Regeringen styrker indsatsen mod hadforbrydelser og homofobi mod LGBT+ personer

29.1.2026 06:00:00 CET | Miljø- og Ligestillingsministeriet | Pressemeddelelse

Del

Regeringen lancerer i dag en ny LGBT+ handlingsplan med 30 initiativer. De skal styrke LGBT+ personers tryghed, trivsel og lige muligheder samt bekæmpe hadforbrydelser og chikane. Regeringen sætter også ind mod homofobi og negativ social kontrol mod minoritetsetniske LGBT+ personer.

I Danmark er der opnået betydelige fremskridt for LGBT+ personers rettigheder og frihed. Alligevel viser undersøgelser, at mange stadig oplever utryghed og overgreb. Det anslås, at op mod 3.000 LGBT+ personer i Danmark hvert år oplever en voldelig hadforbrydelse. Hadforbrydelser kan have alvorlige konsekvenser for både de direkte berørte og for den generelle oplevelse af tryghed i LGBT+ miljøet.

Derfor vil regeringen sikre, at alle politikredse nu får hadforbrydelseskoordinatorer, som kan styrke kendskabet til og håndteringen af problemet. Samtidig etableres der hjælp til ofre for hadforbrydelser, som får bedre rådgivning og støtte.

Undersøgelser viser, at religiøse mennesker oftere har homofobiske holdninger, og at LGBT+ personer med minoritetsbaggrund oftere oplever pres, negativ social kontrol og utryghed. Eksempelvis har 16 procent af adspurgte nydanske LGBT+ personer følt sig presset til at indgå ægteskab mod deres vilje, og 14 procent har oplevet trusler om fysisk vold fra deres familie eller familiens netværk på grund af deres seksuelle orientering eller kønsidentitet. Regeringen vil derfor styrke indsatsen mod negativ social kontrol og homofobi i minoritetsetniske miljøer gennem oplysning, forebyggelse og støtte – i tæt samarbejde med civilsamfund, fagpersoner og lokalsamfund.

Ligestillingsminister Magnus Heunicke siger:

”Hadforbrydelser og vold mod LGBT+ personer er et alvorligt angreb på både den enkelte og på de værdier, vores samfund bygger på. Det stopper vi ikke med ord alene, men med konkret handling. Derfor styrker vi politiets indsats, sikrer bedre støtte til ofre og sætter målrettet ind der, hvor LGBT+ personer udsættes for pres, trusler og negativ social kontrol. Alle i Danmark skal kunne leve åbent, trygt og frit – uden frygt for vold eller diskrimination.”

Ordførerudtalelser: 

Linea Søgaard-Lidell, Venstre: 

”For Venstre er det en grundlæggende værdi, at alle har frihed til at leve trygt og frit – uden frygt for diskrimination og uanset hvor i landet man bor. Derfor er jeg glad for den nye aftale, hvor vi styrker lokale fællesskaber i hele landet. Vi vil tage et klart opgør med negativ social kontrol og homofobi, herunder i muslimske miljøer, hvor helt grundlæggende rettigheder og friheden til at være sig selv stadig udfordres.”

Rosa Eriksen, Moderaterne:

”Vi hverken kan eller vil tolere hadforbrydelser. I Danmark skal man kunne færdes frit og i tryghed, upåagtet ens seksuelle observans, etnicitet eller baggrund. Desværre ser vi at der stadig, og særligt i nogle religiøse miljøer, florerer homofobiske holdninger, og at særligt LGBT+ personer med minoritetsbaggrund, er udsat for social kontrol og æresmotiveret vold. Det skal vi sætte foden skarpt ned over for, og med dagens aftale tager vi et skridt i den retning, med flere ressourcer til blandt andet politiets arbejde.”

Gunvor Wibroe, Socialdemokratiet: 

“Vi lever i en voldsom tid, hvor alt for mange LGBT+ personer oplever at blive udsat for chikane, had og vold – og basale rettigheder er under pres i Europa. Derfor er jeg som Socialdemokratiets ligestillingsordfører stolt over en handlingsplan, som sætter hårdt ind overfor had og homofobi – herunder religiøs homofobi. Socialdemokratiet har også skubbet på for at styrke gode fællesskaber for LGBT+ personer i hele landet bl.a. gennem støtte til Pan Idræt. Alle har ret til at være den, man er, og elske den, man elsker. Uanset hvem du er, og hvor du bor.”

30 initiativer i ny LGBT+ handlingsplan

Regeringens nye LGBT+ handlingsplan 2026-2029 indeholder 30 initiativer, der er fordelt på fire fokusområder:

 1. Indsats mod hadforbrydelser

Der indføres hadforbrydelseskoordinatorer i alle politikredse, politiets kompetencer styrkes, og ofre får bedre rådgivning, støtte og opfølgning.

 2. Styrket indsats mod homofobi og negativ social kontrol mod minoritetsetniske LGBT+ personer

Indsatserne skal bekæmpe bl.a. homo- og transfobi, negativ social kontrol, vold og omvendelsesterapi mod LGBT+ personer i minoritetsetniske miljøer med oplysning, rådgivning og samarbejde med civilsamfundsorganisationer.

3. Flere fællesskaber og øget trivsel for LGBT+ personer i hele landet

Initiativerne i handlingsplanen skal styrke lokale fællesskaber og støtte tilbud for LGBT+ personer på tværs af Danmark, så LGBT+ personer, også uden for de største byer, frit kan leve deres liv.

4. Danmark står fast på LGBT+ rettigheder internationalt

Danmark fastholder sit internationale arbejde for LGBT+ rettigheder og muligheder, herunder gennem værtskabet for IDAHOT+ i København i maj 2026.

Læs mere om alle 30 initiativer i LGBT+ handlingsplanen her.

Fakta om handlingsplanen:

  • Handlingsplanens 30 initiativer går på tværs af regeringen og fordeler sig på Beskæftigelsesministeriet, Børne- og Undervisningsministeriet, Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Justitsministeriet, Kulturministeriet, Miljø- og Ligestillingsministeriet, Udenrigsministeriet, Udlændige- og Integrationsministeriet, Social- og Boligministeriet samt Ældreministeriet.
  • En række af handlingsplanens initiativer er finansieret gennem regeringens og Det Konservative Folkepartis aftale om udmøntning af rammen til en LGBT+ indsats på 24,4 millioner kroner fra finansloven for 2026. Find aftalen i linket her.

Fakta:

  • Det anslås, at mellem 2.000-3.000 LGBT+ personer årligt oplever en voldelig hadforbrydelse (Justitsministeriets Forskningskontor (2024): Udsathed for vold og andre former for kriminalitet. Offerundersøgelserne 2025-2023)
  • 31 procent af adspurgte danske LGBT+ personer undgår altid eller ofte at holde deres samkønnede partner i hånden i offentligheden af frygt for overgreb, trusler eller chikane (EU Agency for Fundamental Rights (2024): EU LGBTIQ Survey III).
  • 17 pct. af mandlige muslimer og 26 pct. af kvindelige muslimer finder, at sex mellem to personer af samme køn er moralsk acceptabelt (Andresen et al. (2025): Factors Associated with Moral Disapproval of Same-Sex Sexual Behavior in Denmark: Baseline Findings from the Project SEXUS Cohort Study)
  • 16 pct. af adspurgte nydanske LGBT+ personer har følt sig presset til at indgå ægteskab mod deres vilje (Als Research (2022): Nydanske LGBT+ personers levevilkår og støttebehov)
  • 14 pct. af adspurgte nydanske LGBT+ personer har oplevet, at deres familie har truet dem med fysisk vold pga. deres seksuelle orientering eller kønsidentitet (Als Research (2022): Nydanske LGBT+ personers levevilkår og støttebehov)
  • 48 pct. af unge LGBT+ personer mellem 15 og 17 år i Hovedstadsområdet oplever mistrivsel, fx tegn på moderat eller svær angst og depression. I Syd- og Midtsjælland er det 56 pct, i Odense er det 71 pct., i Sydjylland er det 57 pct., i Aalborg er det 54 pct. og i Aarhus er det 53 pct. (Boisen Andersen et al. (2024): Trivsel og mental sundhed blandt LGBT+-unge – En kortlægning for udvalgte områder i Danmark)

Yderligere oplysninger:

Pressevagten: Tlf. +45 20 91 59 01 (kan ikke modtage SMS)
Mail: presse@mim.dk

Følg pressemeddelelser fra Miljø- og Ligestillingsministeriet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Miljø- og Ligestillingsministeriet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye