Europa styrker overvågningen af overdødelighed
18.9.2026 11:37:37 CEST | Statens Serum Institut | Pressemeddelelse
Den europæiske overvågning af overdødelighed får større geografisk dækning, efter at Letland er blevet medlem og flere lande er på vej ind i samarbejdet, hvilket styrker mulighederne for at opdage og følge usædvanlig høj dødelighed på tværs af Europa under epidemier og andre trusler mod folkesundheden. I disse dage mødes repræsentanter og eksperter fra nationale myndigheder fra de 27 medlemslande i EuroMOMO i København for at styrke metoderne bag overvågningen.
Når epidemier, hedebølger eller andre trusler mod folkesundheden rammer, kan udviklingen i dødeligheden være med til at vise, hvor hårdt befolkningen bliver ramt. Men det kræver hurtige og præcise data samt fælles metoder at kunne opdage en usædvanlig udvikling og sammenligne den på tværs af lande.
Det er udgangspunktet for EuroMOMO, der overvåger dødeligheden på tværs af Europa og løbende beregner, om flere mennesker dør end forventet, hvilket blandt andet var tilfældet under sommerens hedebølge i Europa.
Nu bliver den geografiske dækning større, efter at Letland for nylig blev medlem af samarbejdet og flere lande er på vej, herunder Montenegro og Slovakiet.
”Jo flere lande, der deltager, desto bedre bliver vores mulighed for at følge udviklingen i dødeligheden på tværs af Europa. Med Letland som nyt medlem og flere lande på vej ind i samarbejdet får vi en endnu større geografisk dækning og dermed et stærkere samlet billede, når vi skal vurdere konsekvenserne af eksempelvis en influenzaepidemi,” siger statistiker Sarah Nørgaard fra Statens Serum Institut (SSI), som huser EuroMOMO-samarbejdet.
Erfaringerne fra covid-19 skal bruges
EuroMOMO blev etableret i 2009 og har siden udviklet sig til et fælles europæisk system til overvågning af dødelighed. Under covid-19-pandemien fik overvågningen en særlig betydning. Her kunne data fra de deltagende lande bruges til løbende at følge pandemiens konsekvenser for dødeligheden på tværs af Europa. De erfaringer er en del af grundlaget for det videre arbejde med at udvikle overvågningen.
”Covid-19 viste meget tydeligt værdien af at have et system, der er parat, når en ny sundhedstrussel opstår. Vi ved ikke, hvad den næste trussel bliver, men vi kan sørge for, at både samarbejdet og metoderne er på plads, så vi hurtigt kan få et overblik over, hvad der sker på tværs af landene,” siger Lasse Vestergaard, der er overlæge på SSI og del af EuroMOMO-teamet.
Nye metoder og stigende temperaturer
Fra den 16. til 18. september mødes omkring 55 eksperter og repræsentanter fra 27 lande i København for at diskutere og videreudvikle den fælles europæiske overvågning. Statens Serum Institut er vært for mødet, som afholdes i samarbejde med Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme (ECDC).
På mødet skal deltagerne blandt andet diskutere, hvordan metoderne bag EuroMOMO kan videreudvikles og harmoniseres på tværs af landene.
”Det kan måske lyde enkelt at undersøge, om flere mennesker dør end normalt, men der ligger en lang række statistiske og metodiske overvejelser bag. Data kommer ikke nødvendigvis lige hurtigt fra alle lande, og vi skal kunne sammenligne udviklingen på tværs af meget forskellige befolkningsstørrelser. Derfor er fælles og robuste metoder helt afgørende,” siger Sarah Nørgaard.
Overvågning af sæsondødelighed i forbindelse med blandt andet influenza er fortsat en central del af EuroMOMOs arbejde. Men i takt med klimaforandringerne kan overvågningen også få stigende betydning i forbindelse med perioder med ekstrem varme, som Europa oplevede denne sommer.
Derfor skal deltagerne på mødet diskutere EuroMOMOs fremtidige rolle i overvågningen af hedebølgerelateret dødelighed. Her bidrager blandt andre Det Europæiske Miljøagentur og kolleger fra en række europæiske lande, som denne sommer var særligt hårdt ramt af dødelige hedebølger, blandt andet Frankrig, Belgien og Tyskland.
”Overvågning af dødelighed under hedebølger i realtid må forventes at blive stadig vigtigere i fremtiden i takt med klimaforandringerne. Også her kan EuroMOMO blive et vigtigt værktøj, der kan hjælpe vores samfund med at beskytte folkesundheden,” siger Lasse Vestergaard.
EuroMOMO
- EuroMOMO er et program, der overvåger dødeligheden i Europa. De ugentlige rapporter fra EuroMOMO udgives på EuroMOMOs hjemmeside og kommunikeres globalt via WHO og ECDC
- EuroMOMO samarbejder med ECDC og WHO, og SSI har lige nu en større fireårig bevilling fra ECDC til at støtte, videreudvikle og udvide EuroMOMO-netværkets arbejde
- Programmet har deltagelse af følgende 27 lande: Belgien, Cypern, Danmark, England, Estland, Finland, Frankrig, Grækenland, Holland, Irland, Israel, Italien, Luxembourg, Malta, Nordirland, Norge, Portugal, Schweiz, Skotland, Slovenien, Spanien, Sverige, Tyskland, Ungarn, Wales, Østrig og Letland
Om Statens Serum Institut
Statens Serum Institut (SSI) er et institut under Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Vi forebygger og bekæmper infektionssygdomme og medfødte sygdomme gennem forskning, overvågning, diagnostik og rådgivning.
Vi stræber mod at være en internationalt førende forsknings- og beredskabsorganisation, der styrker menneskers og dyrs sundhed.
Vi er cirka 1.000 medarbejdere på SSI, og vi spænder vidt, hvad angår faggrupper. Vi beskæftiger blandt andet læger, dyrlæger, ingeniører, epidemiologer, statistikere, laboranter, og økonomer.
Følg pressemeddelelser fra Statens Serum Institut
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Statens Serum Institut
Nye tal: Hiv-indsatsen virker, men de resterende tilfælde er sværere at forebygge16.9.2026 12:26:50 CEST | Pressemeddelelse
Antallet af nye hiv-diagnoser i Danmark er fortsat lavt, og den målrettede forebyggelse har haft stor effekt. Men de personer, der i dag får konstateret hiv, udgør en stadig mere sammensat gruppe, som kan være vanskelig at nå med de gængse forebyggelsestiltag. Samtidig bliver omkring halvdelen diagnosticeret sent.
Nyt studie: Ældre fik oftere covid-19, når deres børnebørn havde fødselsdag16.7.2026 11:40:39 CEST | Pressemeddelelse
Et landsdækkende dansk studie peger på, at små familiebegivenheder udgjorde en skjult men målbar smittevej for SARS-CoV-2 til ældre under coronapandemien.
Høj sommervarme giver flere havbakterier, men de fleste kan trygt bade i havet13.7.2026 08:45:42 CEST | Pressemeddelelse
En opgørelse fra Statens Serum Institut (SSI) viser, at der i perioden 2020–2025 blev registreret 934 laboratoriebekræftede infektioner med havbakterier i Danmark. Langt de fleste kan trygt bade i havet, men personer med åbne sår bør være forsigtige, når badevandet bliver varmt. Især hvis de har et svækket immunforsvar eller en alvorlig kronisk sygdom.
Anbefalingerne om TBE-vaccination er uændrede i flåtsæsonen9.7.2026 11:49:50 CEST | Pressemeddelelse
Statens Serum Institut (SSI) overvåger løbende TBE. Hvis sygdommen spreder sig til nye områder i Danmark og ændrer risikobilledet, vil anbefalingerne om vaccination blive opdateret. Risikoen for de fleste danskere er fortsat meget lav.
Evaluering af RSV-vaccination til gravide viser markant effekt2.7.2026 10:31:11 CEST | Pressemeddelelse
Den første evaluering af effekten af det nationale vaccinationsprogram mod RS-virus (RSV) viser, at vaccination af gravide gav en høj beskyttelse mod RSV-relaterede indlæggelser hos spædbørn.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum