Rekordstor interesse for efteroptag – steget med 15 procent
25.2.2026 09:48:15 CET | Københavns Professionshøjskole | Pressemeddelelse
Hele 1.200 studerende har takket ja til at starte på lærer-, pædagog- eller sygeplejerskeuddannelsen på Københavns Professionshøjskole – efter at de officielle optagelsestal var offentliggjort i sommer.

Det betyder, at KP i alt byder velkommen til 3.240 nye studerende på lærer, pædagog og sygeplejerske i studieåret 2025/2026 – stort set det samme som året før. Faktisk en lille stigning på 43 studerende.
“Der er altid et frafald efter de officielle optagelsestal om sommeren, og vi har en del ledige studiepladser på uddannelserne til lærer, pædagog og sygeplejerske. Derfor er efteroptaget afgørende, fordi mange først træffer deres endelige uddannelsesvalg senere. Ja, faktisk sådan lidt løbende gennem hele året”, siger Jacob Krummes, studiechef på Københavns Professionshøjskole.
I år er hele 1.199 studerende startet via efteroptaget på de tre uddannelser – en stigning på 15 procent i forhold til året før, hvor tallet var 1.040.
“Især vinteroptaget spiller en stor rolle. Vi ved, at der er mange, som overvejer vores uddannelser igennem længere tid – typisk efter erfaringer fra praksis som fx lærervikar eller pædagogmedhjælper eller personlige oplevelser”, forklarer Jacob Krummes.
“Efteroptaget er i dag en fast og væsentlig rekrutteringskanal for vores velfærdsuddannelser. De officielle optagelsestal giver et øjebliksbillede, men det samlede billede ser vi først, når efteroptaget er med. Vi oplever samtidig, at mange af dem, der starter via efteroptaget, har truffet et velovervejet valg og ofte kommer med erfaring fra praksis. Det giver et solidt udgangspunkt for både gennemførelse og forankring i professionen – og er vigtigt i en tid, hvor samfundet har brug for flere uddannede lærere, pædagoger og sygeplejersker,” siger Jacob Krummes.
De officielle optagelsestal fra sommeren 2025 viste tilbagegang på pædagoguddannelsen og sygeplejerskeuddannelsen og kun en mindre fremgang på læreruddannelsen. Men tallene viser alene, hvor mange der får tilbudt en studieplads – ikke hvor mange der ender med at takke ja.
Fra caféleder til pædagog: Anna Carina skiftede spor
Anna Carina Mullins (41) er en af dem, der er startet via efteroptaget. Hun kommer med en bred og utraditionel baggrund og har tidligere arbejdet mange år i madbranchen – blandt andet som kok, caféleder og freelancer.
Hun har samtidig en bachelor i psykologi fra England og en kandidat i fødevarestudier, men oplevede, at det var svært at finde job, hvor hun kunne kombinere sin akademiske baggrund med et arbejdsliv, hun kunne se sig selv i på længere sigt.
“Jeg kunne mærke, at jeg gerne ville arbejde mere med mennesker og med relationer. Jeg er i 40’erne og havde ikke lyst til at fortsætte i et arbejdsliv, hvor jeg stod på benene hele dagen”.
Gennem frivilligt arbejde hos Headspace og et kort kursus som pædagogmedhjælper blev hun afklaret.
“Det var en øjenåbner. Jeg fandt ud af, at det her er det, jeg gerne vil, og at jeg var nødt til at uddanne mig for at få flere muligheder”.
Anna Carina har valgt den ordinære pædagoguddannelse, selv om den tager længere tid, fordi hun ønsker at arbejde inden for social- og specialområdet med unge og voksne. Hun håber på sigt at kunne arbejde i en NGO eller i samarbejde med kommuner – og gerne kombinere pædagogik med sin erfaring med mad som et redskab til at skabe fællesskaber.
“Mad kan noget særligt, når det handler om fællesskab og relationer. Det håber jeg, at jeg kan tage med mig ind i mit kommende arbejdsliv som pædagog”.
Casper rykker fra lufthavnens bagagebånd til sygeplejen
Casper Persson (27) har tidligere læst HumTek på RUC og arbejdet som bagageportør i lufthavnen, men i efteråret besluttede han at skifte retning.
Beslutningen blev formet af personlige erfaringer. De seneste år har han kørt sine bedsteforældre til hospitalsbesøg, sårskift og lægekonsultationer – og på tæt hold oplevet både de gode og mindre gode sider af sundhedsvæsenet.
“Jeg har set, hvor stor forskel sygeplejersker kan gøre – både når det fungerer rigtig godt, og når det halter. Jeg fik lyst til selv at være en del af det og måske være med til at gøre nogle ting bedre”.
Tanken om at blive sygeplejerske har ligget i baghovedet længe. Hans mor er sygeplejerske, og han har altid været optaget af arbejdet med mennesker. Men først efter at have prøvet kræfter med en anden uddannelse og mærket tvivlen, tog han springet.
“Jeg savnede noget mere konkret. Noget, hvor jeg kunne mærke, at det jeg gør, har betydning. Her er der et tydeligt formål”.
Casper er netop begyndt på uddannelsen og ser især frem til de kliniske praktikforløb.
“Jeg lærer bedst ved at gøre tingene i praksis. Jeg kan godt lide, når der sker noget – og på sigt kunne jeg godt tænke mig at arbejde med traume eller i det akutte område”.
FAKTA: Hvad er efteroptaget?
Efteroptaget er den periode, der følger efter de officielle optagelsestal om sommeren. Her bliver ledige studiepladser udbudt til ansøgere, som enten ikke fik tilbudt en plads i første omgang, eller som først senere har besluttet sig for at starte på en uddannelse.
Mange har velfærdsuddannelserne med i deres overvejelser over længere tid – og nogle træffer først deres endelige valg, når de har afsluttet andre uddannelser, fået svar på jobsøgning eller haft tid til at overveje et karriereskift. Efteroptaget giver derfor mulighed for, at flere kan begynde på en uddannelse, selv om de ikke var med i den første optagelsesrunde.
Efteroptaget strækker sig typisk hen over sensommeren og efteråret og suppleres af vinteroptaget, hvor nye studerende kan starte senere på året.
Fakta om KP’s 3 største uddannelser
Pædagoguddannelsen har pt. 3.903 indskrevne studerende. I dette studieår er der optaget 1.256 nye pædagogstuderende, hvoraf 509 er optaget via efteroptaget.
Sygeplejerskeuddannelsen har pt. 3.800 indskrevne studerende. I dette studieår er der optaget 1.271 nye sygeplejerskestuderende, hvoraf 486 er optaget via efteroptaget.
Læreruddannelsen har pt. 2.729 indskrevne studerende. I dette studieår er der optaget 713 nye lærerstuderende, hvoraf 204 er optaget via efteroptaget.
For yderligere oplysninger:
Jacob Krummes, studiechef, Københavns Professionshøjskole, tlf. 31417767
Nøgleord
Kontakter
Michael AndersenPressechef
Tlf:23445383micn@kp.dkBilleder




Links
Fakta om Københavns Professionshøjskole
Københavns Professionshøjskole (KP) er med mere end 19.000 studerende en af de største videregående uddannelsesinstitutioner i Danmark. KP uddanner fremtidens pædagoger, sygeplejersker, lærere, socialrådgivere, fysioterapeuter, jordemødre og mange flere. I alt udbyder vi 23 praksisnære videregående uddannelser – også kaldet professionsbacheloruddannelser.
Hos os er livslang læring og karriereveje særligt i fokus. Det betyder, at vi har et rigt udbud af videreuddannelser, ligesom vi også tilbyder merit- og sporskifteuddannelser, som typisk tages senere i livet. Derudover bedriver vi praksisnær og anvendelsesorienteret forskning inden for de områder, vi uddanner i og til. På den måde udvikler vi ny viden, som bruges i vores undervisning, bidrager til udvikling af vores fagprofessioner og er med til at løse nogle af samfundets største udfordringer.

Følg pressemeddelelser fra Københavns Professionshøjskole
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Københavns Professionshøjskole
Alderskrav til meritpædagoguddannelsen fjernes4.2.2026 14:46:08 CET | Pressemeddelelse
Fremover er der ikke længere et alderskrav for at søge ind på meritpædagoguddannelsen på Københavns Professionshøjskole
KP’s bestyrelse bakker op om at bevare læreruddannelsen på Nyelandsvej efter varig bevilling fra regeringen29.1.2026 19:00:00 CET | Pressemeddelelse
Bestyrelsen på Københavns Professionshøjskole har besluttet at bevare læreruddannelsen på Campus Nyelandsvej. Beslutningen følger regeringens udmelding om en varig bevilling på 10 mio. kr. årligt, som dækker de driftsomkostninger, der tidligere lå til grund for indstillingen om lukning.
Stor interesse for ny professionsmaster: Spørgsmålene strømmer ind fra lærere og pædagoger15.1.2026 05:50:00 CET | Nyhed
Til sommer åbner Københavns Professionshøjskole en professionsmasteruddannelse i pædagogisk psykologisk praksis og satser på at oprette tre hold med i alt ca. 90 studerende.
Ny KP-dekan skal omsætte reformer til stærke studiemiljøer19.12.2025 09:00:00 CET | Pressemeddelelse
Bjørn Hansen kommer fra BUPL og tiltræder 1. februar 2026 som dekan for Fakultet for Pædagogiske og Samfundsfaglige Uddannelser og Forskning på KP
KP’s bestyrelse principgodkender samling af læreruddannelsen i København9.12.2025 21:02:21 CET | Pressemeddelelse
KP’s bestyrelse har på sit møde den 9. december 2025 principgodkendt direktionens indstilling om at samle læreruddannelserne i København på én campus – nemlig Campus Carlsberg på Vesterbro – med virkning fra sommeren 2026.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum