DI Digital

DI: Digital suverænitet kræver investeringer for milliarder

19.2.2026 10:15:05 CET | DI Digital | Pressemeddelelse

Del

Danmark og resten af Europa har i alt for mange år sovet i timen, når det gælder udviklingen af nye avancerede teknologier som kunstig intelligens. Det stiller os i en sårbar situation i en tid med højspændt geopolitisk uro og teknologisk stormagtsrivalisering. Derfor foreslår Dansk Industri i et nyt udspil investeringer i milliardklassen for at styrke Danmarks og Europas digitale suverænitet.

Branchedirektør Andreas Holbak Espersen, DI Digital. Foto: Bürojantzen.
Branchedirektør Andreas Holbak Espersen, DI Digital. Foto: Bürojantzen.

- Digital teknologi er blevet et strategisk magtmiddel på linje med energi og forsvar. Hvis vi ikke selv kan udvikle og kontrollere kritiske digitale systemer, risikerer vi at miste handlefrihed, når det virkelig gælder. Europa har før ledet industrielle revolutioner og kan gøre det igen, hvis vi handler samlet og beslutsomt, siger Andreas Holbak Espersen, branchedirektør i DI Digital.

Investér mindst en milliard i kritisk teknologi
Planen fra DI er udarbejdet i samarbejde med medlemsvirksomhederne og kommer netop som regeringen er i gang med at udarbejde en national handlingsplan på området, hvor der foreløbigt er afsat 80 mio. kr. til digital suverænitet. Det er ifølge Dansk Industri et godt første skridt, men langt fra tilstrækkeligt.

DI’s udspil rummer 9 konkrete forslag til styrket digital suverænitet og peger blandt andet på behovet for at investere mindst 1 mia. kr. ekstra om året målrettet forskning og innovation inden for kritiske teknologier som kunstig intelligens, kvanteteknologi og cybersikkerhed for at opbygge stærkere europæisk kapacitet på områder, der former morgendagens samfund.

- Digital suverænitet handler om handlefrihed i en verden, hvor teknologi er blevet geopolitik. Techgiganterne har vundet første sæt. Andet sæt handler om embedded AI, robuste samfund og Europas konkurrenceevne. Her har Europa reelle muligheder, hvis vi puljer kræfterne, investerer offensivt i egne digitale kapaciteter og tør sætte tempoet selv, siger André Rogaczewski, CEO i Netcompany og bestyrelsesleder i DI Digital.

Reducér afhængigheden af få leverandører 
Ifølge DI handler digital suverænitet om tre ting: kontrol over vores kritiske data og infrastruktur, fleksibilitet til at flytte dem frit, og strategisk frihed til at vælge mellem flere løsninger, så man ikke låses fast til for få leverandører.

- Krigen i Ukraine og de seneste års geopolitiske spændinger har vist, hvor afgørende digital robusthed er, når samfund kommer under pres. Når data og digital infrastruktur kan holdes i drift og flyttes hurtigt, fastholder vi beslutningskraften. Når de ikke kan, risikerer samfundet at gå i stå, siger Andreas Holbak Espersen.

DI anbefaler fælles standarder, modulære løsninger og strategisk brug af offentlige indkøb for at skabe større fleksibilitet og konkurrence på kritiske teknologiområder.

- Vi kan komme langt ved at skrue på de rigtige håndtag allerede i dag. Krav om flytbarhed i kritiske systemer vil straks mindske vores sårbarheder i både det offentlige og private. Det er de typer af valg, der rykker os væk fra afhængighed og hen imod handlefrihed, siger Andreas Holbak Espersen.

Opbyg en robust digital infrastruktur 
Ifølge DI bør cloud, datacentre og AI-kapacitet behandles som kritisk infrastruktur, men der er behov for at skabe klare rammer for investeringer i udbygningen af infrastrukturen og for at garantere sikkerheden i den.

- Digital infrastruktur er samfundets nye rygrad. Uden den stopper både velfærd, virksomheder og myndigheder med at fungere. Vi må behandle den derefter, siger Andreas Holbak Espersen.

Ifølge DI og medlemsvirksomhederne handler digital suverænitet ikke om isolation, men om at søge globalt samarbejde med langt større strategisk omtanke og blik for egen konkurrenceevne.

- Digital suverænitet handler ikke om at bygge mure, men om at kunne stå fast og præge retningen. I en verden, hvor teknologi er blevet geopolitik, skal Danmark ikke bare være verdens bedste til at anvende teknologi, men også til at udvikle den – ellers mister vi fodfæste på både konkurrenceevnen og på sikkerheden, siger Nikolaj Bramsen, CEO i Systematic og bestyrelsesmedlem i DI Digital.

Kontakter

Yderligere oplysninger fås hos presserådgiver Bo Hjuler, tlf. 2328 4912, e-mail boh@di.dk

Links

Følg pressemeddelelser fra DI Digital

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra DI Digital

World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye