HK Privat

HK Privat lancerer lønkampagne: Flere skal rustes til at banke på chefens dør

19.2.2026 06:00:00 CET | HK Privat | Pressemeddelelse

Del

HK Privat er nu klar med en række ekstraordinære tilbud, der skal styrke medlemmerne i deres lønforhandlinger. 

En lønbot der kan simulere chefen og lønforhandlingen, en lønhotline man kan ringe til for gode råd, webinarer om bl.a. forhandlingsteknik og en række virksomhedsbesøg.

Det er nogle af de tilbud, som HK Privat er klar med i uge 9, når fagforeningen lancerer kampagnen ’Løft Lønnen’.

Her vil HK Privats løbende fokus på lønforhandlinger og lønudvikling få et nøk op. Formålet er at sætte mere gang i samtalen om løn ude på arbejdspladserne, at få endnu flere medlemmer til at bede om en lønsamtale og ikke mindst ruste dem bedst muligt til den.

For selvom medlemmernes lønudvikling samlet set har ligget både pænt og stabilt de seneste år, så oplever mange stadig, at løn er både svært at tale om og forhandle om.

Det siger formand for HK Privat, Kim Jung Olsen.

- Både det, at tage initiativ til en lønsamtale og sætte kroner og øre på sine egne kompetencer, kan være en udfordring. Men med det rigtige forarbejde kan man komme langt, og jo mere man ved om lønningerne på arbejdspladsen, jo bedre kan man udfordre dem. Med kampagnen vil vi gerne invitere flere til at forholde sig aktivt til deres løn og minde om, at vi som fagforening er mere end klar til at hjælpe med lønforhandlingen, siger han.

’Løft Lønnen’ byder bl.a. på:

  • Mulighed for at simulere en lønforhandling med en specialudviklet lønbot. Her kan man vælge mellem 5 forskellige cheftyper eller designe sin egen chef. Efter den simulerede forhandling får man en detaljeret rapport med feedback.

  • 10 forskellige webinarer om bl.a. lønforhandlingens faser og forhandlingsteknik.

  • En lønhotline, hvor man kan få svar, råd og sparring om løn.

Fakta om HK Privat-medlemmernes løn og lønforhandlinger:

  • Langt de fleste af HK Privats medlemmer forhandler selv det beløb, der står på deres lønseddel. Nogle steder forhandler tillidsrepræsentanten på vegne af kollegerne.

  • I en ny undersøgelse, som Epinion har lavet for HK Privat, svarer 7 ud af 10, at de sjældent eller aldrig taler med kollegerne om, hvad de får i løn.

  • Ifølge samme undersøgelse oplever kvindelige medlemmer i højere grad end mandlige, at deres løn ikke er til forhandling.

  • ’Udfordrende’, ’svært’ og ’akavet’, er de ord, som flest HK Privat-medlemmer bruger til at beskrive det at gå til lønforhandling. Det viste en undersøgelse, som Epinion lavede for HK Privat i 2024.

Nøgleord

Kontakter

Links

HK Privat

HK Privat er HK Danmarks største sektor med ca. 65.000 erhvervsaktive medlemmer. De bidrager hver dag til Danmarks vækst gennem jobs inden for bl.a. administration, økonomi, indkøb, logistik og it, og som laboranter, grafikere, tandklinikassistenter mm.

Følg pressemeddelelser fra HK Privat

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra HK Privat

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye