Folketinget giver 175 millioner til beskyttelse af drikkevandet

Del

Regeringen og aftalepartierne bag de to planlagte tilskudspuljer løfter drikkevandsbeskyttelsen med 117,2 millioner kroner, så 15 projekter til samlet 175 mio.kr. nu kan få støtte til både at beskytte flere arealer og afværge, at PFAS havner i grund- og drikkevandet.

Miljøstyrelsen har gennemgået alle ansøgningerne til tilskudspuljen til sikring af drikkevand (arealbeskyttelse) og puljen til beskyttelse af drikkevand mod PFAS og er nu klar til at give tilskud til i alt 15 projekter, der har søgt om drikkevandsbeskyttende tiltag i form af arealbeskyttelse og til beskyttelses- og afværgetiltag over for PFAS i drikkevand.

Midlerne til beskyttelse mod PFAS i drikkevand er afsat i den nationale handlingsplan mod PFAS, som et samlet Folketing vedtog i juni 2024. Her blev der over en treårig periode afsat 110 mio. kroner. Tilskudspuljen til sikring af drikkevand (arealbeskyttelse) er en del af Finansloven 2022, som blev indgået af regeringen, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet. De afsatte midler blev fordelt over årene 2022 –2025, med én ansøgningsrunde pr. år. Samlet er puljen i 2025 på 29,4 mio. kr.

Men ansøgninger har vist, at der var behov for mere, og derfor har Folketinget bevilget 117,2 mio. kr. ekstra, der sammen med de afsatte midler konkret skal gå til 15 drikkevandsprojekter. Dermed støtter PFAS-puljen i år vandforsyninger, der leverer over 10 procent af drikkevandet i Danmark.

Miljøminister Magnus Heunicke siger:

”Der har været mange gode og store ansøgninger, som viste et behov for, at flere områder skulle beskyttes, og det har regeringen og aftalepartierne imødekommet ved at afsætte 175 millioner til beskyttelse af grundvandet og til at beskytte drikkevandet mod PFAS. Pengene går til 15 helt konkrete projekter, der bl.a. beskytter grundvandsområder mod pesticider, opkøber og omlægger jord til natur og skov og renser drikkevand for PFAS i flere områder. Det er en afgørende og mærkbar indsats for at beskytte vores drikkevand i nogle af de områder, der er allermest sårbare."

Ordførerne bag tilskudspuljerne siger:

Miljøordfører Erling Bonnesen (V):
”Vi skal fortsat sikre rent drikkevand i hanerne. Det danske drikkevand er noget af verdens bedste, og det skyldes en vedvarende, fokuseret og fornuftsbaseret tilgang til drikkevandsområdet i Danmark.  Med store tilskud fra Drikkevandsfonden gives der nu tilsagn til projekter, som kan beskytte grundvandet og drikkevandsforsyningen konkrete steder, og der prioriteres midler fra puljen til oprensning af PFAS, så vi kan få påbegyndt oprydningen af fortidens synder seks steder, der har fået tilsagn fra puljen.”

Miljøordfører Claus Jørgensen (SF):
”Det er en fantastisk nyhed, at der er så mange projekter, der gerne vil passe endnu bedre på vores drikkevand. Og nyheden om at der er fundet midler til at finansiere alle 15 ansøgninger med ekstra 117,2 mio. kr., gør bare nyheden endnu bedre. For SF er drikkevandsbeskyttelse en mærkesag, og det kan kun gå for langsomt med at få renset for PFAS og få beskyttet flere arealer.”

Miljøordfører Pernille Vermund (LA):
”Jeg glæder mig over, at vi nu løfter tilskudspuljen, så vi kan sikre en styrket indsats for at få oprenset de steder, hvor vi ved, der er forurening med PFAS, og hvor der er en risiko for, at det kan ende i drikkevandet. Det er vigtigt med en målrettet indsats, så vi hurtigt kan få ryddet op de steder, hvor risikoen er størst.”

Miljøordfører Katrine Rosbøe (RV):
”Vores drikkevand er under massivt pres og kræver handling, hvis vi ønsker at bevare muligheden for at få rent vand uden PFAS ud af vandhanen. Og selvom dette selvfølgelig kun er en del af den indsats, der skal til, så er jeg virkelig glad for denne aftale, der kan gøre en stor forskel.” 

Miljøordfører Thomas Monberg (S):
”Hvis vi vil sikre rent drikkevand i fremtiden, er vi nødt til at handle nu. Derfor er jeg rigtig stolt over, at vi styrker beskyttelsen af vores mest sårbare arealer med 117,2 mio. kr., så vi kan holde PFAS og andre giftige stoffer ude af grundvandet. Det skylder vi kommende generationer, for rent vand skal ikke være et privilegium, men en selvfølge."

Miljøordfører Mette Thiesen (DF):
”I Dansk Folkeparti glæder vi os over, at der med de to planlagte tilskudspuljer og de 15 konkrete projekter er taget et afgørende skridt i retning af at beskyttes vores dyrebare drikkevand for kommende generationer. Rent grundvand er en af Danmarks vigtigste naturressourcer, og Dansk Folkeparti er naturligvis med på det hold, som værner om denne”

Fakta:

Tilskuddene går til følgende konkrete projekter under Drikkevandsfonden:

  • Aarhus Kommune: Kommunen arbejder som en del af deres indsatsplanlægning med vand- og naturparker. I Beder-Ajstrup vil kommunen opkøbe jord til natur eller skov via jordfordeling eller skødehandler.
  • Fors Vand Roskilde: Den pågældende forsyning sørger for ca. 75 pct. af Roskilde bys drikkevand. Planlagte tiltag i området er pesticidfri drift, ligesom det overvejes at omlægge området til eng og ekstensiv græsning med beplantning af træer, buske og genetablering af vådområder.
  • Vandcenter Syd: Forsyningen har søgt om tilskud til projekter i Borreby og Holmehave på Fyn, således at ca. 300 hektar beskyttes til gavn for grundvandet.
  • Nordre Kildeplads: Slagelse Kommune har udpeget prioriterede områder omkring SK Vands Nordre Kildeplads, hvor brug af pesticider skal ophøre, og nitratudvaskningen begrænses. Indsatsen gennemføres primært via frivillige aftaler eller jordopkøb, men kan om nødvendigt ske med påbud, hvorefter der tinglyses restriktioner.
  • Holmehave Kildeplads: VandCenter Syd har fået tilskud til omkostningerne ved øget grundvandsbeskyttelse på den vestlige del af Holmehave Kildeplads, som omfatter 182 hektar. Selskabet dækker udgifter til erstatning, tinglysning og servitutter i forbindelse med Hedeselskabets opkøb af arealerne.
  • Valbygård Kildeplads: Slagelse Kommune har udpeget prioriterede områder ved SK Vands Valbygård Kildeplads, hvor pesticidanvendelse skal ophøre, og nitratudvaskningen begrænses. Indsatsen gennemføres primært via frivillige aftaler eller jordopkøb, men kan om nødvendigt ske med påbud, efterfulgt af tinglyste restriktioner. Tilskuddet gives til grundvandsbeskyttelse af Valbygård Kildeplads og indgår i en skov- og naturrammeaftale mellem Slagelse Kommune, Naturstyrelsen og SK Vand.
  • Hvinningdal: Hvinningdal Vandværks indvindingsopland er sårbart, og fordi det er Silkeborg Kommunes største, vil en forurening få store samfundsmæssige konsekvenser. For at sikre rent drikkevand skal grundvandet beskyttes gennem pesticidfri drift og samarbejde med lodsejere, kommunen og Silkeborg Vand, hvilket samtidig styrker naturlige processer og øger biodiversiteten på de berørte arealer.
  • Hvidkilde Kildeplads: Der indgås en frivillig dyrkningsaftale om pesticidfri drift på arealerne omkring de fire indvindingsboringer ved Hvidkilde Kildeplads. Kildepladsen er en af to, der skal forsyne Svendborg By og opland ifølge Vandforsyningsplan 2023–2035, og aftalen bidrager derfor til at sikre en vigtig drikkevandsressource for fremtiden.
  • Brenderup Kildeplads bliver fremover TREFORs eneste indvindingssted på Fyn. For at sikre kildepladsen skal de nærmeste arealer omlægges til natur og skov, og en lokal lodsejer har vist interesse for at deltage. Projektet ligger inden for et område omfattet af Middelfart Kommunes indsatsplan.

Tilskuddene går til følgende konkrete projekter under PFAS-puljen:

  • HOFOR A/S: Kulfilteranlæg ved Thorsbro med seks parallelle spor, således at vand fra 15 indvindinger kan renses, før det blandes til drikkevand.
  • Fanø Vand: Pilotprojekt med kulfilteranlæg, efterfulgt af pilotprojekt og endelig etablering af ionbytteranlæg.
  • Tune Vandværk: Etablering af ionbytteranlæg, kombineret med fire nye indvindingsboringer med lavere PFAS-indhold i råvandet.
  • Hedehusene Østre Vandværk: Der gennemføres et pilotprojekt og efterfølgende etablering af et kulfilteranlæg til behandling af hele vandværkets råvand. Indtil anlægget er opført, forsynes kunderne midlertidigt fra et nabovandværk via en beredskabsledning.
  • Kastaniehøj Vandværk: Der etableres et renseanlæg uden aktivt kul, men med et patenteret granulat fra et britiske firma, som er bedre egnet til skalering på et meget lille vandværk.
  • Greve Vandværk: Der etableres et kulfilteranlæg kombineret med afværgeboring til det mest PFAS-forurenede råvand.

Yderligere oplysninger:

Pressevagten: Tlf. +45 20 91 59 01 (kan ikke modtage SMS)
Mail: presse@mim.dk

Følg pressemeddelelser fra Miljø- og Ligestillingsministeriet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Miljø- og Ligestillingsministeriet

Miljøministeren igangsætter indsats efter ekspertvurdering af grænseværdien for nitrat i drikkevandet9.12.2025 14:05:18 CET | Pressemeddelelse

En international ekspertgruppe anbefaler, at grænseværdien for nitrat i drikkevand sænkes. Der er ingen akut sundhedsfare, og niveauerne af nitrat i drikkevandet er generelt lave, men den foreslåede grænseværdi skal styrke beskyttelsen. Miljøminister Magnus Heunicke igangsætter derfor nu en undersøgelse af, hvad der skal til for at sænke grænseværdien.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye