USA vil “tage” Grønland: Derfor er sagen en diplomatisk ekstrem

Forestil dig, at en allieret stormagt offentligt erklærer, at dit land bør skifte ejer – og at militær magt ikke kan udelukkes. Det lyder som halvdårlig hollywoodfilm, men sidste vinter blev det virkelighed for Grønland og Danmark. En virkelighed, som har fået ny næring i begyndelsen af 2026, hvor USA’s præsident igen har ytret, at Danmarks nære allierede på den anden side af Atlanten må have Grønland.

Da Donald Trump ved indgangen til sin anden præsidentperiode forstærkede kravet, som han oprindeligt stillede i 2019, skabte han en udenrigspolitisk krise, der sætter spørgsmålstegn ved både suverænitet og forfatningsprincipper.

Nu forklarer ny forskning, hvorfor sagen ikke bare er opsigtsvækkende, men en såkaldt diplomatisk ekstrem.

”En diplomatisk ekstrem er en offentlig diplomatisk handling, der er så vidtgående, at den udfordrer grundlæggende juridiske og politiske spilleregler. Desuden udruller den sig på de sociale medier, så den er synlig og inden for enhvers rækkevidde,” siger Mette Marie Stæhr Harder, adjunkt ved Det Juridiske Fakultet.

Sammen med professor Helle Krunke står hun bag studiet, som er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Constitutional Studies.

“De amerikanske krav respekterer hverken den danske grundlov eller international ret og aftaler. Det er en retorik, der bryder med hele idéen om forfatningsmæssig og internationalretlig orden – en diplomatisk ekstrem,” konstaterer Helle Krunke.

Sikkerhed, frygt og sociale medier

De to forskere fremhæver, at selvom Grønland ifølge internationale aftaler og grundloven er en del af det danske rige, bliver der fra amerikansk side sået tvivl om Danmarks myndighed i sagen og fremsat udefinerbare trusler.

“Når man ser på de eksisterende aftaler, er argumentet om, at USA ‘behøver’ kontrol over Grønland af hensyn til landets nationale sikkerhed, helt uholdbart,” understreger Helle Krunke.

Studiet kortlægger også, hvordan danske og grønlandske politikere indtil videre har ytret sig i sagen. Forskerne har analyseret grønlandske og danske ministres opslag på sociale medier. Begge sider har fremstillet situationen som en trussel – men med forskellige vinkler.

“Danske ledere har talt om en trussel mod rigsfællesskabet og internationale normer, mens grønlandske ledere har fokuseret på frygten for intern splittelse,” forklarer Mette Marie Stæhr Harder.

På sociale medier har tonen været dramatisk: “Vi er ikke til salg,” skrev Grønlands daværende premierminister Múte B. Egede sidste vinter, mens statsminister Mette Frederiksen talte om “en ny, farlig æra”. Befolkningen fulgte trop: En meningsmåling viste, at 85 % af grønlænderne afviste enhver idé om at blive en del af USA.

Grønland udnytter ikke situationen

Man kunne tro, at Grønland ville bruge krisen til at styrke sin udenrigspolitiske rolle. Men studiet viser det modsatte:

“Trods en historik med gradvis udvidelse af kompetencer, ser vi ingen tegn på, at Grønland forsøger at udvide sin udenrigspolitiske magt under krisen,” siger Mette Marie Stæhr Harder og uddyber:

”Tværtimod har Grønland tilsyneladende trådt et skridt tilbage fra sit erklærede princip om ‘Nothing about us without us’ – at intet skal besluttes om landet uden dets medvirken.”

Hun henviser til, at de grønlandske ledere lod Danmark tage teten i de internationale forhandlinger i begyndelsen af 2025.

“Når den danske statsminister offentligt understreger, at Grønlands fremtid afgøres i Nuuk, sender det et stærkt signal om respekt. Det kan have skabt goodwill og mindsket behovet for at presse på for mere indflydelse,” slutter Mette Marie Stæhr Harder.

Studiet hedder ‘Diplomatic Extremes and Constitutionalism: The Case of the American President’s Threats against Greenland and Denmark’.  Læs det her (studiet starter på tidsskriftets side 347).

Sagen og studiet kort fortalt

• Hvad sker der? I vinteren 2024-2025 erklærede præsident Trump igen, at USA skulle kontrollere Grønland – og han ville ikke afvise militær magt som en mulighed.
• Hvorfor er det ekstremt? Udtalelserne brød med det danske riges grundlov og international ret og aftaler, herunder NATO-samarbejdet. Desuden var udtalelsen tilgængelig for enhver – via sociale medier blev den bragt ind i både grønlændernes og danskernes private sfære.
• Hvordan har Danmark og Grønland reageret? Begge regeringer har fremstillet situationen som en trussel, men med forskellige fokusområder.
• Har Grønland forsøgt at få mere udenrigspolitisk magt? Nej – trods en historisk udvikling, hvor Grønland kontinuerligt har søgt at udvide sin udenrigspolitiske rolle, når chancen har budt sig, har Grønland i denne sag holdt sig til den eksisterende kompetencefordeling.
• Hvad er konklusionen? At diplomatiske ekstremer kan udfordre forfatningsprincipper, men ikke nødvendigvis ændrer den udenrigspolitiske magtbalance mellem lande i Rigsfællesskabet.