Red Barnet indleder ny indsats for at støtte Sudans nødlidende befolkning

29.1.2026 11:28:38 CET | Red Barnet | Pressemeddelelse

Del

Med 3,6 millioner kroner fra Red Barnets strategiske partnerskabsaftale med Danida vil organisationen støtte livsvigtig hjælp i Sudan, hvor en katastrofal humanitær krise udspiller sig.

Arkivfoto fra Red Barnets arbejde i Gedaref i det østlige Sudan i oktober 2025.
Arkivfoto fra Red Barnets arbejde i Gedaref i det østlige Sudan i oktober 2025. Hamid Abdulsalam/ Save the Children

Konflikten i Sudan har raset i over 1000 dage og har været med til at skabe verdens største sult- og fordrivelseskrise.  

Kampe, belejringer og ødelagt infrastruktur har efterladt millioner uden adgang til blandt andet fødevarer og basale sundhedsydelser, og befolkningerne i flere områder – herunder El Fasher i Nord-Darfur og Kadugli i Sydkordofan – lever i hungersnød (IPC fase 5). Dertil kommer en enorm uddannelseskrise, hvor flere end otte millioner børn ikke har været i skole i snart 500 dage på grund af fordrivelse og lukkede skoler, hvilket kan få langstrakte konsekvenser for fremtidige generationer. 

På grund af den akutte situation indleder Red Barnet nu en ny indsats med midler fra organisationens strategiske partnerskabsaftale med Danida for at afbøde nogle af konsekvenserne af den enorme humanitære katastrofe i Sudan.  

Projektet vil i de kommende seks måneder adressere de akutte behov ved at reducere sult, underernæring og dødelighed blandt konfliktramte og internt fordrevne familier i Nord-Darfur og Nuba-bjergene (Kadugli og Dilling).  

Gennem tæt samarbejde med netværket Cash Working Group (CWG) og organisationen Humanitarian Aid Commission (HAC) støtter Red Barnet 45 lokale grupper i at levere livsvigtige ydelser såsom fælleskøkkener og sundheds-, uddannelses- og børneaktiviteter til særligt sårbare familier. Indsatsen kombinerer adgang til mad og basale tjenester med trygge læringsrum og psykosocial støtte, herunder levering af læringsmaterialer og bøger samt træning af lokale frivillige. 

Indsatsen ventes at nå omkring 3.000 personer, herunder 1.200 skolebørn. 

– Det her initiativ kan blive en helt afgørende livline for internt fordrevne familier, som lige nu har akut brug for hjælp, fastslår Jakob Eilsøe Mikkelsen, chef for Red Barnets arbejde i Afrika, og fortsætter:  

– Familierne får livsvigtig hjælp til at dække deres basale behov, samtidig med at børnene også får vigtig psykosocial støtte med fokus på både leg og basal læring, siger Jakob Eilsøe Mikkelsen, der medgiver, at det kræver en langt større indsats for at bremse katastrofen i Sudan.  

– Det er med god grund, at situationen i Sudan omtales som den største humanitære krise i verden. FN estimerer, at omkring to tredjedele af Sudans befolkning – over 33 millioner mennesker – får brug for humanitær hjælp i år. Alligevel fortsætter det med at være en overset og underfinansieret krise. Set i det perspektiv kan den nye indsats virke som en dråbe i havet. Men for de familier, som vi når frem til, gør hjælpen en afgørende forskel, som er til at tage og føle på, fastslår Jakob Eilsøe Mikkelsen.  

Han peger på, at det nye Danida-finansierede projekt er et supplement til den brede indsats, som Red Barnet yder i Sudan. Her støtter organisationen børn og deres familier på tværs af landet med blandt andet hjælp til sundhed, ernæring, uddannelse og børnebeskyttelse.  

Nøgleord

Kontakter

Om Red Barnet

Red Barnet arbejder i Danmark og mere end 110 andre lande. Vi redder børns liv. Vi beskytter og styrker dem. Vi kæmper for deres rettigheder. Vi er Save the Children – verdens førende uafhængige organisation for børn.

Red Barnet yder nødhjælp og forebygger katastrofer. Vi bekæmper vold, overgreb og mobning. Vi sikrer skolegang, opbygger fællesskaber og styrker børns modstandskraft. Vi arbejder politisk for de dårligst stillede børn og skaber debat om børns livsvilkår.

Følg pressemeddelelser fra Red Barnet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Red Barnet

Unge, som ser seksuelt overgrebsmateriale med børn, søger hjælp hos ny rådgivning28.1.2026 06:00:00 CET | Pressemeddelelse

Drenge og unge mænd, som søger hjælp til at stoppe deres brug af ekstrem porno eller ulovligt overgrebsmateriale, fylder i rådgivningen TalMedOs, som Red Barnet for et år siden åbnede. Det viser en ny kortlægning af sagerne fra rådgivningens første leveår. På bare 11 måneder har TalMedOs haft 172 rådgivningssamtaler, ofte direkte med unge, der har bekymrende seksuelle tanker eller adfærd.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye