Nyt studie: Influenzavaccination gør en forskel i sæson med høj smitte
20.2.2026 10:16:53 CET | Statens Serum Institut | Pressemeddelelse
Foreløbige tal fra et europæisk studie med deltagelse af Statens Serum Institut (SSI) viser, at sæsonens influenzavaccination har haft en forebyggende effekt, selvom virus ændrede sig efter vaccinen blev produceret. Især blandt ældre har vaccinationen haft effekt i en sæson med høj smitte.

Influenzasæsonen 2025/2026 kom tidligt i gang flere steder i Europa. I Danmark nåede smitten et højt niveau allerede i slutningen af december, og sæsonen er fortsat i gang.
Årets sæson har været domineret af influenza A, især subtypen H3N2. Subtypen nåede at ændre sig fra sæsonvaccinen blev produceret til smitten tog fart i Europa. Derfor har der været særlig opmærksomhed på, hvor godt vaccinen matchede den virus, der kom til at cirkulere.
Midtvejs i sæsonen viser resultaterne fra et større europæisk studie, som SSI deltager i, at vaccination trods mutation har haft effekt. Samlet set har influenzavaccinationen forebygget mere end hver tredje influenzainfektion og indlæggelse.
God effekt blandt ældre
Personer over 65 år har størst risiko for et alvorligt sygdomsforløb. Også i denne aldersgruppe har vaccinationen forebygget omkring hver tredje influenzarelaterede indlæggelse.
”Det er positivt, at vi kan dokumentere en tydelig beskyttelse, også i en sæson hvor virus har ændret sig. Vaccinationen reducerer risikoen for både smitte og alvorlig sygdom,” siger overlæge Bolette Søborg fra SSI.
SSI har ansvaret for den nationale overvågning af influenza og for at tilrettelægge vaccinationsindsatsen i Danmark. Instituttet bidrager samtidig med data og analyser til det europæiske samarbejde om overvågning og vurdering af vaccineeffekt.
Ifølge SSI tyder resultaterne desuden på, at de forbedrede vacciner, som igen i år blev tilbudt de mest sårbare grupper, har bidraget til den samlede beskyttelse.
”Vi ser en god effekt blandt de ældste, og det indikerer, at de forbedrede vacciner til de mest sårbare grupper styrker beskyttelsen i en sæson med længerevarende høj smitte,” siger seniorforsker Hanne-Dorthe Emborg fra SSI.
Høj tilslutning styrker indsatsen
Den dokumenterede effekt skal også ses i lyset af en høj vaccinationstilslutning. I efteråret 2025 blev 84 procent af plejehjemsbeboerne og 75 procent af den øvrige befolkning over 65 år vaccineret mod influenza.
Når en stor andel af de mest sårbare er vaccineret, reduceres både risikoen for alvorlige sygdomsforløb og behovet for hospitalsindlæggelser. Det bidrager samtidig til at mindske presset på sundhedsvæsenet i perioder med høj smitte.
Erfaringerne fra sæsonen 2025/2026 understreger ifølge SSI betydningen af fortsat høj tilslutning til vaccination, særligt blandt ældre og andre risikogrupper. Vaccination er fortsat et centralt redskab i indsatsen mod influenza.
FAKTA
- Beregningerne i det europæiske studie, som SSI deltager i, viser, at vaccineeffektiviteten midtvejs i sæsonen i Danmark og på tværs af aldersgrupper er 37 procent (32–42 %).
- 84 procent af plejehjemsbeboerne og 75 procent af den øvrige befolkning over 65 år i Danmark er vaccineret mod influenza før sæsonen 2025/2026.
- Statens Serum Institut indkøber og distribuerer vacciner til de nationale vaccinationsprogrammer, overvåger smitsomme sygdomme og følger løbende sikkerhed og effekt af vacciner i Danmark.
Kontakter
Statens Serum Instituts pressetelefon
Tlf:+45 2260 1123presse@ssi.dkOm Statens Serum Institut
Statens Serum Institut (SSI) er et institut under Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Vi forebygger og bekæmper infektionssygdomme og medfødte sygdomme gennem forskning, overvågning, diagnostik og rådgivning.
Vi stræber mod at være en internationalt førende forsknings- og beredskabsorganisation, der styrker menneskers og dyrs sundhed.
Vi er cirka 1.000 medarbejdere på SSI, og vi spænder vidt, hvad angår faggrupper. Vi beskæftiger blandt andet læger, dyrlæger, ingeniører, epidemiologer, statistikere, laboranter, og økonomer.
Følg pressemeddelelser fra Statens Serum Institut
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Statens Serum Institut
Første tegn på vestnilvirus i Danmark: - Vi skal følge udviklingen tæt22.1.2026 17:42:54 CET | Pressemeddelelse
Fund hos heste afslører de første tegn på vestnilvirus i Danmark og understreger behovet for opmærksomhed og overvågning hos dyr og mennesker.
Nyt studie kortlægger særlige gener forbundet med øget risiko for infektion med Omikron-varianten22.1.2026 12:48:35 CET | Pressemeddelelse
Genetiske forskelle kan påvirke risikoen for smitte med den meget smitsomme Omikron-variant, og mønstrene adskiller sig fra tidligere covid-19 virusvarianter, viser et nyt stort internationalt studie ledet af forskere fra Statens Serum Institut (SSI) og Rigshospitalet.
Ny malaria-vaccine viser lovende resultater i forsøg17.12.2025 09:24:21 CET | Pressemeddelelse
En ny malaria-vaccine, udviklet i samarbejde mellem Statens Serum Institut (SSI) og forskere i Mali, har i et klinisk studie reduceret risikoen for malaria markant. Vaccinen er designet til både at beskytte mennesker mod infektion og til at begrænse parasittens videre smitte til myg.
SSI-forsker modtager millionbevilling til at styrke tidlig diagnose af leversygdom hos nyfødte12.12.2025 10:06:10 CET | Pressemeddelelse
Forsker Madeleine Ernst fra Statens Serum Institut (SSI) har modtaget 3,6 mio. kroner fra Danmarks Frie Forskningsfond (DFF) til et projekt, der skal udvikle værktøjer til tidlig diagnose af alvorlig leversygdom hos nyfødte.
Højsæson for maveonde: Sådan mindsker du risikoen for smitte ved julefrokosten11.12.2025 12:05:19 CET | Pressemeddelelse
Håndhygiejne og omtanke er afgørende, når kolleger og familier samles om julebordet, lyder rådet fra Statens Serum Institut.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum