Lavsbundsjorde skal ikke stå under vand for at give størst klimagevinst

Vådområder udgør kun omkring seks procent af landjorden, men rummer omkring 30 procent af den organiske kulstofpulje. Derfor er vådområdernes udledning af CO2 helt central i det globale klimaregnskab. I Danmark er det planen, at 140.000 hektar lavbundsjorde, som moser og enge, skal oversvømmes som en del af Den Grønne Trepart.

Ved at oversvømme områderne forsinker man nedbrydningen af organisk materiale og holder den bundne CO2 i jorden fremfor at lade den sive ud og bidrage til drivhuseffekten. Det har i hvert fald været rationalet indtil nu.

Men det er ikke den bedste løsning for klimaet, viser et nyt studie fra Københavns Universitet, som er udgivet i Nature - Communications Earth & Environment. For ved at oversvømme lavbundsområderne helt skaber man optimale betingelser for dannelse af metan – en drivhusgas, som er op mod 30 gange mere skadelig for klimaet end CO2.

”De fleste regner lige nu med at omlagte danske lavbundsjorde i stor stil skal stå under vand. Men vores forskning viser, at det ikke er en god idé. Ved at holde vandstanden lidt under terræn vil det nemlig muliggøre, at metan kan omdannes inden den frigives og dermed begrænses frigivelsen af metan,” siger professor Bo Elberling fra Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, som har ledet studiet.  

Mikroorganismer i jorden er en overset game changer

Andre danske forskere har kortlagt det mikrobielle liv i danske jorde og fandt hele 140.000 forskellige arter. Nogle af disse mikroorganismer, der lever i de øverste jordlag, er årsagen til, at oversvømmelse af lavbundsjordene ikke er en god idé.

Her nedbryder de nemlig blandt andet den metan, som produceres længere nede i den meget våde jord af andre mikroorganismer, og som siver op gennem jordlagene. Men omdannelsen sker kun, hvis der er ilt til stede i jorden. Bliver de øverste jordlag oversvømmet bliver de hurtigt iltfrie, og omdannelsen af metan stopper.

For at nå frem til den nye viden har Bo Elberling og hans kolleger studeret Maglemosen 20 kilometer nord for København - en mose som har fået lov at passe sig selv i over 100 år, og som på mange måder er repræsentativ for lavbundsjorde i resten af Danmark.

Her har forskerne målt udledningen af CO2 og metan fra jorden døgnet rundt i flere år og nu modelleret en 16-årig periode fra 2007 til 2023. Forskerne har også overvåget vandstanden i mosen, plantelivet samt jordens og luftens temperatur. Det har kastet en stor mængde data af sig, som en computermodel har fået lov at tygge på for at kunne undersøge den mest optimale vandstand i forhold til udledningen af CO2 og metangas.

”På baggrund af vores data fra 2007 til 2023 kan vi se, at den mest klimavenlige vandstand i Maglemosen ligger omkring 10 centimeter under terræn. Det er det niveau, der samlet set giver den bedste balance mellem udledning af metan og CO2,” siger Bo Elberling.

Forskeren understreger, at den præcise anbefaling til vandstand vil variere fra vådområde til vådområde og formentlig ligge et sted mellem 5 og 20 centimeter under terræn. Men hovedpointen er klar:

”En vandstand lige under terræn vil næsten altid give den største klimagevinst,” siger Bo Elberling.

Ingeniøropgave og Hollandske erfaringer

Resultaterne peger altså på en specifik og stabil vandstand for at ramme det klimamæssige ’sweet spot’ mellem metan og CO2. Ifølge professoren kræver det en nøjere overvågning af vandstanden og et stykke ingeniørarbejde for både at kunne dræne og tilføre nødvendigt vand.

”Det er klart en udfordring at sikre et stabilt vandspejlsniveauer i de nye vådområder. For der skal være vand et lille stykke nede i jorden, men ikke på overfladen. Så hvad gør man eksempelvis i de tørre sommermåneder og i efteråret når det kan falde en del nedbør” siger Bo Elberling.

Styringen af vådområder er dog ifølge professoren langt fra en ukendt problematik, og der er erfaringer at hente i både Danmark og andre lande. Han fremhæver Holland, som regnes som verdensmestre i at holde vandstanden konstant, som et godt sted at starte. Og så skal styringen af vådområderne selvfølgelig være grøn.

”Holland står under vand, hvis ikke de konstant passer deres vådområder. Derfor skal vi kigge i den retning, for vi kan ikke bare oversvømme lavbundsjordene og så lade dem passe sig selv. Det bliver noget med at sætte grøn strøm fra fx solenergi til pumper, som kan holde vandstanden stabil,” uddyber Bo Elberling.

Plantesamfund og lattergas er også vigtige faktorer

Også ændringer i plantelivet i nye lavbundsjorde er vigtig at have for øje. Nogle planter er nemlig gode til at transportere ilt ned i jorden og metan ud til atmosfæren via planterødderne. Dette er inkluderet i det modelarbejde, som er lavet i Maglemosen, hvor netop kanariegræs dominerer. Kanariegræs er som risplanter kendt for deres evne til at transportere ilt og metan indeni selve planten.  

”I Maglemosen frigives omkring 80 procent af metanen via planterne, og netop kanariegræs må forventes at blive mere dominerende i fremtidens omlagte lavbundsområder. Denne plante vil dermed bidrage til en yderligere hurtig frigivelse af metan til atmosfæren og derved vil en mindre andel af metan nå at blive omdannet inden frigivelse til atmosfæren,” siger Bo Elberling.

Et stabilt vandspejl er samtidig afgørende for at holde en helt anden vigtig og meget potent drivhusgas i ro, nemlig lattergas, som er hele 300 gange kraftigere end CO2 set over en 100-årig periode.

”Hvis vandspejlet i fremtidens oversvømmede lavbundsjorde får lov til at svinge i takt med vejrgudernes vilje, vil udledningen af lattergas kunne medføre en betydelig reduktion i klimagevinsten,” slutter Bo Elberling.

Forskerne bag studiet er Bingqian Zhao, Wenxin Zhang, Peiyan Wang, Adrian Gustafson, Christian J. Jørgensen og Bo Elberling. Forskerne er tilknyttet Københavns Universitet, Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, Lunds Universitet, Department of Physical Geography and Ecosystem Science og Aarhus Universitet, Department of Ecoscience.