7,6 millioner fra Landdistriktspuljen er på vej til projekter i region Midtjylland og omkringliggende øer
18.12.2025 10:00:00 CET | By-, Land og Kirkeministeriet | Pressemeddelelse
I dag lander en positiv besked i indbakken hos 20 projekter i bl.a. Ringkøbing-Skjern og Struer Kommune samt på Fur.
Midlerne gives i støtte til projekter, der kan skabe udvikling og gode levevilkår i både landdistrikterne og på småøerne.
Minister for byer og landdistrikter, Morten Dahlin udtaler:
“De mange kvalificerede ansøgninger til Landdistriktspuljen viser tydeligt, at der er vilje og visioner til stede i landdistrikterne. Det glæder mig, at så mange lokalsamfund tager initiativ til at skabe udvikling og nye muligheder lokalt.”
Formand for Det Rådgivende Udvalg for Landdistriktspuljen, Nynne Larsby Friis:
“Ansøgningerne til denne runde viser tydeligt, hvordan Landdistriktspuljen understøtter både udvikling og nytænkning i hele landet. Det er særligt glædeligt at se den store bredde i projekterne – fra forskningsinitiativer om grøn trepart, familie- og børnelivet i landdistrikterne, bæredygtig landsbyudvikling og ø-livets vilkår, til en markant stigning i ansøgninger inden for maritime projekter.
Det er tydeligt, at idéerne til fremtiden for de mindre havne er mange og varierede – særligt er vi i udvalget glade for at se, at de unge spiller en væsentlig rolle i mange af de maritime projekter. De mange projekter vidner om en imponerende lokal handlekraft og viser, hvordan puljens midler omsættes til konkrete løsninger, der styrker både fællesskab og udvikling.”
Landdistriktspuljen havde den 9. oktober 2025 frist for ansøgninger om støtte til projekter. Plan- og Landdistriktsstyrelsen modtog i alt 190 ansøgninger med et samlet ansøgningsbeløb på i alt 88,5 mio. kr.
Se alle støttede projekter fra Landdistriktspuljen her.
Eksempler på støttede projekter i Region Midtjylland:
Projektholder: Ølstrup Brugsforening
Titel: Fremtidssikring af Ølstrup Brugsforening
Kort projektbeskrivelse: Ølstrup Brugsforening står over for et nødvendigt løft efter flere år med underskud og stor udskiftning blandt brugsuddelere. I juni 2025 blev en lokal ildsjæl ansat som ny brugsuddeler, og hendes store engagement og indsats har givet bestyrelsen tro på, at udviklingen kan vendes. For at fremtidssikre butikken og skabe en mere effektiv drift ønsker bestyrelsen at investere i elektroniske hyldeforkanter. I dag bruger medarbejdere og frivillige mange timer på at skifte manuelle priser, hvilket er tidskrævende og giver risiko for fejl, som påvirker kundernes oplevelse negativt. Elektroniske hyldeforkanter vil frigive personaletid, reducere fejl i prismærkning og bidrage til en mere professionel og konkurrencedygtig butik. Investeringen ses som et vigtigt skridt i at styrke driften og sikre, at Brugsen fortsat kan være et velfungerende og attraktivt lokalt samlingspunkt.
Tilsagnsbeløb: 106.970 kr.
Projektholder: Fur Udviklingsråd
Titel: Furbo - et bosætningsprojekt på Fur
Projektbeskrivelse: Projekt FURBO skal skabe ny tilflytning og sikre et nødvendigt generationsskifte på Fur. Formålet er at styrke og fastholde øens centrale funktioner – friskole, børnehus, dagligvarebutik og et aktivt foreningsliv – ved at tiltrække yngre familier og voksne, som kan bidrage med energi, kompetencer og nye perspektiver. Gennem en bosætningskampagne vil projektet formidle fortællingen om Fur som et sted med muligheder for karriere, iværksætteri og alternative livsformer. Baggrunden er et forprojekt fra 2025 og en markant befolkningsnedgang fra 780 indbyggere i 2019 til 732 i 2025, hvilket udfordrer både institutioner og erhvervsliv. Selvom turismen er stigende og foreningslivet stærkt, er der behov for en målrettet indsats for at vende udviklingen og sikre Furs langsigtede bæredygtighed som helårssamfund.
Tilsagnsbeløb: 350.000 kr.
Projektholder: Destination Limfjorden
Titel: Kulturrevolution i Oddesund – Wayfinding og oplevelser
Projektbeskrivelse: Oddesundområdet er i dag et af Struer Kommunes mest besøgte steder med over 100.000 gæster årligt og rummer en unik kombination af fjordlandskab, kystnatur og kulturhistorie. Området fungerer samtidig som en af kommunens vigtigste indgange til Limfjorden, men er præget af flere adskilte havnemiljøer, manglende wayfinding, få opholdsmuligheder og uforløste fortællinger. Helhedsplan Oddesund 2022 har identificeret centrale nedslagspunkter såsom Rofærgehavnen, Ishuset, den gamle færgehavn og bunkeranlæggene, men anbefalingerne er endnu ikke omsat til konkrete tiltag. Det ansøgte projekt skal skabe synlige forbedringer i havnemiljøerne, teste nye principper for wayfinding og ophold samt styrke sammenhængen mellem de forskellige steder gennem borgerinddragelse og fællesskabsaktiviteter. Formålet er både at understøtte en mere naturlig og bæredygtig bevægelse rundt i området og at holde visionen fra helhedsplanen levende, mens der arbejdes videre mod et af de langsigtede mål: en sikker forbindelse mellem Oddesund Nord og Syd. Projektet bliver dermed et vigtigt skridt i retning af at forløse Oddesunds fulde potentiale som levende kystområde for både borgere og besøgende.
Tilsagnsbeløb: 660.000 kr.
Yderligere oplysninger:
Har du spørgsmål om Landdistriktspuljen, kan du kontakte Plan- og Landdistriktsstyrelsen på tlf. 4171 7897 eller på landdistriktspulje@plst.dk.
Om By-, Land- og Kirkeministeriet
By-, Land- og Kirkeministeriet betjener ministeren for byer og landdistrikter, kirkeministeren og ministeren for nordisk samarbejde. Opgaverne som minister for nordisk samarbejde koordineres af Udenrigsministeriet.
Morten Dahlin (V) har siden den 23. november 2023 været minister for byer og landdistrikter, kirkeminister og minister for nordisk samarbejde.
By-, Land- og Kirkeministeriet består af et departement, der også omfatter Folkekirkens It, og af Plan- og Landdistriktsstyrelsen.
Departementet har hjemsted på Slotsholmen i København. Folkekirkens It har medarbejdere i både København og Aarhus. Plan- og Landdistriktsstyrelsen har adresse på hhv. Kalvebod Brygge i København og i Nykøbing Falster.

Følg pressemeddelelser fra By-, Land og Kirkeministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra By-, Land og Kirkeministeriet
Ny aftale skal sikre flere ejerboliger til danskerne27.1.2026 08:00:00 CET | Pressemeddelelse
Syv ud af 10 danskere drømmer om at eje deres egen bolig. Senest har en ny undersøgelse fra Nordea vist, at 54 pct. af alle unge danskere mellem 18 og 29 sparer op til drømmen om et boligkøb. Alligevel har boligbyggeriet i og omkring de større byer i de seneste år været domineret af private lejeboliger. Siden 2016 er andelen af nybyggeri til eje faldet markant, særligt i København og Aarhus, hvor ejerboliger i 2022 kun udgjorde ca. 15 pct. af det samlede nybyggeri. Samtidig er efterspørgslen på ejerboliger så stor, at priserne er steget drastisk, særligt omkring de største danske byer. Den udvikling vil regeringen og partierne i forligskredsen bag planloven vende ved at give kommunerne mulighed for at bestemme, at op til 25 pct. af boligmassen i nye boligområder skal være ejerboliger. Den mulighed findes ikke i dag. Minister for byer og landdistrikter Morten Dahlin siger: “Vi ved, at danskerne gerne vil eje deres egen bolig. Men alligevel bliver der ikke bygget nok ejerboliger. Derfor
Endnu et stærkt år for dansk turisme26.1.2026 09:55:09 CET | Pressemeddelelse
Dansk turisme har de seneste år slået rekorder for antallet af overnatninger, og 2025 tegner til at blive endnu et stærkt år, hvor niveauet for overnatninger fra rekordåret 2024 fastholdes. I 2025 forventes der ifølge de seneste opgørelser en stigning på 2 pct. i antallet af udenlandske overnatninger, mens danske turisters overnatninger falder med 2 pct. De endelige overnatningstal for 2025 udgives af Danmarks Statistik i marts.
Ny politisk aftale sætter ind mod ulovlig korttidsudlejning med højere bøder og styrket tilsyn22.1.2026 13:43:58 CET | Pressemeddelelse
Regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og Alternativet er blevet enige om en række initiativer, som styrker tilsynet og giver højere bødestraffe for personer eller virksomheder, der bryder reglerne for korttidsudlejning.
Præsentation af aftale om et styrket tilsyn og højere bødestraffe for brud på reglerne for korttidsudlejning22.1.2026 07:57:27 CET | Presseinvitation
Der er brug for at sætte ind med skrappere lovgivning over for overtrædelse af reglerne for korttidsudlejning. Det gælder også for udlejning via udlejningsplatforme. Boliger skal først og fremmest bruges som hjem og ikke som uregulerede hoteller. Ulovlig korttidsudlejning ødelægger fællesskabet i opgangen for de beboere, der bor i ejendommen hele året. Og så dræner ulovlig udlejning boligmarkedet og er med til at presse boligpriserne op for byens borgere. Journalister inviteres derfor til pressemøde, hvor regeringen og et bredt flertal af Folketingets partier vil præsentere en række tiltag som styrker tilsynet, giver myndighederne nye værktøjer samt forhøjer bødestraffen for brud på reglerne for korttidsudlejning. På pressemødet deltager minister for byer og landdistrikter Morten Dahlin samt ordførerne for aftalepartierne. Tid: torsdag d. 22. januar kl. 13:30. Sted: Folketinget – pressemødet afholdes i Vandrehallen foran Folketingssalen. Tilmelding er nødvendig og skal ske til By-, Lan
7 millioner fra Landdistriktspuljen er på vej til projekter i region Nordjylland og omkringliggende øer18.12.2025 10:00:00 CET | Pressemeddelelse
I dag lander en positiv besked i indbakken hos 14 projekter i bl.a. Thisted, Morsø og Brønderslev Kommune.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum