Ny undersøgelse: Hver niende ung har kørt på ulovlig elcykel
21.1.2026 05:45:00 CET | Rådet for Sikker Trafik | Pressemeddelelse
Alt for mange unge kører på ulovlige elcykler, viser en ny undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik. Det kan få alvorlige konsekvenser – både i forhold til ulykker og forsikringsmæssigt (regionale tal).

11 % af de 15-24-årige har inden for det sidste år kørt på en ulovlig elcykel én eller flere gange, og mange af dem med meget høje hastigheder, hvilket øger risikoen for ulykker.
Det viser en helt ny undersøgelse, som Rådet for Sikker Trafik og analysebureauet Wilke har gennemført blandt 3.053 unge i alderen 15-24 år i efteråret 2025.
Det er meget bekymrende. Kombinationen af at være ung og risikovillig og så køre på en ulovlig elcykel, der ikke er bygget til de hastigheder, er risikabelt. Vi har allerede set alvorlige ulykker, hvor det er gået galt med ulovlige elcykler, siger adm. direktør i Rådet for Sikker Trafik, Jakob Bøving Arendt.
Ud af de 327 unge, der i den repræsentative undersøgelse har svaret, at de har kørt på en ulovlig el-cykel, har 226 af dem også svaret på, hvor hurtigt de kørte på elcyklen. I gennemsnit lyder svaret 45 km/t., og 25 % svarer 56 km/t eller hurtigere.
Når man kører med de her hastigheder på en cykel, er man ekstremt sårbar og også til fare for andre i trafikken. Samtidig er mange nok ikke klar over, at man kan stå helt uden forsikring, hvis de rammer en anden, der kommer til skade. Det vil sige, at man måske også skal betale af på et erstatningskrav resten af sit liv, siger Jakob Bøving Arendt.
Et problem i hele landet.
Rådet for Sikker Trafik hører fra både skoler, kommuner og politikredse, at ulovlige elcykler er et problem – især ved skolerne.
Derfor opfordrer Rådet forældre til at sætte sig grundigt ind i reglerne, før de køber en elcykel til deres barn eller teenager for eksempel i forbindelse med konfirmation eller fødselsdage.
Vores klare opfordring er, at man tjekker reglerne grundigt, før man køber. Spørg ind til hastighed, motor og godkendelse – og tal med jeres barn om risikoen. Det handler både om sikkerhed og at tage ansvar for, hvad den unge foretager sig i trafikken, siger Jakob Bøving Arendt.
Fakta om undersøgelsen – regionale tal:
Der er ingen signifikant forskel mellem regionerne, men tallene fra den nye undersøgelse viser, at problemet med unge på ulovlige elcykler findes i hele landet:
Spørgsmål: Har du – inden for det seneste år – cyklet på en el-cykel, der kunne køre hurtigere end tilladt? Så mange har svaret ja, at det har de gjort en eller flere gange:
- Nordjylland: 9 %
- Midtjylland: 9 %
- Syddanmark: 12 %
- Sjælland: 13 %
- Hovedstaden: 12 %
- Gennemsnit: 11 %
(Kilde: National repræsentativ spørgeskemaundersøgelse gennemført af Rådet for Sikker Trafik og analysebureaet Wilke blandt 3.053 unge i alderen 15-24 år i efteråret 2025).
Gode råd – det siger loven om elcykler:
- Der må kun være én motor på cyklen.
- Motorens effekt må højst være 250 watt. Det må ikke være muligt at indstille motoren til højere effekt end 250 watt.
- Motoren må hjælpe til op til 25 km/t, når der trædes i pedalerne. Derefter skal den slå fra.
- Det må ikke være muligt at indstille motoren til at slå fra ved en højere fart end 25 km/t, når der trædes i pedalerne.
- Nogle el-cykler har en såkaldt "gå-assistent", der hjælper med max 6 km/t, uden der trædes i pedalerne. Det er en hjælp til at trække cyklen op ad stejle ramper, bakker mv.
- En el-cykel må ikke kunne indstilles til at køre hurtigere end 6 km/t, uden at der trædes i pedalerne.
- For bremser, lys og andet udstyr gælder samme regler som for almindelige cykler
- Der er ingen aldersgrænse for at køre på el-cykel. Men Rådet for Sikker Trafik anbefaler, at man er mindst 15 år, før man kører på el-cykel.
Rådet for Sikker Trafik har samlet gode råd og reglerne for elcykler her.
Kontakt:
Rådet for Sikker Trafiks pressetelefon: 3916 3969.
Rådet for Sikker Trafik er en privat sammenslutning af offentlige myndigheder og private organisationer, der arbejder for at øge trafiksikkerheden. Medlemmerne af Rådet er dels offentlige myndigheder og dels private organisationer.
Rådet for Sikker Trafiks arbejde omfatter bl.a. kampagner, undervisningsmaterialer og rådgivning. Administrerende direktør for Rådet for Sikker Trafik er Jakob Bøving Arendt.
Se mere på www.sikkertrafik.dk
Følg pressemeddelelser fra Rådet for Sikker Trafik
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Rådet for Sikker Trafik
Alt for mange på motorcykel tager chancer med alkohol i trafikken26.6.2026 06:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Sommeren er højsæson for at køre motorcykel, men det er også her, der sker flest spritulykker. Nye tal viser, at alt for mange tager chancer med alkohol på motorcykel. Netop nu sætter 64 kommuner og Rådet for Sikker Trafik fokus på spritkørsel på vejene.
Vejvrede: Hver fjerde dansker kan finde på at råbe ad andre i trafikken24.6.2026 06:35:00 CEST | Pressemeddelelse
En ny undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik og GF Fonden viser, at vrede og irritation over andres adfærd fylder i trafikken – og niveauet har stort set ikke ændret sig de seneste år (OBS: tal for Øst- og Vestdanmark).
Danmark vinder europæisk trafiksikkerhedspris23.6.2026 15:07:32 CEST | Pressemeddelelse
Danskerne er et af de mest trafiksikre folkefærd i Europa, viser netop offentliggjorte ulykkestal. Derfor modtog Danmark i dag en europæisk pris i Bruxelles for mange års målrettet og fælles arbejde med at gøre trafikken på de danske veje mere sikker.
Turister på cykelstien: Sådan undgår du farlige situationer18.6.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Mange turister vil gerne se København fra en cykel, og det stiller krav til byens øvrige trafikanter og målrettet information til turisterne. Vis lidt ekstra hensyn på cykelstien, lyder opfordringen til Københavnerne.
Studenter topper farlig statistik – nu får 40.000 af dem en ekstra påmindelse15.6.2026 07:01:00 CEST | Pressemeddelelse
De 18-20-årige kører alt for ofte fulde på cykel, og de er samtidig dårligst til at huske cykelhjelmen. Det vil Rådet for Sikker Trafik ændre med en kampagneindsats og et personligt budskab, som 40.000 studenter modtager sammen med deres studenterhue.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum