EU strammer miljøkrav til bilindustrien: Køretøjer skal kunne skilles ad og genanvendes

Del

Det danske EU-formandskab har landet en markant aftale mellem Rådet og Europa-Parlamentet om bedre design og genbrug af udtjente køretøjer som biler, busser og lastbiler. Aftalen vil gøre det lettere at få bilen repareret og sikrer bedre udnyttelse af materialer og kritiske råstoffer.

Produktion af køretøjer er en af de mest miljøbelastende industrier i Europa. Fx står bilindustrien for 19 pct. af EU’s samlede forbrug af stål, 10 pct. forbruget af plast og en væsentlig andel af EU’s samlede efterspørgsel af aluminium, kobber og glas.

Men det halter med genanvendelsen af især plastik fra skrottede biler. Langt det meste ender efter skrotning på forbrænding, og kun en meget lille del af plastikken bliver i dag genanvendt. Samtidig kasseres mange bildele, som ellers kunne være blevet taget ud og genbrugt, fordi mange køretøjerne er designet, så det ikke er praktisk muligt at tage delene ud.

Med den nye aftale mellem Rådet og Europa-Parlamentet, skærper EU derfor reglerne om genanvendelse af køretøjer og stiller krav om genanvendt indhold. Det betyder, at der skal bruges mere genanvendt plastik i nye biler samtidig med, at en større del af plastikken fra skrottede biler skal genanvendes.

Derudover skal det blive nemmere at tage brugte dele ud af biler, motorcykler, busser og lastbiler, så de kan genanvendes og genbruges, fx motorblokke og dele med kritiske råstoffer. Aftalen styrker også indsatsen mod ulovlig eksport af udrangerede og forurenende køretøjer ud af EU til tredjelande.

Miljøminister Magnus Heunicke siger:

”Det danske formandskab har de seneste tre måneder kørt intense forhandlinger, og det har nu ført til enighed mellem Rådet og Parlamentet om en solid aftale, der viser vejen frem for Europa gennem cirkulær økonomi. Aftalen løfter genanvendelsen i bilindustrien, som er en af de mest forurenende i Europa, og den hjælper os med at holde fast i værdifulde materialer og kritiske råstoffer, som Europa i dag er stærkt afhængig af at importere. Det gavner miljøet og vores modstandsdygtighed i EU samtidig med, at det bliver nemmere for borgere i hele EU at få repareret deres biler.”

Fakta:

  • Aftalen vedrører ”forordning om krav om cirkularitet i design af køretøjer og om håndtering af udrangerede køretøjer”. Forordningen er en revidering og sammenskrivning af direktiv om udrangerede køretøjer og direktiv om typegodkendelse af biler med hensyn til genbrugelighed, genvindelighed og nyttiggørelsesmuligheder.
  • Med aftalen udvides listen over køretøjer, der omfattes, til også at dække motorcykler, busser, lastbiler og trailere.
  • Der indføres krav om indholdet af genanvendt plast på 15% efter 6 år og 25% efter 10 år
  • Der stilles krav om at fx motorer kan afmonteres nemmere, uden at delene ødelægges, så de kan udskiftes og bruges som. Det betyder, at flere brugte reservedele, som kan bruges til reparation af eksisterende biler. Samtidig bliver det nemmere at reparere nye biler, som kommer på markedet.
  • Det udvidede producentansvar for køretøjer, der bl.a. skal sikre, at producenter dækker udgifterne til behandling af udtjente køretøjer, styrkes betydeligt. Det gælder også, hvis det udtjente køretøj ender i et andet medlemsland, end der hvor det blev solgt første gang.
  • Der indføres skærpelser, der bl.a. skal sikre, at udtjente køretøjer, som står til skrotning, ikke eksporteres ulovligt som brugte køretøjer til lande, hvor de ikke kan håndtere dem.

Følg pressemeddelelser fra Miljø- og Ligestillingsministeriet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Miljø- og Ligestillingsministeriet

Miljøministeren igangsætter indsats efter ekspertvurdering af grænseværdien for nitrat i drikkevandet9.12.2025 14:05:18 CET | Pressemeddelelse

En international ekspertgruppe anbefaler, at grænseværdien for nitrat i drikkevand sænkes. Der er ingen akut sundhedsfare, og niveauerne af nitrat i drikkevandet er generelt lave, men den foreslåede grænseværdi skal styrke beskyttelsen. Miljøminister Magnus Heunicke igangsætter derfor nu en undersøgelse af, hvad der skal til for at sænke grænseværdien.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye