Danmark må afgive førstepladsen i økologi: Der er behov for mere politisk initiativ
10.2.2026 11:00:00 CET | Landbrug & Fødevarer | Pressemeddelelse
Danmark har hidtidig indtaget førstepladsen som verdens bedste i økologisk forbrug siden årtusindeskiftet. Men nu må danskerne se sig slået af Schweiz. Der skal politisk opbakning til, hvis målet om flere økologiske arealer skal nås, siger øko-chef i L&F.
Gennem de seneste mange år har danskerne smykket sig med titlen som verdensmestre, når det kommer til økologisk forbrug. Den titel er nu overtaget af schweizerne, idet den økologiske markedsandel i detailhandlen nu er højere i Schweiz end i Danmark.
Det viser de seneste tal fra den netop offentliggjorte rapport ”The World of Organic Agriculture” fra forskningscenteret FiBL.
Heri fremgår det, at den økologiske markedsandel i Danmark var 11,6 procent i detailhandlen i 2024, som er andelen af omsætningen for økologiske fødevarer ud af den samlede omsætning i detail. Den blev overgået af Schweiz med en andel på 12,3 procent. Danmark er desuden presset af Østrig på tredjepladsen med en øko-markedsandel på 11,4 procent.
"Der er behov for en samlet indsats fra detailhandel, producenter og organisationer for at få mere fokus på at købe økologiske fødevarer", siger Kirsten Lund Jensen, økologichef i Landbrug & Fødevarer, og fortsætter:
"Men det er også nødvendigt med politisk opbakning. Hver en sten bør vendes for at finde initiativer, der kan være med til at accelerere den økologiske udvikling frem mod regeringens 2030-mål om fordobling af det økologiske areal og marked - og dermed også genvinde det økologiske verdensmesterskab. Derfor er det også glædeligt, at der i december blev besluttet politisk, at der skal gennemføres en analyse af prissætningen på økologiske fødevarer, der belyser udviklingen i indtjening og omkostninger og de vigtigste barrierer for øget salg og produktion af økologiske fødevarer. Samtidig er det en del af den politiske aftale om nedsat moms på fødevarer, at der skal kigges på muligheden for at sænke momsen på økologi."
Salget af fødevarer steg
Til trods for udfordringerne steg salget af økologiske fødevarer i den danske detailhandel med 3 procent i 2024 til i alt 16 milliarder kroner – primært som følge af stigende priser. Det forventes også ifølge de første tal fra detailhandlen, at økologisalget er steget med nogle få procent i omsætning i 2025. Men det er formentlig ikke nok til, at økologien har vundet markedsandele i detailhandlen.
"Det er ikke overraskende, at Danmark ikke længere har den højeste økologiske markedsandel i verden. Andelen har været svagt faldende i de seneste år, siden den toppede med 12,8 procent i 2020. Årsagen hertil er, at økologisalget har været udfordret, hvor stigende fødevarepriser har ført til, at forbrugere har haft øget fokus på discount og tilbud. Det er altså gået ud over økologien", siger Kirsten Lund Jensen.
Markedsanalyser – seneste fra Landbrug & Fødevarer i august 2025 – viser at forbrugernes begrundelser for at købe økologi især er god dyrevelfærd samt beskyttelse af klima, natur og miljø. Øget viden hos især de yngre forbrugere om de økologiske kerneværdier kan give et potentielt mersalg af økologiske fødevarer. Landbrug & Fødevarer arbejder selv med at øge de økologiske markedsandele med forbrugerkampagne for økologiske animalske fødevarer. I år er der også igangsætter en flerårig indsats for at øge udbud og efterspørgsel efter økologisk frugt og grønt med et særligt fokus på detailhandel.
FAKTA
- Rapporten ”The World of Organic Agriculture” er blevet publiceret på verdens største økologimesse ”Biofach”, der afholdes i Nürnberg, Tyskland i dagene 10.-13. februar. Rapporten viser, at der i 2024 blev solgt økologiske fødevarer for 145,0 milliarder euro (1.080 milliarder kroner), svarende til en stigning på 6 procent i forhold til året før. Det er ny rekord for globalt økologisalg. Væksten var godt hjulpet af højere priser, især i USA og EU, som tilsammen har 85 procent af det samlede økologimarked. De største økologiske markeder er USA (60,4 mia. euro) foran Tyskland (17,0 mia. euro) og Kina (15,5 mia. euro).
- Schweiz havde i 2024 den højeste økologiandel i detailhandlen med 12,3 procent foran Danmark med 11,6 procent og Østrig 11,4 procent. Schweiz har ligeledes det største gennemsnitlige årlige økologiforbrug pr. person med 481 euro foran Danmark med 373 euro og Østrig 292 euro.
- Det økologiske landbrugsareal var 98,9 mio. hektar i 2024, hvilket er uændret i forhold til året før. Over halvdelen af det økologiske areal findes i Australien med i alt 53,0 mio. ha. I EU var der 18,1 mio. ha., svarende til 11,1 procent af det samlede landbrugsareal i EU. På verdensplan udgjorde det økologiske areal 2,1 procent af det samlede landbrugsareal. Der var i alt 4,8 mio. økologiske landmænd i 2024, heraf 2,4 mio. i Indien.
Nøgleord
Kontakter
Landbrug & Fødevarer pressetelefon
Tlf:33394520presse@lf.dkOm Landbrug & Fødevarer
Landbrug & Fødevarer varetager fælles opgaver og erhvervsmæssige interesser for danske landmænd og fødevarevirksomheder
Følg pressemeddelelser fra Landbrug & Fødevarer
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Landbrug & Fødevarer
Ny handelsaftale med USA er godt nyt for dansk fødevareeksport26.3.2026 12:39:17 CET | Pressemeddelelse
Aftalen skaber større vished om vilkårene for handel med USA. I 2025 eksporterede danske landbrugs- og fødevarevirksomheder for 8,5 milliarder kroner til det amerikanske marked.
Gastro Kantiner vinder Årets Grønne Kantinemenu 202624.3.2026 08:54:58 CET | Pressemeddelelse
Gastro Kantiner løb med sejren, da Årets Grønne Kantinemenu for første gang blev kåret i Danmark.
33.000 job på spil: Politikere skyder forbi på dansk griseproduktion23.3.2026 16:36:56 CET | Pressemeddelelse
Fejlagtige tal i TV-debat slører virkeligheden: Griseproduktionen understøtter langt flere job end debat på TV gav indtryk af.
Ekstrem avl har aldrig været noget som dansk landbrug forfølger23.3.2026 15:45:14 CET | Pressemeddelelse
Den danske griseproduktion er ikke udtryk for ekstrem avl. Avlsmålene er ændret markant siden 2021 og går ikke længere mod større kuldstørrelser, men derimod mere livskraftige dyr.
Dansk landbrug holder Nordens fødevareforsyning oppe23.3.2026 13:13:35 CET | Pressemeddelelse
Store nationale forskelle i fødevareforsyningen gør dansk landbrug vigtigt for fødevareforsyningen i Norden
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum