Efterladte unge mangler voksne at tale med på Fyn
5.2.2026 07:05:00 CET | Det Nationale Sorgcenter | Pressemeddelelse
Forestil dig et liv uden dine forældre. Du skal pludseligt lære at stå på egne ben hurtigt, og dine forældre er der ikke til at gribe dig eller søge råd hos, hvis noget går galt. Unge, som har mistet en far eller mor, oplever ofte, at de bliver mere selvkritiske, usikre, sårbare, ensomme og isolerede. Projekt Fortrolige voksne på Fyn er skabt for at kunne hjælpe disse unge – og du kan være den voksenstøtte, de savner.

Det Nationale Sorgcenter har med støtte fra Codan Fonden startet projekt Fortrolige voksne, hvor unge efterladte mellem 18 og 27 år bliver matchet med frivillige voksne, som selv har mistet en eller begge forældre i ungdomsårene. De første match er lavet på Fyn, men lige nu venter unge stadig på at få en voksenkontakt.
Et meningsfuldt match
Tine på 46 år og Mathilde på 26 år spiller begge musik og nyder at bruge deres hænder kreativt. Men de har også en helt særlig ting til fælles: De har begge mistet en forælder, og ved hvor hård det er at skulle stå alene i livet i en alt for ung alder.
Tine og Mathilde har i dag fundet hinanden igennem projekt Fortrolige voksne.
Da Mathilde var bare 14 år blev hendes far hjerneskadet efter en ulykke. Indtil da var han Mathildes primære forælder. Det var altid ham, hun gik til, når hun var ked af det og havde brug for at få hjælp, støtte og trøst, men efter ulykken var han ikke sig selv længere.
– Vi havde byttet roller, og nu var det mig, der skulle være omsorgsperson for min far. Da han døde seks år efter, føltes det som om jeg mistede ham for anden gang. Jeg har følt mig enormt alene i det hele, fortæller Mathilde.
For lidt under to år siden mødte Mathilde og Tine hinanden for første gang. Selvom Mathilde gik med nervøsitet ind til deres første møde, så giver Tine hende i dag en ro, som hun ikke havde før.
– Tine giver mig en tryghed i at vide, at jeg ikke er alene. Hun er der til at gribe mig. Hun rummer mig og den sorg jeg bærer med mig. Fordi hun også selv har mistet, så forstår hun mig, uden jeg behøver at forklare en masse, fortæller Mathilde.
Tine er i dag den voksne, hun selv manglede
Tine kan genkende Mathildes følelser. Da Tine var 22 år, mistede hun sin mor – hendes trygge base. Savnet fyldte alt og inde i hende voksede rodløsheden frem.
– Selvom jeg på papiret var voksen, så dét at føle, at der ikke var en voksne til at gribe mig, var ensomt. At jeg nu skulle tage ansvar for mig selv, og at det nu var mig, der skulle holde styr på familien, var hårdt, fortæller Tine.
Som fortrolig voksen kan Tine i dag være den voksne, som hun selv manglede. Det er ikke kun en relation til Mathilde, der beriger hendes liv. Det har også givet det urimelige tab af hendes mor en mening.
– Jeg har i dag ro i, at min mors død er mit livsvilkår. Med Mathilde i mit liv er der kommet en glæde i sorgen.
Projekt Fortrolige voksne kører officielt i to år, men Mathilde og Tine ønsker stadig at være i hinandens liv også efter forløbets afslutning.
Ingen unge skal stå alene
Når unge mister en forælder, kan det være svært at finde fodfæste i voksenlivet. Mange kæmper med ensomhed, lavt selvværd og usikkerhed om fremtiden. I den situation kan mødet med en voksen, der selv har erfaring med sorg, gøre en verden til forskel.
– Det betyder utrolig meget at have et menneske, der ser én og bliver ved med at være der – både når livet føles let, og når det gør ondt. Vi ser, at mange unge som Mathilde har brug for en fortrolig voksen at støtte sig til, siger Preben Engelbrekt, direktør i Det Nationale Sorgcenter.
Men lige nu mangler der frivillige fortrolige voksne på Fyn.
Efterladte unge på venteliste
På Fyn venter unge efterladte på at blive matchet med en fortrolig voksen. På listen er blandt andet en pige i starten af 20'erne, der ligesom Mathilde har mistet sin primære forælder, og nu inderligt ønsker sig en voksen i sit liv. Derfor søger Det Nationale Sorgcenter frivillige voksne over 40 år, som selv har mistet en eller begge forældre i ungdomsårene – og som har overskud og lyst til at være en nærværende støtte for en ung efterladt. Er det dig?
Bliv klogere på, hvordan du kan gøre en forskel for en ung. Læs mere om projektet og meld dig som frivillig på https://sorgcenter.dk/fortrolige-voksne/
FAKTA: Konsekvenserne ved at mistet en eller begge forældre
- Hvert år mister ca. 4.900 børn og unge en forælder
- Cirka 45.500 børn og unge i alderen 0-27 år har på et tidspunkt i deres liv oplevet at miste mindst en forælder
- Efterladte børn og unge har markant flere kontakter med sundhedsvæsenet – særligt psykiatrien – sammenlignet med deres jævnaldrende. Risikoen for selvskadende adfærd og selvmord er også højere
- At miste en forælder i barndommen eller ungdommen øger sandsynligheden for skolefrafald, lavere uddannelsesniveau og kriminel adfærd
- Efterladte unge, der får målrettet støtte fra Det Nationale Sorgcenter, klarer sig bedre i både uddannelse og trivsel og har lavere risiko for kriminalitet og foranstaltninger
Om projekt Fortrolige voksne
Fortrolige Voksne er en indsats fra Børn, Unge & Sorg, som er en del af Det Nationale Sorgcenter. I projektet matches unge efterladte mellem 18 og 27 år med frivillige voksne over 40 år, der selv har mistet forældre i ungdomsårene. Projektet blev etableret i 2018 og videreført i 2021–2023 med 47 matches i alt gennemført hovedsageligt i Aarhus og København. De frivillige mødes med den unge ca. hver anden uge i minimum to år. Evalueringer viser, at relationen giver unge en følelse af tryghed og støtte og at relationerne ofte varer ved længe efter forløbets afslutning. Med støtte fra Codan Fonden er det nu muligt at starte projekt Fortrolige Voksne op igen i 2025 og udbrede det yderligere – men i dag mangler der stadig frivillige på Fyn.
Nøgleord
Kontakter
Ditte GrønKommunikationskonsulent
Tlf:24226278Tlf:24421715dg@sorgcenter.dkBilleder

Links
Om Det Nationale Sorgcenter
I Det Nationale Sorgcenter arbejder vi med forskning, viden, formidling og efteruddannelse til fagpersoner i hele landet. Og vi sætter sorg og død til debat i samfundet og overfor den brede befolkning for at mindske tabuiseringen.
Følg pressemeddelelser fra Det Nationale Sorgcenter
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Det Nationale Sorgcenter
Ny digital guide til familier, der lever med alvorlig sygdom14.1.2026 09:57:00 CET | Pressemeddelelse
At leve i uvisheden om, hvorvidt mor, far eller ens søskende lever i morgen, kan være helt ubærligt. Men det er virkeligheden for op mod 125.000 børn og unge, der er ramt af alvorlig sygdom i familien. Det vender op og ned på livet og mange savner støtte til, hvordan de skal tale om det - både i familien og med deres omgivelser. Derfor lancerer Det Nationale Sorgcenter nu med økonomisk støtte fra Nordea-fonden og Helsefonden en ny digital ventesorgsguide til børn, unge og familier.
19 fortællinger fra forældre om sorgen efter at have mistet deres barn9.12.2025 08:40:10 CET | Pressemeddelelse
Fotoudstillingen For mig er du lige her fortæller om den kærlighed, der lever videre, selvom et barn dør. Det er en offentlig kærlighedserklæring, der bryder den tavshed, som mange forældre oplever. Udstillingen kan opleves ved Rådhuset i Frederikshavn fra fredag den 12. december.
Det Nationale Sorgcenter henter politisk tung profil som ny vicedirektør4.12.2025 10:56:12 CET | Pressemeddelelse
I en tid med stigende opmærksomhed på sorg styrker Det Nationale Sorgcenter nu sin topledelse. Organisationen har ansat tidligere sekretariatschef for overborgmesteren i København, Maja Barfod Hørsving, som ny vicedirektør – et valg, der afspejler både voksende efterspørgsel og ambitionen om at løfte sorgområdet nationalt.
Nordjylland går forrest og tilbyder hjælp til voksne i sorg26.11.2025 06:30:00 CET | Pressemeddelelse
Som det eneste og første sted i landet tilbyder Det Nationale Sorgcenter nu gratis, specialiseret psykologhjælp målrettet efterladte voksne i Nordjylland.
Kærlighedshistorier til offentligheden – fra forældre, der har mistet et barn6.11.2025 10:06:54 CET | Pressemeddelelse
Valter, Sebastian, Dagmar, Julie, Nikolaj, Rasmus, Emil, Alfred, Nicholas, Eddie, Didde, Eva, Line, Eva Maria, Nicolaj, Louis, Òmar, Emilie, Marcus – de er lige her – børnene. De larmer stille og højt på én gang af kærlighed til dem, de er tæt på. De er uundgåeligt for evigt forbundet med dem, de elsker, og som elsker dem. Nu flytter fotoudstillingen 'For mig er du lige' her ind på Torvet i Ringkøbing.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum