Forslagene til signaturprojekter er gode, men jo kun en begyndelse
24.2.2026 06:00:00 CET | DOF BirdLife | Pressemeddelelse
Regeringen har netop peget på seks gode, konkrete områder, der kan blive til signaturprojekter for mere natur i Danmark. Samtidigt har DOF udarbejdet en vision, der peger på 33 store, sammenhængende naturområder, som kan inspirere til de næste udpegninger fra en ny regering.

Naturen i Danmark er fragmenteret. Gennem årtier har et stadig mere intensivt landbrug sammen med byudvikling og øget infrastruktur marginaliseret naturen og opdelt landskabet i små, isolerede lommer. Store vådområder er drænet, ådale opdyrket og skove, enge og moser er gennemskåret af veje og tekniske anlæg.
Denne fragmentering er en væsentlig årsag til biodiversitetens tilbagegang. Når naturarealer opdeles i små, spredte områder, mister mange arter muligheden for at sprede sig, genetisk variation reduceres, og økosystemernes robusthed undermineres. Det er veldokumenteret, at sammenhængende natur er en forudsætning for stabile bestande af planter og dyr. I Danmark har vi i stedet skabt et landskab, hvor naturen ofte er reduceret til restarealer uden økologisk sammenhæng.
Det er positivt, at denne situation nu er politisk anerkendt. Naturen er blevet et centralt tema i arbejdet i Den Grønne Trepart, og der er udsigt til både en national biodiversitetslov og implementering af EU’s naturgenopretningsforordning. Det politiske vindue for strukturelle reformer er åbent.
- Det er positivt, at regeringen nu har peget på seks områder, der kan blive til signaturprojekter i regi af Den Grønne Trepart, siger Egon Østergaard, formand for DOF BirdLife.
- Der er tale om gode områder, men ikke alle de naturmæssigt vigtigste. DOF BirdLife foreslår, at en styrket indsats for naturen skal tage afsæt i en vision om genskabelse af store, sammenhængende naturområder. Vi har derfor udgivet en rapport, hvor vi peger på 33 konkrete områder, der kan være en strategisk ramme for indsatsen.
Den negative udvikling for naturen er sket over et par århundreder og er strukturel. Hvis vi svarer med små, isolerede naturprojekter, risikerer vi at fastholde naturen i en fragmenteret tilstand. Det vil næppe vende biodiversitetskrisen. Der er behov for en strategisk tilgang, der prioriterer store, sammenhængende naturområder på landskabsniveau.
Det centrale i DOF's forslag er den administrative praksis. Foreningen foreslår, at biodiversitetsforvaltning sidestilles med vandforvaltning. Vandrammedirektivet har siden 2000 etableret en helhedsorienteret tilgang, hvor planlægning følger naturlige oplande frem for administrative grænser, og hvor målsætninger defineres ud fra historiske referencetilstande. Der er et stort behov for et tilsvarende paradigmeskifte i dansk naturpolitik.
Det indebærer, at biodiversitetspolitikken ikke kan organiseres kommune for kommune. Naturen følger økosystemer, ikke kommunegrænser. Det rejser et styringsspørgsmål: Hvem har ansvaret for at sikre sammenhængen? Skal staten have en stærkere rolle, eller skal der etableres nye tværgående planlægningsstrukturer? Klare mål, bindende planer og systematisk overvågning er afgørende. Indsatser for biodiversitet kan ikke klares med enkeltstående projekter, men fordrer en politisk prioritering, der omsættes i, at offentlige myndigheder arbejder anderledes og mere strategisk end tidligere med afsæt i et økosystembaseret niveau.
Det afgørende er, hvor områderne ligger, hvordan de hænger sammen, og om de understøtter funktionelle økosystemer. Hvis naturgenopretning styres af lidt tilfældige arealomlægninger frem for strategisk landskabsplanlægning, vil effekten være begrænset.
Samtidigt giver DOF's forslag muligheder for at samtænke naturområderne med turisme og lokal erhvervsudvikling. Der er et væsentligt jobskabelsesperspektiv forbundet med en prioritering af naturen som et stærkt aktiv for lokalområder. Naturturisme medfører tilbud om Bed & Breakfast, udlejning af cykler og anlæg af faciliteter til naturoplevelser. Lokale produkter kan brandes med afsæt i naturens kvaliteter, og naturgenopretning giver jobskabelse inden for entreprenørvirksomheder. En stor satsning på naturen er også til gavn for de mennesker, der bliver naturens nye naboer. Dertil kommer, at natur og sundhed rimer på hinanden, både den fysiske udfoldelse og den indre glæde.
Spørgsmålet er, om den politiske ambition rækker til at tænke naturen som infrastruktur på linje med vand, energi og transport. Hvis biodiversiteten skal sikres for kommende generationer, kræver det sammenhæng i naturen – og sammenhæng i politikken.
FAKTA:
- Dansk Ornitologisk Forening / BirdLife Danmark (DOF BirdLife) har udarbejdet forslag til de 33 vigtigste store, sammenhængende naturområder i Danmark – områder, hvor beskyttelse og genopretning vil have størst effekt. Visionen er at skabe et netværk af naturens ”metropoler”, forbundet af korridorer og suppleret af strategiske ”trædesten”, så arter kan bevæge sig, og økosystemer kan fungere på tværs af landskabet.
- Forslagene har primært afsæt i DOF's mange registreringer og kortlægninger af ynglefugle såvel som rastende, fældende og overvintrende vandfugle
- Forslagene inddrager tilsvarende oplæg fra Biodiversitetsrådet, Københavns Universitet og Aarhus Universitet.
- Publikationen tager udgangspunkt i EU’s målsætninger om 30 % beskyttet natur, hvoraf en tredjedel strengt beskyttet, og 20 % genoprettet natur inden 2030.
- Forslagene omfatter bl.a. at se naturområderne langs hele den jyske vestkyst forbundet, så der kommer et helhedsperspektiv for de vigtige lokaliteter for trækfugle og at se hele skovbæltet på tværs af Sjælland under et, så at sige at tage Havørnens perspektiv.
- Endvidere sættes der fokus på de vigtige kystnære enge og småøer i Det Sydfynske Øhav, Lillebælt og Smålandsfarvandet, der er af stor betydning for fx kolonirugende terner og overvintrende ederfugle.
- Og endeligt, meget ambitiøst og måske kontroversielt, at rette blikket mod de store landvindingsområder i Lammefjorden samt Rødby og Nakskov Fjorde.
Link til rapporten:https://pub.dof.dk/rapporter/178/download/2026-dof-s-oplaeg-til-prioriterede-omraader-for-naturbeskyttelse-og-naturgenopretning
Nøgleord
Kontakter
Egon ØstergaardFormandDansk Ornitologisk Forening (DOF) / BirdLife Danmark
Tlf:31 16 20 30egon.ostergaard@dof.dkKnud N. FlenstedBiologDansk Ornitologisk Forening (DOF) / BirdLife Danmark
Tlf:21 24 22 75knud.flensted@dof.dkLinks
Følg pressemeddelelser fra DOF BirdLife
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra DOF BirdLife
Stort jubilæum for Gedser Fuglestation tirsdag18.5.2026 06:50:00 CEST | Pressemeddelelse
I 25 år har DOF BirdLifes fuglestation i Gedser bidraget med helt afgørende viden om de fugle, der lever i eller trækker over Danmark.
Fra i dag til fredag vælter børn ud på fugletur18.5.2026 06:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Over hele landet afholder daginstitutioner og mange andre i denne uge Børnenes Fugleuge. Målet er, at langt flere børn skal have kendskab til Danmarks fugle.
Et af årets absolutte fuglehøjdepunkter forude12.5.2026 06:45:00 CEST | Pressemeddelelse
Fra torsdag til lørdag samles ornitologer i massevis i Skagen. Her er Skagen Fuglefestival ramme om aktiviteter for både børn og voksne – og måske også sjældne fugle.
Stor fuglekonkurrence lørdag8.5.2026 06:45:00 CEST | Pressemeddelelse
I morgen finder der landet over en kappestrid sted, hvor deltagere med falkeblik forstærket af kikkerter og teleskoper konkurrerer i at se flest fuglearter fra fugletårne i løbet af otte timer. DOF Birdlife inviterer til Tårnenes Dag
Klækning: Udsigt til gennembrud i ØrneTV1.4.2026 10:10:54 CEST | Nyhed
Om alt går vel, vil det første æg af to i reden hos havørneparret på Lolland klække en af de allernærmeste dage. Klik ind på DOF BirdLifes direkte ØrneTV og få held til at se en havørn komme til verden.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum