Gidsel er Årets Sportsnavn 2025
Lørdag aften tilføjede Mathias Gidsel endnu en fornem titel til sit allerede imponerende håndbold-CV. Efter et enestående år blev han kåret som Club La Santa, DIF og Team Danmarks Årets Sportsnavn 2025.

Fælles pressemeddelelse fra Club La Santa, DIF og Team Danmark
Mathias Gidsel har i 2025 sat et markant aftryk på international håndbold og leveret præstationer, der har skrevet sig direkte ind i historiebøgerne. Allerede som 26-årig har han opnået resultater, som kun de færreste tør drømme om, og i 2025 blev han kåret som verdens bedste håndboldspiller for andet år i træk.
Den personlige hæder var blot en blandt mange internationale triumfer i et helt enestående 2025, hvor Gidsel fortsatte med at dominere både på landsholdet og på klubholdet. Ved verdensmesterskabet var Gidsel en nøglespiller, da Danmark sikrede sig endnu en VM-titel. Han sluttede turneringen som topscorer med 74 mål og blev samtidig kåret som VM’s mest værdifulde spiller.
De vilde præstationer fortsatte på klubniveau, hvor han leverede mål på samlebånd og sluttede som Champions League-topscorer med imponerende 135 mål.
”Når Mathias Gidsel stiller op, så har han det med at vinde. Således også i kampen om den prestigefyldte titel som Årets sportsnavn 2025, hvor Gidsel, ligesom på håndboldbanen, gjorde det svært for sine konkurrenter. Verdens bedste håndboldspiller, verdensmester, topscorer og MVP er prædikater, der klæber til ham, og jeg er glad for og stolt over, at vi nu kan give ham endnu et eftertragtet prædikat. Tillykke til Mathias Gidsel med titlen som Årets sportsnavn 2025,” siger Lars Krarup, der er formand for Team Danmark.
De kvaliteter, som har kendetegnet Gidsels præstationer gennem sæsonen, vækker også stor anerkendelse hos Danmarks Idrætsforbund:
”Mathias Gidsel repræsenterer det ypperste inden for dansk idræt. Han formår igen og igen at løfte sit spil, når presset er allerstørst. I 2025 har han ikke bare vundet titler og sat rekorder, han har også været en rollemodel, der har inspireret rigtig mange mennesker. Derfor er det en stor fornøjelse at kunne lykønske Mathias Gidsel som vinder af Årets Sportsnavn 2025,” siger Hans Natorp, som er formand for Danmarks Idrætsforbund og medlem af prisens dommerkomité.
Prisen Club La Santa, DIF og Team Danmarks Årets Sportsnavn 2025 blev uddelt ved SPORT 2025, hvor Gidsel modtog prisen på scenen i Jyske Bank Boxen i Herning. Her overrakte den tidligere vinder af prisen, Pernille Blume, ham det synlige bevis på hæderen foran tusindvis af tilskuere og endnu flere DR-seere.
Club La Santa, der er prispartner, siger følgende om at være en del af prisen:
”Vi er stolte af at tage del i kåringen af Årets Sportsnavn 2025, og på den måde være med til at hylde nogle fantastiske præstationer for Danmark,” udtaler Rune Knude-Krogager, som er formand for KrogagerFonden, der står bag Club La Santa, og med i prisens dommerkomité.
I finalen var også cykelrytterne Mads Pedersen og Jonas Vingegaard, men det var Mathias Gidsel, der løb med en af gallaaftenens allerstørste priser som Årets Sportsnavn 2025.
De 15 nominerede:
Jonas Vingegaard, cykling: Vinder bl.a. Vuelta a España, bliver nr. to i Tour de France og er nr. to på verdensranglisten.
Cathrine Laudrup-Dufour, dressur: Vinder bl.a. to EM-sølvmedaljer og en EM-bronzemedalje.
Anders Antonsen, badminton: Vinder bl.a. Indonesia Open, French Open, VM-bronze og er nr. to på verdensranglisten.
Mathias Fullerton, bueskydning: Vinder bl.a. World Games-guld, VM-sølv, EM-guld og ligger nr. et på verdensranglisten.
Rikke Mæng, skydning: Vinder bl.a. EM-guld, World Cup-sølv og ligger nr. tre på verdensranglisten.
Niklas Larsen, cykling: Vinder bl.a. VM- og EM-guld i 4 km-holdforfølgelsesløb (banecykling), VM-bronze i parløb (banecykling) og EM-bronze i enkeltstart (landevejscykling).
Mathias Gidsel, håndbold: Vinder bl.a. VM-guld med herrelandsholdet, blev suveræn topscorer og kåret som MVP til både VM og i Champions League og er kåret som verdens bedste håndboldspiller.
Holger Rune, tennis: Vinder bl.a. Barcelona Open, når finalen i Indian Wells og er aktuelt nr. 15 på verdensranglisten.
Anna Munch, sejlsport: Vinder bl.a. EM-guld, får guld- og bronzemedalje ved to grand slams og ligger nr. et på verdensranglisten.
Christian Andersen, SUP – Stand Up Paddle: Vinder bl.a. VM i sprint, VM-sølv i technical racing og fører pt. den europæiske SUP liga.
Frida Sanggaard Nielsen, roning: Vinder bl.a. World Cup bronze, VM-bronze og EM-bronze i W1X.
Mads Pedersen, cykling: Vinder bl.a. Gent-Wevelgem, PostNord Danmark Rundt, fire etapesejre i Giro d’Italia og pointtrøjerne i Giro d’Italia og Vuelta a España.
Mads Brandt, kajak: Vinder bl.a. to VM-guldmedaljer og to guldmedaljer ved World Games i marathon-disciplinerne.
Daniel Wagner, paraatletik: Vinder bl.a. VM-bronze i længdespring og VM-bronze i 100-meteren.
Clara Tauson, tennis: Vinder bl.a. Auckland Open, spiller fjerde runde i Wimbledon og er nr. 12 på verdensranglisten.
Om prisen:
Prisen som Årets Sportsnavn er blevet uddelt siden 1991. I 2025 uddeles den i et partnerskab mellem Club La Santa, DIF og Team Danmark.
DIF og Team Danmark udpegede først 15 nominerede, hvorefter der blev sat navne på de tre finalister. Det var en dommerkomité på ni personer, som afgjorde, hvem der blev den endelige vinder af prisen som Club La Santa, DIF og Team Danmarks Årets Sportsnavn 2025.
Vinderen blev kåret ved den store sportsgalla SPORT 2025 i Herning den 3. januar 2026. Showet kunne ses direkte på DR1. Udover æren følger der 75.000 kroner med prisen.
Udvælgelseskriterier
Udvælgelsen af Årets Sportsnavn sker ud fra en helhedsvurdering af nedenstående kriterier, som er angivet i ikke-prioriteret rækkefølge. Vægtningen af de enkelte kriterier kan variere.
Individualister: Præstationerne skal være lavet af en eller to atleter. Eksempelvis kan en double i badminton eller en spiller på et håndboldhold kåres som Årets Sportsnavn, men en firer (et hold) i roning eller et helt håndboldhold kan ikke vinde prisen – de kan vinde prisen Årets Hold.
Global konkurrence: Hvor udbredt er sportsgrenen og disciplinen, og hvor mange af de store idrætsnationer satser på den?
Kontinuitet og forløb: Er der mange på hinanden følgende bemærkelsesværdige resultater? Eller er der gået mange års målrettet arbejde forud for en sejr, så præstationen virker mere fokuseret og mindre tilfældig end den pludselige sejr, som ingen havde regnet med?
Folkelighed: Udbredelsen af sporten i Danmark skaber større interesse og dermed et større pres. Samtidig er den interne, danske konkurrence hårdere.
Dommerkomitéen 2025
H.M. Kongen
Kulturminister, Jakob Engel-Schmidt
Sportens Hall of Fame, Michael Laudrup
Sportens Hall of Fame, Camilla Martin
DIF’s bestyrelsesformand, Hans Natorp
DIF’s administrerende direktør, Morten Mølholm Hansen
Team Danmarks bestyrelsesformand, Lars Krarup
Team Danmarks administrerende direktør/CEO, Peter Fabrin
Formand for KrogagerFonden, Rune Knude-Krogager
Tidligere vindere af Årets Sportsnavn
1991: Mette Jacobsen, svømning
1992: Jesper Bank, sejlsport
1993: Damelandsholdet, håndbold
1994: Damelandsholdet, håndbold
1995: Mette Jacobsen, svømning
1996: Bjarne Riis, cykling
1997: Wilson Kipketer, atletik
1998: Letvægtsfireren, roning
1999: Camilla Martin, badminton
2000: Damelandsholdet, håndbold
2001: Thomas Bjørn, golf
2002: Tom Kristensen, motorsport
2003: Nicki Pedersen, speedway
2004: Letvægtsfireren, roning
2005: Tom Kristensen, motorsport
2006: Mikkel Kessler, boksning
2007: Rasmus Quist og Mads Rasmussen, roning
2008: Herrelandsholdet, håndbold
2009: Lotte Friis, svømning
2010: Caroline Wozniacki, tennis
2011: Jeanette Ottesen, svømning
2012: Lasse Norman Hansen, cykling
2013: Maja Jager, bueskydning
2014: Camilla Pedersen, triatlon
2015: René Holten Poulsen, kajak
2016: Pernille Blume, svømning
2017: Viktor Axelsen, badminton
2018: Caroline Wozniacki, tennis
2019: Mads Pedersen, cykling
2020: Banelandsholdet i 4.000 meter holdforfølgelsesløb
2021: Viktor Axelsen, badminton
2022: Jonas Vingegaard, cykling
2023: Herrelandsholdet, håndbold
2024: Viktor Axelsen, badminton
Nøgleord
Kontakter
For yderligere kommentarer kontakt:
Hans Natorp, formand i DIF, tlf. 3144 4015
Lars Krarup, formand Team Danmark, via kommunikationschef Christian Blomgreen, tlf. 2683 0724
DIF blev stiftet tilbage i 1896 og er interesseorganisation for foreningsidrætten i Danmark. Gennem årene er der kommet flere og flere specialforbund til, så DIF-familien i dag består af 62 forbund, ca. 8.500 idrætsforeninger og knap 2,1 millioner medlemmer. DIF er samtidig national olympisk komité i Danmark.

Følg pressemeddelelser fra Danmarks Idrætsforbund
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Danmarks Idrætsforbund
Kæmpe sportsfest i Herning - her er prisvinderne3.1.2026 22:53:02 CET | Pressemeddelelse
Der var gylden løber og fuld galla, da stjernerne fra både den danske sportselite og det brede foreningsliv blev hyldet ved SPORT 2025. Blandt aftenens prisvindere var en rørt Michael Mørkøv, der blev optaget i Sportens Hall of Fame.
Michael Mørkøv er nyt medlem af Sportens Hall of Fame3.1.2026 22:35:44 CET | Pressemeddelelse
Den tidligere cykelrytter Michael Mørkøv er medlem nummer 42 i dansk idræts fineste selskab, Sportens Hall of Fame.
IF Bytoften fra Søborg er Årets Idrætsforening 20253.1.2026 22:24:25 CET | Pressemeddelelse
IF Bytoften fra Søborg vinder prisen AP Pension og DIF’s Årets Idrætsforening 2025 i kraft af sit store sociale engagement. Med prisen følger 80.000 kroner.
Håndboldherrerne er Årets Hold 20253.1.2026 22:03:05 CET | Pressemeddelelse
Med træner Nikolaj Jacobsen i spidsen kunne de danske håndboldherrer lørdag aften lade sig hylde, da de vandt prisen Bravida, DIF og Team Danmarks Årets Hold 2025. Ishockeyherrerne og 4 km-holdet i banecykling var med i opløbet.
Høje-Taastrup Bokseklub vinder Idrættens Sociale Pris3.1.2026 21:51:34 CET | Pressemeddelelse
DIF og Grundfos Fondens Idrættens Sociale Pris er gået til Høje-Taastrup Bokseklub, der lykkes med at forene sport, social ansvarlighed og lokalt engagement i et område med betydelige sociale udfordringer.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum