Copenhagen Capacity

Ny alliance matcher SMV’ernes behov for talent med tech-opkvalificerede internationale kvinder

Del

ReDI School, Copenhagen Capacity og Norion Consult går med støtte fra TrygFonden sammen om at forløse det store, uudnyttede internationale talentpotentiale blandt kvinder fra ikke-EU-lande, der bor i Danmark. Gennem målrettet opkvalificering i efterspurgte tech-kompetencer skaber partnerskabet nye veje til vækst, fællesskab og tryghed i arbejdslivet.

Projektgruppe fra ReDI, Copenhagen Capacity og Norion Consult
Projektgruppe fra ReDI, Copenhagen Capacity og Norion Consult

Partnerskabet skal de næste to år hjælpe højtuddannede internationale kvinder i job og samtidig styrke danske SMV’ers evne til at rekruttere, inkludere og tilknytte internationalt talent. Projektet Plads til flere er støttet af TrygFonden og løber fra januar 2026 til september 2027.

Danske små og mellemstore virksomheder spiller en central rolle i dansk erhvervsliv og beskæftigelse, men mange mangler adgang til kvalificeret arbejdskraft. Samtidig står en stor gruppe højtuddannede internationale kvinder uden for arbejdsmarkedet eller i jobs langt under deres kvalifikationsniveau. Plads til flere adresserer begge udfordringer på én gang ved at koble målrettet karriereopkvalificering af kvinderne med inklusionstræning og konkret støtte til SMV’er.

“I Danmark har vi både et stort uudnyttet talentpotentiale blandt internationale kvinder – og tusindvis af SMV’er, der gerne vil vokse og udvikle sig. Med Plads til flere bringer vi de to sammen. Når virksomheder får adgang til de rette kompetencer, og kvinderne får adgang til professionelle fællesskaber, opstår der nye muligheder for begge parter,”
siger Vibe Lindgård Bach, CEO i ReDI School Denmark.

Projektet vil over tre forløb klæde i alt 150 internationale kvinder på med karriere- og arbejdskulturelle kompetencer målrettet SMV’er og samtidig støtte 20 SMV’er i at opbygge mere inkluderende arbejdsfællesskaber. Gennem såkaldte fellowships får virksomheder og kandidater mulighed for at afprøve samarbejdet i praksis – med sigte på fastansættelse.

Hos Copenhagen Capacity ser man et stort potentiale i at styrke SMV’ernes inklusionskapacitet:

“SMV’er er rygraden i dansk erhvervsliv. Når vi giver dem konkrete redskaber til onboarding, inklusion og trivsel, styrker vi både deres konkurrenceevne og deres evne til at tilknytte international arbejdskraft i konkurrencen med de store virksomheder,” siger Asbjørn Overgaard, CEO hos Copenhagen Capacity.

Projektet følges af en ekstern evaluering og munder ud i en praksisnær guide, der samler viden, metoder og cases og stilles frit til rådighed for SMV’er i hele landet.

“Ambitionen er ikke kun at skabe job her og nu, men at dokumentere, hvad der faktisk virker – og gøre det muligt for andre at bygge videre på erfaringerne,” siger senior ekspert Stine Chen, Norion Consult.

Plads til flere bidrager til TrygFondens fokus på tryghed i arbejdslivet ved at skabe mere stabile tilknytninger til arbejdsmarkedet for grupper med usikker beskæftigelse – og ved at styrke virksomhedernes evne til at skabe sunde, inkluderende arbejdsmiljøer.

Fakta – Plads til flere

  • Periode: januar 2026 – september 2027
  • Målgruppe: 150 højtuddannede migrantkvinder og 20 danske SMV’er
  • Indsatser: Karriereprogrammer, inklusionstræning, fellowships, mentoring
  • Output: 20 fellowship-match og en skalerbar SMV-model for inklusion

Nøgleord

Kontakter

Om Copenhagen Capacity

Copenhagen Capacity tiltrækker internationale virksomheder og investeringer til Østdanmark og talenter til dansk erhvervsliv. Vi udnytter Københavns stærke internationale brand, Østdanmarks særlige erhvervsstyrker og Danmarks attraktive erhvervsklima til at tiltrække viden og ressourcer fra hele verden. Målet er at skabe bæredygtige forandringer, der understøtter landet i at håndtere de største samfundsmæssige udfordringer. Copenhagen Capacity er en not-for-profit erhvervsdrivende fond, der er finansieret af såvel offentlige aktører som private fonde og virksomheder.

Følg pressemeddelelser fra Copenhagen Capacity

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Copenhagen Capacity

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye