Stigende antal børn såres og dræbes af landminer i Syrien
22.12.2025 11:00:53 CET | Red Barnet | Pressemeddelelse
Der er brug for mere hjælp til minerydning i Syrien for at forhindre, at flere børn mister livet, mens flere familier vender hjem.

Det skulle have været en glædens dag, da 6-årige Osama og hans 10-årige storebror, Yousef, vendte tilbage til familiens hjem nær Idlib efter afslutningen på den 14 år lange konflikt i Syrien. I stedet udviklede det sig til en tragedie.
Familien tog for et halvt år siden tilbage til deres hus i det nordlige Syrien for at gå i gang med at reparere deres ødelagte hjem. Men mens drengene legede udenfor, eksploderede en landmine. De to brødre mistede hver et ben, mens deres 8-årige bror, Khaled*, blev dræbt af eksplosionen.
Tragedien er blot en af mange i Syrien, hvor børn gang på gang bliver dræbt og såret af landminer og ueksploderet ammunition, selv om det er over et år siden, at den voldsomme konflikt i landet sluttede. I år er omkring 1,2 millioner flygtninge og 1,9 millioner internt fordrevne syrere vendt hjem, men samtidig er et stigende antal mennesker blevet dræbt og såret af miner og ueksploderet ammunition.
I løbet af det seneste år er mindst 165 børn i Syrien blevet dræbt, og 423 er blevet såret af ueksploderet sprængstof ifølge tal fra organisationen Halo Trust, der blev udgivet denne måned. I alt er der registreret 1.592 ofre – herunder 585 dødsfald – hvilket er det højeste antal i fem år. Da der ikke er et centraliseret registreringssystem, er det reelle tal formentlig meget højere.
“Min familie er allerede blevet ødelagt”
Tragedien for et halvt år siden har fået drengenes far, Ghassan*, til at opgive håbet om at vende tilbage til deres hjem, der blev ødelagt i et bombeangreb i 2019 – et angreb, som slog hans 13-årige søn, Mohamad*, ihjel.
I stedet bor familien i en lejr for fordrevne mennesker i det nordlige Syrien, som de har tilbragt seks år i. Sammen med den lokale partnerorganisation Shafak støtter Red Barnet familien og andre familier i lejren.
– Mange mennesker er begyndt at vende hjem, men det er så farligt. Vi kommer ikke til at tage tilbage igen nu, for det er for risikabelt. Vi kommer bare til at vente her. Min familie er allerede blevet ødelagt. Min hustru har svært ved at klare det, siger den 35-årige far.
– Vi har et meget lille telt, og livet er meget hårdt for mine drenge. Osama forsøger stadig at gå og glemmer, at han ikke har to ben. De plejede at lege udenfor, men nu bliver de indenfor og er kede af det, siger Ghassan, der dog fortæller, at lejrens skole giver drengene noget glæde.
– Der er aktiviteter til dem, de er flittige, og de har venner. Uden skolen ville deres liv være et mareridt, siger Ghassan.
Det seneste års globale nedskæringer har påvirket mængden af nødhjælp, der når frem til Syrien – og lejren, som familien bor i, risikerer at miste finansieringen til skolen, som Red Barnet og Shafak støtter. De enorme nedskæringer har også påvirket, hvor meget der bruges på blandt andet undervisning i, hvordan man genkender og undgår landminer samt hjælp til ofrene.
Behov for mere støtte
Det internationale samfund må ikke kigge den anden vej, understreger Rasha Muhrez, Red Barnets landedirektør i Syrien, og peger på, at de mange syriske børn, der fortsat såres og dræbes, er en barsk påmindelse om landminers varige konsekvenser.
– Børn, der har overlevet en barndom fyldt med konflikt, trues fortsat på livet hver dag.
– Det internationale samfund må ikke vende ryggen til og skal sikre finansiering til minerydning og undervisning for at undgå, at flere børn mister livet. Familier har brug for at kunne vende sikkert hjem, så de kan begynde at genopbygge deres liv efter så mange års konflikt, siger Rasha Muhrez.
Red Barnet opfordrer overgangsregeringen til at skrue op for indsatsen for at rydde eksisterende miner og ueksploderet ammunition og beder internationale donorer om at støtte, så der kan skrues op for afmærkningen og rydning af miner og ueksploderet sprængstof i Syrien.
For yderligere kommentarer kontakt presseansvarlig Sean Coogan.
*Navnene er ændret for at beskytte deres identitet
Fakta:
- Konflikten i Syrien sendte omkring halvdelen af landets 25 millioner indbyggere på flugt, inden den sluttede i december 2024.
- En ny rapport fra Red Barnet peger på, at børn udgør 43% af alle ofrene for landminer og andre efterladte sprængstoffer fra krig.
- I 2024 blev der efterspurgt 51 millioner USD til indsatsen mod miner i Syrien. Kun 13% blev finansieret.
Nøgleord
Kontakter
Sean CooganPresseansvarlig
Tlf:23 47 77 01seco@redbarnet.dkLinks
Om Red Barnet
Red Barnet arbejder i Danmark og mere end 110 andre lande. Vi redder børns liv. Vi beskytter og styrker dem. Vi kæmper for deres rettigheder. Vi er Save the Children – verdens førende uafhængige organisation for børn.
Red Barnet yder nødhjælp og forebygger katastrofer. Vi bekæmper vold, overgreb og mobning. Vi sikrer skolegang, opbygger fællesskaber og styrker børns modstandskraft. Vi arbejder politisk for de dårligst stillede børn og skaber debat om børns livsvilkår.
Følg pressemeddelelser fra Red Barnet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Red Barnet
Red Barnet og Arla Fonden giver udsatte familier en sommer fyldt med madglæde og smag for fællesskab15.7.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Arla Fonden giver Red Barnets frivillige mulighed for at tilbyde børn og familier lejre med fokus på at opleve, lære og lave sund mad sammen i sommerferien. Lejrene skal være med til at øge madglæden hos udsatte familier og inspirere til gode og sunde madvaner.
Red Barnet sender 1.300 børn og forældre på ferielejr: For mange er det årets eneste store ferieoplevelse3.7.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
I 2026 forventer Red Barnet at sende næsten 1.300 børn og forældre på ferielejr. Det er samme niveau som rekordåret 2024. Lejrene bliver afholdt af omkring 350 frivillige og er med til at skabe enestående sommerferieminder for børn, der ellers ikke ville opleve meget denne sommer.
Millioner af børn sulter i Sydsudan: Stor bevilling skal redde liv og hjælpe familier i verdens yngste land17.6.2026 08:52:33 CEST | Pressemeddelelse
Over det næste år kommer titusinder af familier i Sydsudan til at modtage hårdt tiltrængt støtte, når en afgørende indsats ledet af Red Barnet bliver udvidet betragteligt. Over 120.000 mennesker kommer til at få glæde af projektet, der støttes med over 80 millioner kroner af EU
Flere børn får ferie og fællesskab med støtte fra Salling Fondene4.6.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Flere børn og familier i udsatte positioner får nu mulighed for at komme på lejr eller deltage i Red Barnets klubber. Det sker, efter at Red Barnet har modtaget 1,9 millioner kroner fra Salling Fondene. Donationen skal sikre, at endnu flere børn og familier bliver en del af trygge fællesskaber, der giver gode relationer og styrker trivslen.
Red Barnet, Norsk Flygtningehjælp og LEGO Fonden går sammen om at give 300.000 børn i kriser adgang til tryghed, leg og læring21.5.2026 10:10:28 CEST | Pressemeddelelse
Et nyt partnerskab til en værdi af 200 millioner kroner skal sikre afgørende hjælp til børn i en tid, hvor historisk mange lever i aktive konfliktzoner.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum