København skal være klar til fremtidens varme
13.1.2026 08:00:00 CET | HOFOR A/S | Pressemeddelelse
På en kold dag skruer byen op for varmen, og der bliver brændt biomasse, affald, olie og gas af for at sikre varme nok til københavnerne. I fremtiden skal varmepumper erstatte en del af den fossile energi, og det kræver, at HOFOR sænker temperaturen i fjernvarmenettet. Den store omstilling kræver et tæt samarbejde mellem københavnerne, kommunen og forsyningsselskabet HOFOR.

Så længe der er varme i radiatoren, når man drejer på termostaten, vil de færreste bevæge sig ned i kælderen for at se, om varmeanlægget nu også udnytter energien bedst muligt. Men selv små ændringer i indstillingen vil betyde en positiv forskel – både på den enkeltes varmeregning og på, hvor effektivt varmen udnyttes.
HOFOR, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, justerer de kommende år temperaturen i fjernvarmenettet, så det bliver muligt også at bruge store varmepumper til at varme byen op. Varmepumperne er kun effektive ved lavere temperaturer, men kan nedbringe den mængde biomasse, olie og gas, der lige nu skal til for at varme byen op. For at nå Københavns mål om grøn omstilling er det vigtigt, at hvert varmeanlæg i byens bygninger indstilles til at køre optimalt. HOFOR vurderer, at omkring syv ud af 10 vil opleve, at deres varmeanlæg fungerer fint under de ændrede forhold efter en mindre justering.
Mindre energi men samme varme
Temperaturen i Københavns fjernvarmenet er lige nu højere end de fleste andre steder i landet. I løbet af de næste år skruer HOFOR ned, så temperaturen lander på samme niveau som f.eks. i Aarhus. Har man løbende fået tjekket og justeret sit anlæg, så det er velfungerende, som langt de fleste kunder i København, vil man ikke mærke en forskel – varmen i hjemmet vil være som normalt. Hos nogle kunder kan det dog blive nødvendigt at justere, opgradere eller udskifte fjernvarmeanlægget for at sikre, at der er varmt i stuen på årets koldeste dage.
”Det er kun de kunder, som har et anlæg med mange år på bagen, der skal ud at investere et lidt større beløb de kommende år. Man kan sige, at der er gevinster for alle og udgifter for få ved at skrue ned for varmen i systemet. Jeg var en af de få, da jeg for nylig skiftede min varmtvandsbeholder – den var helt kalket til, og hvis jeg skal være fuldstændig ærlig, så var den langt ældre end de 15-20 år, sådan en kan holde”, indrømmer Gorm Elikofer, direktør for Energi i HOFOR.
Forsyningsselskabet er nu i gang med område for område at henvende sig direkte til alle kunder med information om, hvordan man bliver klar til fremtidens fjernvarme. Det er også muligt at finde mere information på www.hofor.dk/varmeklar.
Klimastrategi for Københavns Kommune
En del af Københavns klimastrategi er at gå væk fra biomasse og i højere grad varme byen op med store varmepumper. Det kan kun lade sig gøre, hvis man sænker temperaturen i fjernvarmen med omkring 10 grader på de koldeste vinterdage.
Klima-, miljø- og teknikborgmesteren i Københavns Kommune, Line Barfod er glad for, at HOFOR nu går i gang med at omstille fjernvarmen, så den bruger mindre energi og er mere robust, fordi der er flere kilder til at lave fjernvarmen.
”Ambitionerne for den grønne omstilling er høje og nødvendige i København. Vi skal have forskellige varmekilder, så vi uafhængigt af andre lande kan varme byen op så grønt og effektivt som muligt. Det kræver både, at vi får omstillet til energikilder, der belaster klimaet mindre, og at vi renoverer eksisterende bygninger, så vi får mest muligt ud af varmen. Det er både godt for klimaet og for københavnerne”, siger hun.
Hjælp til de mest udsatte
HOFOR vurderer, at omkring 70 procent af københavnernes varmeanlæg vil fungere fint under de ændrede forhold efter en mindre justering. 25 procent skal også blot justeres eller have skiftet nogle få komponenter, som f.eks. en varmeveksler eller en radiator. For de sidste 5 procent vil der være behov for større og mere omkostningstunge opgraderinger. Det gælder især ejendomme opført før 1950, som har anlæg, der ikke er tilpasset mere moderne teknologi. Disse anlæg er så gamle, at de allerede i dag udnytter varmen dårligt og må anses for at være teknisk udtjente.
Boligforeningerne kan igennem Københavns Kommune søge Varmekælderpuljen om tilskud til rådgivning og mindre ændringer.
”Vi skal i mål med at skrue ned, og derfor er det rigtig godt, at Københavns Kommune står klar med støtte til de boligforeninger, som skal ud i meget store investeringer. Her kan man søge om hjælp til rådgivning og også mindre ændringer”, fortæller Gorm Elikofer, direktør for Energi i HOFOR.
Varmepuljen kan alle større boligforeninger søge allerede nu, og støtten kan gå til rådgivning og udskiftning eller optimering af forældede dele af varmecentralen.
VIDEN OM VARMEKLAR
- 7 ud af 10 behøver ikke gøre noget – her er anlægget nyere og løbende tjekket og justeret.
- Blandt de anlæg, der kræver justering, vil de fleste blot skulle indstilles anderledes, mens andre kræver investering i nye dele.
- HOFOR udfører pilotprojekter i byen og kontakter alle kunder direkte via brev i e-Boks eller pr. mail, inden der sker ændringer.
- HOFOR forventer, at temperaturen er sænket i hele byen i 2033, hvor varmepumperne efter planen også er klar til at virke i systemet.
ER DU VARMEKLAR?
Hvis du kan svare bekræftende på disse spørgsmål, er dit fjernvarmeanlæg umiddelbart godt rustet til omstillingen:
- Er fjernvarmeanlægget etableret eller opgraderet efter 1995?
- Bliver fjernvarmeanlæg og radiatortermostater serviceret og vedligeholdt?
- Får du bonus for afkøling (se din årsafregning)?
Få en tekniker til at hjælpe
Hvis du er i tvivl om, hvorvidt dit fjernvarmeanlæg er klar til fremtidens fjernvarme, er det en god ide at få en VVS’er til at gennemgå det. VVS’eren skal undersøge, om anlæg og radiatorer er indstillet til optimal drift og klar til en fremløbstemperatur, som ikke kommer over 75 grader. Du skal også få tjekket, om der er slam, skjulte fejl eller mangler i anlægget, og om radiatorventiler eller termostater skal skiftes. Desuden skal det kontrolleres, om varmtvandstemperaturen er 55 grader.
Du kan læse om ændringerne i fjernvarmenettet på hofor.dk/varmeklar.
Kontakter
HOFOR: Christina OtzenPressechef
Tlf:27952147chot@hofor.dkKøbenhavns Kommune: Klima-, Miljø- og TeknikforvaltningenTelefonen modtager ikke SMS
Tlf:23 27 80 90presse@tmf.kk.dkBilleder
Om HOFOR
HOFOR A/S er Danmarks største lokale forsyner, der sørger for vand, varme, bygas, fjernkøling og afledning af spildevand for flere end 1 million mennesker i hovedstadsområdet. Vi opfører vindmøller og solcelleparker, der leverer energi til et grønnere Danmark. Sammen med vores otte ejerkommuner skaber vi bæredygtige byer med fokus på skybrudsprojekter, energioptimering og udvikling af fremtidens forsyningsløsninger. Vi tager ansvar og arbejder tæt sammen med vores kunder, universiteter, erhvervsliv og myndigheder. Vi har over 150 års erfaring, 1.600 ansatte og en årlig omsætning på over 7 milliarder kroner.
Følg pressemeddelelser fra HOFOR A/S
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra HOFOR A/S
Lokale skybrud kan være på vej mod hovedstadsområdet15.9.2026 13:52:33 CEST | Pressemeddelelse
DMI har varslet lokale skybrud i dag tirsdag den 15. september fra ca. kl. 23 til i morgen onsdag omkring kl. 04 i hovedstadsområdet. HOFOR, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, opfordrer til ekstra opmærksomhed, da veje kan blive oversvømmet og kloakdæksler kan løsne sig. Undgå desuden kontakt med spildevand og undgå at bade i havnebade og ved bynære strande.
Skybrud kan være på vej mod hovedstadsområdet30.8.2026 20:47:58 CEST | Pressemeddelelse
DMI har varslet tordenbyger og lokale skybrud mandag den 31. august fra ca. kl. 11 til omkring kl. 21 i hovedstadsområdet. HOFOR, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, opfordrer til ekstra opmærksomhed, da veje kan blive oversvømmet og kloakdæksler kan løsne sig. Hvis et skybrud rammer lokalt, skal man undgå kontakt med spildevand og ikke bade i havnebade eller ved bynære strande, hvis der er røde badeflag oppe.
Lokale skybrud kan være på vej mod hovedstadsområdet27.8.2026 19:15:45 CEST | Pressemeddelelse
DMI har varslet kraftig regn og lokale skybrud fredag den 28. august fra ca. kl. 9 til omkring kl. 01 lørdag nat i hovedstadsområdet. HOFOR, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, opfordrer til ekstra opmærksomhed, da veje kan blive oversvømmet og kloakdæksler kan løsne sig. Hvis et skybrud rammer lokalt skal man undgå kontakt med spildevand og ikke bade i havnebade eller ved bynære strande, hvis der er røde badeflag oppe.
Tre hold af entreprenører skal konkurrere om milliardopgave på Svanemøllen Skybrudstunnel4.8.2026 12:55:09 CEST | Pressemeddelelse
Forsyningsselskaberne HOFOR, Novafos og Frederiksberg Forsyning har nu udpeget de tre internationale konsortier, som er blevet prækvalificeret til at byde på opgaven med at bore og anlægge Danmarks største skybrudstunnel i det nordlige hovedstadsområde.
Skybrud kan være på vej mod hovedstadsområdet26.7.2026 12:04:58 CEST | Pressemeddelelse
DMI har varslet lokale skybrud i hovedstadsområdet fra sidst på eftermiddagen søndag 26. juli til mandag morgen. HOFOR, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, opfordrer til ekstra opmærksomhed, da veje kan blive oversvømmet og kloakdæksler kan løsne sig. Undgå desuden kontakt med spildevand og undgå at bade i havnebade og ved bynære strande.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum



