Røde Kors

Flere har søgt og modtager julehjælp af Røde Kors i Region Sjælland

Del

3537 familier i Region Sjælland modtager julehjælp fra Røde Kors i år. Det er det højeste antal, siden organisationen begyndte at dele julehjælp ud

Foto: Peter Sørensen/Røde Kors

    Igen i år har Røde Kors oplevet en stigning i ansøgninger om og uddeling af julehjælp. I Region Sjælland modtager 3537 økonomisk trængte familier i år julehjælp. Julehjælpen fra Røde Kors består hovedsageligt af et gavekort til COOP på en værdi af 900 kr. eller en julekurv med julevarer. Sidste år modtog 3289 familier julehjælp i regionen.

    På landsplan modtager 23.662 økonomisk trængte familier julehjælp, hvilket er en stigning på mere end 1200 familier fra året før.

    ”Det er bekymrende, at så mange familier i Danmark har brug for den ekstra økonomiske håndsrækning fra organisationer som Røde Kors for at få enderne tilnærmelsesvist til at mødes i julen. Vi ved, at mange af familierne er ekstremt pressede, fordi de ikke er i nærheden af at kunne give deres børn den jul, de ville ønske, de kunne. De sparer på gaver, på mad og på julehygge for at få råd til det helt basale. Det er ulykkeligt og en meget stor stressfaktor”, siger generalsekretær i Røde Kors, Anders Ladekarl.

    Stor opbakning
    En undersøgelse, som Røde Kors har foretaget blandt tidligere julehjælpsmodtagere, viser, at 86% af de adspurgte må spare kraftigt på eller helt undvære at købe julegaver til deres børn, fordi der ikke er råd. Næsten lige så mange (83%) må spare kraftigt på eller helt undvære julemad juleaften og i juledagene.

    ”Derfor er jeg også taknemmelig over, at opbakningen har været så stor igen i år, så vi har mulighed for at uddele julehjælp til alle med behov for den ekstra hjælp. Vi har oplevet meget stort engagement og lyst til at hjælpe fra både fonde, virksomheder og rigtig, rigtig mange privatpersoner, og jeg vil gerne sige til hver og en, der har støttet, at det her gør en forskel for familierne, som er større, end vi aner. Det er jeg stolt af, at vi kan gøre i fællesskab”, siger Anders Ladekarl, som ikke er overrasket over, at antallet af ansøgere af julehjælp er steget år for år.

    ”Vi kan vist allesammen mærke, at priserne er steget kraftigt på stort set alle varer, og der vil uden tvivl være familier, som i løbet af året har oplevet, at pengene ikke rækker lige så langt og som derfor søger om ekstra hjælp. Derudover håber og tror jeg også, at noget af stigningen skyldes, at vi har været gode til at gøre opmærksom på, at den findes og at flere derfor ved, at de kan søge julehjælp”, siger Anders Ladekarl.

    Julehjælp til pressede familier
    Røde Kors uddeler julehjælp bestående hovedsageligt af et gavekort til COOP på en værdi af 900 kr. eller en julekurv med julevarer til økonomisk trængte familier. Sammen med julehjælpen modtager familierne en invitation ind i Røde Kors’ aktiviteter, og julehjælpen bliver således også et middel mod social eksklusion.

    TAL FRA UNDERSØGELSEN:

    • 86% må spare kraftigt på eller helt undvære at købe julegaver til deres børn, fordi der ikke er råd.
    • 83% må spare kraftigt på eller helt undvære julemad juleaften og i juledagene.
    • 19% har undladt at købe nødvendige måltider til deres børn af økonomiske årsager.
    • 55% har oplevet, at de ikke har haft råd til at købe nødvendigt tøj eller fodtøj til deres børn inden for det seneste år.
    • 51% har ikke haft råd til at give deres børn frugt eller grøntsager hver dag.
    • 69% har et højt stressniveau. Til sammenligning gælder det for 32% af den danske befolkning.
    • De seneste fire år er priserne på fødevarer steget 31%. Det betyder, at en gennemsnitlig kurv med madvarer, der i september 2021 kostede 100 kr., i dag koster 130 kr.
      (Kilde: Egne beregninger på baggrund af Danmarks Statistiks Forbrugerindeks, Tabel PRIS111)

    OM UNDERSØGELSEN
    I december 2024 uddelte Røde Kors julehjælp til mere end 22.000 økonomisk trængte børnefamilier i Danmark. Spørgeskemaundersøgelsen er baseret på svar fra 3910 af disse forældre. Forældrene har alle et begrænset økonomisk råderum. Formålet med denne undersøgelse er at belyse materielle og sociale afsavn – særligt i julen – samt stress og stigmatisering blandt økonomisk trængte børnefamilier.

    Kontakter

    Røde Kors pressetelefonrodekors.dk/presse

    Tlf:3529 9699

    Om Røde Kors

    Røde Kors er altid til stede

    Hver dag redder vi liv og ruster mennesker til at klare sig gennem kriser og katastrofer. Vi skaber fællesskaber og støtter samfundets sårbare til et bedre liv, og i kriser er vi en del af det nationale beredskab i Danmark.

    192 lande er med Genevekonventionen blevet enige om at have Røde Kors som fælles hjælpeorganisation. Vi hjælper mennesker på begge sider af konflikten og i de fjerneste egne af verden. Uden hensyn til nationalitet, religion eller politiske holdninger.

    Vi er verdens største humanitære organisation med omkring 12 millioner frivillige over hele verden. Vi er en bevægelse for medmenneskelighed i verden, i lokalsamfundet og dér, hvor du bor.

    Følg pressemeddelelser fra Røde Kors

    Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

    Flere pressemeddelelser fra Røde Kors

    I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

    Besøg vores nyhedsrum
    World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye