurtigt overblik over overgangsalderens symptomer og handlemuligheder.
”Vi ønsker i første omgang at imødekomme alle de danske kvinder, der oplever forvirring, frustration og mangler muligheden for at kunne handle på oplyst grundlag, når de møder menopausen. Vi ved, at der findes meget misinformation om overgangsalderen, og vi har haft ambitionen om at skabe ét sted hvor evidensbaseret viden er samlet og tilgængelig,” siger lektor Lasse Gliemann, der er leder af forskningsprojektet Kvinder i Sund Overgang (KiSO).
Meget forvirring om overgangsalderen
Sideløbende med KiSOs dybdegående og langvarige forskningsprojekter med både fysiologiske og sociologiske perspektiver har det været magtpåliggende for Lasse Gliemann og forskergruppen omkring KiSO at nå hurtigt ud til danske kvinder med generel viden om overgangsalder.
”Vi forsøger at indhente årtiers nedprioritering af emnet. Jeg tror, at øget viden hos kvindernes selv, men også på sigt hos sundhedsprofessionelle og arbejdspladserne, vil spille en stor rolle, når det kommer til at forbedre måden, vi håndterer overgangsalderen i samfundet,” siger han.
På vidensportalen Kvinder i Sund Overgang (kiso.ku.dk) finder man ud over et omfattende symptom-overblik, evidensbaseret viden om, hvordan livsstilsændringer som kost, motion og alkohol kan påvirke symptomer i overgangsalderen.
Derudover er der frit tilgængelige træningsprogrammer til muskler, led og bækkenbund målrettet de udfordringer, kvinder kan opleve, når kønshormonet østrogen falder og svinger.
”Vi ved at der er meget forvirring omkring overgangsalderen hos den almindelige kvinde, og det er svært at finde hoved og hale i, hvad der virker, når man oplever en bred palet af gener i overgangsalderen. Og det er da også vigtig at understrege, at handlemulighederne vil opleves meget individuelt. I KiSO synes vi, det er vigtigt at se holistisk på overgangsalderen og ikke kun med et entydigt fokus på for eksempel hormonbehandling, fordi vi ved, at livsstil og motion også har stor indflydelse på, hvordan man kommer igennem disse år,” siger Lasse Gliemann.
Det hurtige overblik
Det er ikke kun på den digitale vidensportal, kvinderne kan hente viden.
Et hurtigt overblik over overgangsalderens faser, hormonsvingninger og symptomer er samtidig blevet samlet i pjecen ”Følg med din krop i forandring”. Det er den første af sin slags om emnet. Den udgår fra KiSO og er lavet med input fra en lang række fagpersoner samt Komiteen for Sundhedsoplysning, Sundhedsstyrelsen, gynækologer og privatpraktiserende læger.
Pjecen er blandt andet tiltænkt apoteker og venteværelser hos praktiserende læger.
”Alle kvinder rammer overgangsalderen før eller siden og med forskelligt niveau af symptomer. Men ikke alle har samme mulighed eller interesse for at sætte sig grundigt ind i denne komplicerede fase, så derfor har vi lavet et mere tilgængeligt overblik i form af en pjece, der indeholder det vigtigste, vi synes, man skal vide som kvinde i denne livsfase,” siger Lasse Gliemann
Pjecen kan downloades på kiso.ku.dk eller købes i fysisk form på sundhedsoplysning.dk
For spørgsmål om vidensportalen, pjecen, KiSO og forskning i overgangsalder, kontakt lektor Lasse Gliemann: 26 74 66 24 eller gliemann@nexs.ku.dk
---
Om KiSO
- Forskningsinitiativet KiSO samler et bredt netværk af forskere på tværs af Danmark og er forankret på Institut for Idræt og Ernæring samt Institut for Folkesundhedsvidenskab ved Københavns Universitet.
- Derudover er KiSO også et forskningsnetværk på tværs af faggrupper og forskningsinstitutioner.
- KiSO står blandt andet bag den største, nationale spørgeskemaundersøgelse af danske kvinders overgangsalder, hvis første resultater blev offentliggjort i efteråret 2025. Undersøgelsen gennemføres hvert tredje år og giver indblik i hvordan udviklingen er i en dansk kontekst.
- KiSO rummer derudover et langvarigt forskningsprojekt (KiSO Kohorte), som følger 200 kvinder tæt i op til 25 år igennem deres overgangsalder både fysiologisk, socialt og personligt – det er et unikt studiedesign, som på sigt vil muliggøre tværvidenskabelige sammenhænge og forståelser af overgangsalderens kompleksitet.
- KiSO har også igangsat en række kvalitative studier, der går i dybden med, hvilke udfordringer og muligheder kvinder oplever i arbejdslivet og privatlivet i relation til overgangsalderen, hvordan betydelige symptomer påvirker kvindernes selvforståelse og handlekraft, og hvordan mødet med praktiserende læge påvirker kvindernes håndtering af deres overgangsalder.
Nøgleord
Kontakter
Lasse GliemannLektorInstitut for Idræt og Ernæring
Tlf:26 74 66 24gliemann@nexs.ku.dkWilliam Brøns PetersenKU Kommunikation, Presse
Tlf:+45 93 56 55 80william.petersen@adm.ku.dkBilleder


Vedhæftede filer
Om Københavns Universitet
Københavns Universitet blev grundlagt i 1479 og har i dag cirka 37.000 studerende og 10.000 ansatte – heraf flere end 5.000 forskere – og en omsætning på 9,4 milliarder kroner. 10 nobelpriser er blevet tildelt forskere med tilknytning til universitetet.
Følg pressemeddelelser fra Københavns Universitet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Københavns Universitet
Ny organisering af Københavns Universitets fakulteter på vej8.10.2026 12:03:58 CEST | Pressemeddelelse
Københavns Universitet skal fortsat have seks fakulteter, men de skal organiseres på en ny måde. Den nye organisering skal sikre en bedre faglig balance på universitetet.
Linguists: Madonna’s voice sounds younger than it “should”6.10.2026 14:30:54 CEST | Press release
A new study shows that the changes typically associated with ageing in women’s voices have not affected pop icon Madonna’s voice in the expected way. According to the researchers, Madonna has cultivated a public persona that challenges society’s expectations not only of how older women should look and behave, but also of how they should sound.
Sprogforskere: Madonnas stemme lyder yngre, end den ”burde” gøre6.10.2026 10:46:19 CEST | Pressemeddelelse
De forandringer, som en kvindes stemme typisk gennemgår i takt med, at hun bliver ældre, har ikke påvirket popstjernen Madonnas stemme, viser nyt studie. Ifølge forskerne har Madonna skabt en offentlig figur, som ikke bare gør op med samfundets forventninger til, hvordan ældre kvinder skal se ud og opføre sig… men også lyde.
Foroverbøjet arbejde kan være en overset risiko for gravide6.10.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Gravide der ofte er foroverbøjede i deres arbejde, har en øget risiko for spontan abort, viser nyt studie fra Københavns Universitet. Forskerne mener, at der bør være større fokus på arbejdsmiljø tidligt i graviditeten.
”Han er selvfølgelig jøde…” Populære krimier er fulde af jødiske stereotyper5.10.2026 09:15:49 CEST | Pressemeddelelse
I Agatha Christies krimier bliver jøder ofte fremstillet som grådige og mistænkelige fremmedelementer. Selv efter holocaust fortsatte hun med at skrive fordomsfuldt om jøder, bare i en mere indirekte form. Det viser ifølge historiker Sofie Lene Bak, hvordan populærkulturen kan være med til at fastholde antisemitiske forestillinger.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum