Vi redder alle de kæledyr, vi kan
20.1.2026 07:00:00 CET | Dyreværnet | Nyhed
I Dyreværnet hjælper og redder vi alle de kæledyr, vi kan. Og vi afliver ikke sunde og raske dyr, der kan omplaceres til nye familier. Vi gør alt, hvad vi overhovedet kan, men det er desværre ikke alle dyr, vi kan tage ind.

Nogle gange siger vi nej til at tage dyr ind, og det kan være svært at forstå, hvordan det hænger sammen, fordi vi er Dyreværnet og netop eksisterer for at tage vare på kæledyr i nød. Det vil vi gerne sætte nogle ord på her i det nye år.
Kapacitet sætter en naturlig grænse
Dyreværnet driver for nuværende to internater – i Rødovre og i Kolding. Det sætter en naturlig grænse for, hvor mange dyr vi kan tage ind til behandling, træning og omplacering. En del af vores strategi er på sigt at udvide vores kapacitet, så vi kan redde endnu flere kæledyr, og i øjeblikket arbejder vi fx på at klargøre en pavillon til husning af krybdyr i Rødovre.
Smitsomme sygdomme er et problem
På vores internater huser vi mange dyr, og selvom de har den plads, de skal bruge for at trives, har vi mange dyr på samme matrikel, og det betyder, at smitsomme sygdomme hurtigt kan sprede sig, hvis smitten først er inden for dørene.
Smitsomme sygdomme kræver isolation og omstændelige rengøringsprocedurer, der er både dyre og tidskrævende. Og det sætter såvel dyrepassere som dyr under et stærkt pres. Derfor kan vi ikke tage dyr ind, som vi på forhånd ved er bærere af smitsomme sygdomme som fx ringorm. Herudover tager vi ikke dyr ind, der har kroniske lidelser.
Vores dyr skal have en fremtid
Det er ikke optimalt for dyr at være på et internat. Det er, som ordet siger, en midlertidig løsning på vej mod et blivende hjem for kæledyret.
Hvis dyrets helbredsmæssige stand eller adfærdsudfordringer er af en sådan karakter, at de på trods af kærlig pleje og træning ikke kan få et acceptabelt liv fremadrettet, så må vi desværre konkludere, at det ikke kan omplaceres til et nyt og kærligt hjem. Med andre ord vil dyret ikke have en fremtid ud over at bo på internat.
Vores mål er, at vores dyr hurtigst muligt skal ud til deres blivende hjem, hvor de får den pleje og omsorg, de skal bruge for at trives. I gennemsnit er liggetiden for vores dyr på 24 dage. For hunde er det 26 dage, katte 23 dage, kaniner 28 dage og marsvin 44 dage.
Kontakt os – så finder vi en løsning
Hvis man som kæledyrsejer står i en svær situation, er det bedste at kontakte Dyreværnet eller en anden dyrevelfærdsorganisation hurtigst muligt. I langt de fleste tilfælde kan vi hjælpe – både i forhold til råd og vejledning, overdragelse af dyret eller, som sidste nødvendige udvej, et værdigt farvel.
Kontaktoplysninger og åbningstider for Dyreværnet findes her: Hvordan kontakter jeg Dyreværnet?
Nøgleord
Kontakter
Tina J. HindsboKommunikationschefDyreværnet
Tlf:50603550tina@dyrevaernet.dkBilleder

Links
Dyreværnet blev stiftet i 1898 og er en af verdens ældste dyreværnsorganisationer
Vores formål er at fremme dyrevelfærd i Danmark samt vinde og udbrede forståelse for dyrebeskyttelsens hovedopgaver, herunder at stoppe dyrplageri og aflivning af sunde og raske dyr.
Vi mener, at alle kæledyr i Danmark fortjener gode vilkår og et godt hjem, og det arbejder vi aktivt for ved at holde os tæt på såvel de lovgivende som udøvende magter – og gennem vores mange aktiviteter:
Hver dag modtager Dyreværnet op mod 10 anmeldelser om misrøgtede dyr. Dem tager vi alvorligt, og vi redder ca. 500 dyr om året i hele Danmark. Herudover tager vi imod et stort antal dyr fra familier, som ikke længere kan tage sig af deres kæledyr. Endelig har vi mobile dyrlægeklinikker, der kører rundt i hele Danmark og tilbyder hjælp til socialt udsatte og deres dyr, der hvor de er.
Fra vores internater i Rødovre og Kolding formidler vi årligt ca. 1.500 hunde, katte, kaniner, gnavere og andre smådyr til nye, kærlige hjem.
I 2025 har Dyreværnet samarbejder med Københavns Politi samt Københavns Vestegns og Nordsjællands Politikredse, som kan indlevere herreløse dyr og notitsdyr til vores akutafdeling døgnet rundt.
Dyreværnet beskæftiger ca. 50 medarbejdere i udryknings- og internattjeneste samt administration. Hertil kommer et korps på over 100 frivillige, som hver dag hjælper med at passe og pleje vores mange internatdyr – og går til hånde efter behov.
Følg pressemeddelelser fra Dyreværnet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Dyreværnet
Første politianmeldelse på baggrund af bekendtgørelsen om sund avl for hunde30.4.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Dyreværnet har netop indgivet politianmeldelse for overtrædelse af bekendtgørelsen om sund avl for hunde. Det er første gang, og vi er meget tilfredse med, at der nu er lovhjemmel for politianmeldelse af en tragisk sag om en døv-blind tæve, der aldrig skulle have været brugt til avl.
Ny kattemodtagelse står nu klar i Rødovre27.4.2026 07:00:00 CEST | Nyhed
Den nye kattemodtagelse, som kunne indkøbes sidste år, takket være en donation på kr. 250.000 fra Skibsreder Per Henriksens Fond, er nu færdigindrettet og åben for modtagelse af de første katte.
Har du fundet en eller flere killinger?13.4.2026 07:00:00 CEST | Nyhed
Nu går killingesæsonen for alvor i gang, og det betyder, at folk kan risikere at støde på killinger i vejkanten, i hækken eller et helt tredje sted – med eller uden morkat. Og hvad gør man så?
Dyreværnet er igen med på Roskilde Dyrskue9.4.2026 07:00:00 CEST | Nyhed
Som led i at udbrede budskabet om Dyreværnets arbejde og indgå flere dialoger med befolkningen om dyrevelfærd vil foreningen igen være til stede på Dyrskuet i Roskilde i 2026.
Frit lejde for indlevering af hunde og killinger19.3.2026 12:47:18 CET | Nyhed
Dyreværnets internater er som regel fyldt godt op, men lige nu har vi ekstra kapacitet i staldene, og derfor giver vi frit lejde resten af marts til ejere, der ikke længere kan beholde deres hund eller killinger.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum