Sports- og Kulturgalla tager nu imod indstillinger
Årets Sports og Kulturgalla løber af stablen i MAGION fredag den 8. maj 2026, og allerede nu kan du indstille kandidater til de otte priser og mange hædersbevisninger, som uddeles til det festlige og traditionsrige show.

Kultur- og fritidslivet i Billund Kommune skal hyldes, når der afholdes Sports- og Kulturgalla den 8. maj. Der er netop åbnet for indstilling af kandidater til dette års show, så hvis du kender et hold/gruppe, en træner, leder, ildsjæl eller et særligt talent, så har du chancen for at give dem et ekstra skulderklap.
På billund.dk/sports-og-kulturgalla kan du nemlig fra i dag og frem til og med den 15. februar indstille dine kandidater til de forskellige priser, som uddeles til Sports- og Kulturgalla den 8. maj.
Du kan indstille til ”Årets Hold”, ”Årets leder/træner”, ”Årets kulturtalent”, ”Årets idrætstalent”, ”Årets Kulturpris”, ”Årets idrætspris” ”Æresprisen” og ”Årets skulderklap”.
”Jeg glæder mig til at hylde vores stærke kultur- og fritidsliv under årets Sports- og Kulturgalla. Vi inviterer til en aften, der altid emmer af fest og fællesskab. Jeg ser frem til at uddele priser og hædersbevisninger til de mange passionerede og talentfulde aktører, der hver dag gør en kæmpe indsats rundt om i hele kommunen. Jeg håber, at mange borgere vil være med til at fejre dem og gøre aftenen til noget helt særligt,” fortæller Stephanie Storbank, borgmester i Billund Kommune.
Igen i år hylder Sports- og Kulturgalla de mange dygtige aktører i kommunen med hædersbevisninger. Der uddeles hædersbevisninger til både børn og unge under 18 år samt til voksne udøvere over 18 år, der har opnået ekstraordinære toppræstationer ved DIF-godkendte mesterskaber eller tilsvarende. Derudover anerkendes personer og hold, som har ydet en særlig indsats inden for kulturområdet eller fritidslivet. Borgere kan indstille kandidater i følgende kategorier:
Børn og unge (under 18 år)
Hædersbevisninger gives til enkeltpersoner eller hold, der det foregående år har:
- Ydet en særlig præstation inden for kulturområdet, f.eks. spejderarbejde, kreativt eller musikalsk virke, kulturformidling m.m.
- Opnået toppræstationer ved DIF-godkendte mesterskaber eller tilsvarende, f.eks. Dansk-, Lands-, Nordisk- eller Jysk mesterskab.
Hold, hvor deltagerne primært er under 18 år, indstilles som børn- og ungehold.
Voksne (over 18 år)
Hædersbevisninger gives til personer, der har:
- Ydet en ekstraordinær indsats inden for kulturområdet, f.eks. spejderarbejde, kreativt eller musikalsk virke, kulturformidling eller repræsenteret sin forening i en større sammenhæng med særlig anerkendelse.
- Opnået toppræstationer ved f.eks. Danmarksmesterskaber, Europamesterskaber eller Verdensmesterskaber.
”Sports- og Kulturgallaen er en mulighed for at hylde de ildsjæle, talenter og foreninger, der hver dag skaber liv og fællesskab i Billund Kommune. Jeg håber, at rigtig mange vil indstille dem de synes fortjener en hædring og så ser jeg frem til at være med på aftenen, for første gang i min nye rolle som formand for kultur og fritidsområdet,” siger Lars Hansen, formand for Unge-, Beskæftigelses-, Kultur- og Frivillighedsudvalget.
Både hædersbevisninger og de otte priser uddeles på baggrund af præstationer begået i 2025.
Fakta om priserne
- Årets hold: Kan tildeles et hold, som i det forgangne år har gjort noget ekstraordinært. Prisen er en særlig påskønnelse af holdindsatsen, der har medført unikke præstationer eller handlinger. Alle hold, der er hjemhørende i Billund Kommune, kan foreslås. Det kan f.eks. være et idrætshold, en spejdertrup, et teaterhold, sammenslutning af frivillige eller en løbeklub.
- Årets leder/træner: Kan tildeles en leder eller træner, der fortjener et særligt skulderklap for sin indsats, og som løfter opgaven ud over det sædvanlige; er inspirerende, nytænkende eller på anden vis leverer en bemærkelsesværdig indsats.
- Årets kulturtalent: Kan tildeles et kulturtalent, der har gjort sig særligt bemærket med sine resultater og udvist særlig vilje, engagement, færdigheder og/eller udviklingspotentiale inden for sin genre.
- Årets idrætstalent: Kan tildeles et idrætstalent, der har gjort sig særligt bemærket med sine resultater og udvist særlig vilje, engagement, færdigheder og/eller udviklingspotentiale inden for sin idrætsgren.
- Årets kulturpris: Kan tildeles en gruppe, en forening, et kulturelt miljø eller en ildsjæl, der har været med til at igangsætte, fremme eller synliggøre kulturelle aktiviteter i Billund Kommune og derved fremhævet kommunen regionalt eller nationalt.
- Årets idrætspris: Kan tildeles et hold eller en enkeltperson for en helt enestående toppræstation inden for sin idrætsgren og derved fremhævet Billund Kommune regionalt eller nationalt.
- Årets skulderklap: kan tildeles en person, en forening, et hold, en gruppe/et miljø inden for kultur- og fritidslivet, som fortjener et skulderklap pga. et bidrag eller en særlig og/eller betydningsfuld indsat i det forgangene år.
- Æresprisen: Kan tildeles en gruppe, en forening eller en enkeltperson for at have ydet en særlig, gerne flerårig, indsats for fritidslivet, kulturen eller idrætten i Billund Kommune og derved markeret sig på en betydningsfuld måde til glæde for borgerne i Billund Kommune.
Datoer:
- Søndag d. 15. februar: Frist for indstilling til priser og hædersbevisninger
- Mandag den 23. marts: Billetsalget til showet åbner
- Fredag den 1. maj kl. 12:00: Billetsalget lukker
- Fredag den 8. maj: Sports- og Kulturgalla afholdes i MAGION.
Kontakter
Anya PalmKommunikationschefBillund Kommune
Tlf:20482139anpa@billund.dkFølg pressemeddelelser fra Billund Kommune
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Billund Kommune
Grøn trepart tager et stort skridt fremad i Billund Kommune18.12.2025 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Et stort flertal i kommunalbestyrelsen i Billund Kommune principvedtog tirsdag aften omlægningsplanen for den grønne trepart.
Stil op til Kultur- og Fritidsrådet og gør en forskel8.12.2025 11:30:04 CET | Pressemeddelelse
Brænder du for kultur- og fritidsområdet i Billund Kommune? Så har du nu chancen for at komme helt ind i maskinrummet og være med til at gøre en forskel for alle borgere i vores kommune. Fra i dag og frem til og med den 12. januar er der nemlig mulighed for at melde sit kandidatur til kultur- og fritidsrådsvalget den 29. januar.
Skills for alle 8. klasser: Her er vinderne5.12.2025 16:40:26 CET | Pressemeddelelse
I dag dystede alle kommunens 8. klasser igen til Skills Stafetten på tid og evner i forskellige discipliner fra de lokale erhvervsuddannelser.
Skal dit barn snart starte i skole?4.12.2025 08:00:00 CET | Pressemeddelelse
Forældre til børn, der snart når skolealderen, får i disse dage brev i deres digitale postkasse om skoleindskrivning. Indskrivningen er åben fra den 5. januar til 15. januar 2026.
Her er vinderne af Handicapprisen 2025 i Billund Kommune3.12.2025 20:13:23 CET | Pressemeddelelse
Onsdag aften har Handicaprådet i Billund Kommune kåret vinderne af Handicapprisen 2025. Prisen går i år til hhv. GGIF - Solsikkeholdet og Bofællesskabet Lyngsø.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum