Ny evalueringspulje skal give arkitekter mere viden om egne byggerier
3.2.2026 08:46:21 CET | Realdania | Pressemeddelelse
Realdania afsætter 3 mio. kr. i støtte til tegnestuer, der skal evaluere egne projekter for børn og unge. Målet er at fremme evaluering i byggebranchen for bedre at udnytte den viden og læring, der ligger i et byggeprojekt.

Vi misser ofte viden om, hvordan vores bygninger rent faktisk bliver brugt, når et projekt afleveres, og arkitekterne rykker videre til det næste. Det mener den filantropiske forening Realdania, som derfor nu vil give støtte til tegnestuer, der vil evaluere projekter til børn og unge, de har arbejdet på. Det skal skabe mere viden om børn og unges brug af bygninger og byrum, og hvordan arkitektur kan påvirke deres trivsel både positivt og negativt.
”Arkitektur er aldrig bare en baggrundskulisse. Den former vores adfærd, vores vaner og vores relationer, helt ned til den måde, vi føler os tilpas eller utrygge i et rum eller en bydel. Ofte sker det så subtilt, at vi let overser, hvor afgørende de fysiske rammer er for vores trivsel. Derfor er der behov for, at vi skærper blikket og i højere grad genbesøger og evaluerer vores bygninger og byrum. Det skal vi gøre for at forstå, hvordan mennesker oplever og bruger de fysiske rammer, der er bygget, og hvilken effekt rammerne har på det levede liv,” siger Siri Daa Funder, projektchef i Realdania.
Fokus på mennesker i bygninger
Hun peger på, at byggebranchen i mange år har haft fokus på tekniske installationer og vedligehold, når der bliver lavet opfølgninger. Omvendt kunne der være større fokus på de mennesker, der dagligt bevæger sig rundt i og omkring bygningerne, og hvordan de bruger og oplever dem. Derfor er der et stort, overset potentiale i at lære af de bygninger og byrum, vi allerede har stående.
”I en verden, hvor ressourcerne bliver mere knappe, skal funktionaliteten og den faktiske anvendelse af bygningerne i centrum, så vi bruger vores materialer bedst muligt og udnytter alle kvadratmeter. Ved at lære af det byggeri, der allerede står, og det, der bliver opført, kan vi være med til at sørge for, at det næste projekt bliver bedre,” siger Siri Daa Funder.
Gode eksempler skal inspirere
Midlerne, som tegnestuer kan søge støtte fra, er en del af en samlet pulje på 3 mio. kr., og der vil blive udvalgt 10 projekter, der får op til 300.000 kr. i støtte hver. Udover at få finansiel støtte vil de udvalgte projekter og tegnestuer blive sat sammen i et læringsrum, hvor de på fire møder i løbet af projektperioden vil få mulighed for at dele og drøfte deres erfaringer med hinanden. Og så skal deres erfaringer bruges til at inspirere andre i byggebranchen til også at bruge evaluering systematisk på deres projekter.
”Hvis arkitekter og bygherrer skal sætte tid og ressourcer af til en evaluering, skal de jo kunne se værdi i det. Ellers bliver det bare en udgift. Og det er målet for os, når vi går ud og giver støtte til de her projekter – ikke bare at bruge og dele den viden, der er at hente i det enkelte projekt og den enkelte bygning, men også at bruge projekterne som eksempler på, hvor meget alle i branchen rent faktisk kan få ud af at arbejde systematisk med evalueringer,” siger Siri Daa Funder.
Evalueringspuljen er åben for ansøgninger indtil 22. april 2026. Projekterne, der vil modtage støtte, bliver udvalgt i juni 2026.
Læs mere om indsatsen på realdania.dk.
Om evalueringspuljen
- Puljen er åben for arkitekttegnestuer, der kan søge om evaluering af et projekt i deres bagkatalog, der ligger inden for temaet Børn og Unge. Det kan både være et konkret byggeri, et sted eller et uderum.
- Realdania kan bidrage med op til 300.000 kr. pr. projekt. Støtte kan gå til lønudgifter, indsamling af data eller andet, der er nødvendigt for at gennemføre projektet. Støtte skal suppleres med egen- og/eller medfinansiering i størrelsesordenen 30%. Egen- og medfinansiering kan være finansieret af ansøgerne selv, f.eks. i form af timer.
- Ansøgningsfrist for puljen er 22. april 2026.
- De støttede projekter vælges og udmeldes i juni 2026. Tegnestuerne gennemfører evalueringerne fra august til december 2026, og projekterne skal være afsluttet 17. december 2026.
- Sideløbende vil de udvalgte tegnestuer indgå i et læringsrum, der opstartes august 2026 med fire planlagte møder fra august 2026 til januar 2027.
- Alle interesserede kan deltage i et webinar om evalueringspuljen 24. februar med tilmelding på realdania.dk.
Kontakter
Siri Daa FunderProjektchefRealdania
Tlf:22 79 35 79sdf@realdania.dkBilleder

Om Realdania
Realdania er en filantropisk forening med ca. 195.000 medlemmer. Foreningen arbejder for at skabe livskvalitet gennem det byggede miljø - forstået som de fysiske rammer for vores hverdag. Det er f.eks. byudvikling, byggeri og bevaring af vigtige kulturmiljøer. Realdania har siden år 2000 støttet omkring 5.200 projekter med ca. 24 mia. kr. Alle, der ejer fast ejendom, kan gratis blive medlem.
Følg pressemeddelelser fra Realdania
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Realdania
75 tons CO2 ekstra om året – så meget koster det at placere en stor dagligvarebutik i udkanten af en landsby17.12.2025 10:15:30 CET | Pressemeddelelse
En ny undersøgelse viser klimakonsekvenserne, når nye butikker får plads i udkanten af byen i stedet for i bymidten. Billedet er tydeligt: CO2-udledningen vokser markant.
Ny forskningspulje skal skabe viden om sammenhængen mellem arkitektur og livskvalitet10.12.2025 09:00:00 CET | Pressemeddelelse
Realdania vil med en ny forskningspulje på 10 mio. kr. støtte forskningsprojekter, der skal gøre os klogere på, hvordan vores fysiske rammer påvirker vores livskvalitet, trivsel og sociale relationer. Målet er at gøre det lettere at forstå og nemmere at arbejde med menneskers behov i arkitekturen.
Otte frontløbere skal bygge med biobaserede løsninger og inspirere byggebranchen8.12.2025 09:02:08 CET | Pressemeddelelse
Realdania støtter nu otte byggeprojekter, der skal demonstrere, hvordan biobaserede materialer kan anvendes i praksis både i nybyggeri og renovering. Målet er at skabe konkrete eksempler, der kan nedbryde barrierer, inspirere branchen og styrke udviklingen af danske værdikæder for biobaserede byggematerialer.
Ny undersøgelse: Vi vil gerne bo bæredygtigt, men har svært ved at bo på mindre plads19.3.2025 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Nye tal fra Videncentret Bolius og Realdania viser, at et stort flertal af danskerne mener, de allerede træffer bæredygtige valg og endda er klar på at skrue op for de valg fremover. Men når det kommer til størrelsen af vores boliger, halter det stadig.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum