Forskere: Fordrivelse er en systematisk del af Israels politik

Det er ikke enkeltstående krige og kriser, der har fordrevet palæstinensere fra Gaza, Libanon og Vestbredden. Fordrivelse er et værktøj, som Israel systematisk har brugt siden 1948. 

Israel har brugt mange midler til fordrivelserne. Blandt andet økonomiske incitamenter. Der har været tvangsforflyttelser, indhegninger eller ødelæggelser af boliger og infrastruktur. Eller sult og tilbageholdelse af fødevarer. Målet har været at mindske den palæstinensiske befolkning.

Sådan lyder konklusionen i rapporten The Anatomy of Displacement. Den er lavet i et samarbejde mellem Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) og Aalborg Universitet (AAU). Rapporten er bestilt og finansieret af Forsvarsministeriet og er baseret på et omfattende kildemateriale og feltarbejde i Libanon.

”Fordrivelsen er ikke et resultat af humanitær krise eller konflikt, men udtryk foren bevidst politisk strategi med dybe historiske rødder”, siger postdoc Ahlam Chemlali fra Aalborg Universitet.

Seniorforsker Lars Erslev Andersen fra DIIS tilføjer, at Israels mål er at sikre israelsk flertal i alle områder ved at fordrive palæstinensere til enklaver eller reservater, hvor de ikke har basale borgerlige rettigheder.

”Israelske politikere og tænkere taler om ”overførsel” og ”frivillig migration” frem for ”fordrivelse”. Vi konstaterer, at det handler om fordrivelse og betegner fænomenet som bosætterkolonialisme. Det minder om det, vi kender fra USA, hvor nybyggerne fordrev de indfødte og forflyttede dem til reservater,” siger han.

Siden oktober 2023 har omfattende ordrer om evakueringer, nedlæggelsen af UNRWA’s distributionsnetværk og centraliseringen af nødhjælp under Gaza Humanitarian Foundation gjort adgang til mad, vand og husly til instrumenter for tvang i Gaza.

Vestbredden er præget af stadig flere bosættelser, samtidig med at palæstinensernes civile liv i stigende grad gøres uholdbart gennem målrettet vold og nedrivninger, der forhindrer sikker bosættelse eller tilbagevenden.

Samtidig viser situationen i Libanon, at fordrivelse rækker ud over krigszoner. Regional ustabilitet, beskydning, bomber, svag styring og migrationskontrol mindsker palæstinensernes bevægelsesfrihed og gør det utåleligt at leve i området.

En medarbejder fra en humanitær NGO i Ain Ebel beskrev situationen i august 2025:

“Hver våbenhvile eller midlertidig fredsaftale er skrøbelig. Familier vender tilbage med håb, men inden for få dage bliver de tvunget væk igen. Denne konstante afbrydelse ødelægger mennesker mere end selve bomberne.”

Forskerne beskriver også, hvordan EU’s ønske om og økonomiske støtte til inddæmning af flygtninge i ”nærområdet” forstærker korruptionen i Libanon.

“Det, vi ser i Libanon, følger samme mønster som i Nordafrika. EU’s fokus på inddæmning betyder, at mennesker fastholdes i uholdbare forhold, mens midler kanaliseres til svage og korrupte myndigheder, der undertrykker internt fordrevne. Uden reelle lokale løsninger risikerer vi på sigt en endnu større flygtningekrise. Samtidig skubber denne politik marginaliserede lokalsamfund i armene på militser som Hizbollah – en udvikling, der udgør en alvorlig og langsigtet sikkerhedsrisiko,” siger Ahlam Chemlali.

Rapporten bliver fremlagt på Aalborg Universitet i København kl 14.30 i dag