Under det melodiøse gemmer sig et mørke

Pianist Gustav Piekut er allerede nu aktuel med et nyt album; Schuberts Klaversonate nr. 21 i B-dur, der udkommer digitalt den 27. marts.

Værket var den sidste sonate, Franz Schubert komponerede, inden han gik bort, og med Piekuts nye fortolkning dykkes der ned i noget eksistentielt – en mørkere menneskelig dybde, der trækker tråde til hans seneste album, Janáček: On an Overgrown Path, som udkom i efteråret 2025. Begge værker var del af Piekuts program ved hans debut fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, og bag de smukke melodier berører de på hver sin måde at se døden i øjnene.

Albumudgivelsen af Schuberts sidste sonate fejres med releasekoncert på udgivelsesdagen, den 27. marts kl. 19, i Koncertkapellet, Roskilde. Koncerten afholdes i samarbejde med Schubertselskabet og Nordic Artists Management. Se mere om begivenheden her.

Schuberts sidste sonate

Franz Schuberts sidste år var præget af voksende offentlig anerkendelse, men også af den gradvise forværring af hans helbred. Hans sidste tre klaversonater fra 1828 blev færdiggjort kun få uger før hans død, da han var 31 år. Den sidste af disse, Sonaten i B-dur D. 960, forener de lyriske og monumentale karakteristika, der i dag værdsættes ved hans musik.

”Under de smukke melodier gemmer der sig det uforklarlige — fraser bliver strakt til bristepunktet, musikken afbrydes af pauser og pludselige modulationer,” fortæller Piekut. 

Sonaten åbner på en måde, der er karakteristisk for mange af Schuberts sange, og dens blide første tema dominerer den lange sats. Den langsomme sats, der bevæger sig fra mol til dur, har en smuk ro og efterfølges af en yndefuld scherzo. Rondofinalen starter harmonisk flertydigt, hvilket antyder indflydelsen fra Beethovens strygekvartet fra Opus 130.

Samtidskomponisten Robert Schumann beskrev Schuberts musik som noget, der kunne nå “Himmelske længder.” Et udtryk, som kunne ses her i form af temaets mange gentagelser, som om sonatens form strækkes ud og flyder over sine breder. Hvorvidt det var et udtryk for Schuberts eksistentielle tilstand under sit arbejde, vides ikke. Men i Piekuts tolkning higer fraserne mod at finde mening et sted.

”Når jeg spiller sonaten, kan jeg få det som om, Schubert komponerede sig hen imod efterlivet,” fortæller Piekut. 

Om Schubert

Franz Schubert blev født i Wien i 1797 som søn af en skolelærer, en karrierevej, Schubert så ud til at skulle følge. Han havde en solid musikalsk uddannelse som katedralkorsanger, der endte i 1812, da hans stemme gik i overgang.

I 1814 påbegyndte han en uddannelse som folkeskolelærer, men i størstedelen af sit liv var han viet til tilværelsen som komponist og til selskaber med sine venner. I forhold til, hvor kort hans liv blev, nåede han at komponere en utrolig stor mængde musik. Særligt i sine sidste år, skabte han nogle kraftfulde værker. Det var også her, de tre sidste klaversonater blev til, og måske er Sonaten i B-dur den mest spillede og hørte af disse i dag.

Ved Schuberts død i 1828 var noget af hans musik blevet udgivet, og der var stigende interesse for hans kompositioner. Ikke desto mindre havde han aldrig nogen officiel stilling i musikverdenen i Wien, og meget af det, han skrev, var beregnet til underholdning for hans egen kreds, som omfattede både professionelle og amatørmusikere, digtere og malere. Måske var det et udtryk for, at samtiden ikke helt forstod ham. Men det arbejdede hans ven og kollega Robert Schumann for. Og i dag forholder det sig anderledes.

Da sonaterne endelig blev udgivet posthumt, var forlagets dedikation til Robert Schumann, som gjorde meget for at bringe Schuberts musik til offentlighedens opmærksomhed de følgende år.

Om Gustav Piekut

Pianist Gustav Piekut er blevet kaldt en "musikalsk tænker" (Magasinet Klassisk). I sin kometkarriere har han fået et ry som en "musikalsk poet" (Pizzicato) for den utrolige indlevelse, som Piekut kan dykke ned i musikken med.

Hans første album på Naxos, Towards the Flame, blev nomineret til International Classical Music Awards, og fik flerstjernede anmeldelser. Blandt andet i dagbladet Politiken, der skrev: "Midt i alle de voldsomme eksistentielle og religiøse strømhvirvler formår han at bevare en kerne af indre ro. Det er meget vellykket gjort." 

Hans seneste album med Janáčeks klavercyklus On an Overgrown Path fik også flere omtaler i internationale medier, blandt andet i Gramophone, der skrev: "I denne Janáček-cyklus afslører han sig selv som en tankevækkende og følsom kunstner, der er i stand til at frembringe en enorm variation af nuancer, sammen med et skarpt, udtryksfuldt fokus".